Carlsen på Kastrupgård

Peter Carlsen: 'Danmark 2009', 2013

Peter Carlsen: ‘Danmark 2009’, 2013

Peter Carlsen: Realitymaleri. Kastrupgårdsamlingen, Kastrupvej 399, Kastrup. 5. marts til 7. juni, 2015.

Lad det være sagt med det samme: Jeg kender Peter Carlsen personligt, jeg har skrevet den ene af de to tekster, der er trykt i udstillingskataloget (den anden står Torben Weirup for) og så er jeg ligefrem med på udstillingen – i portrætform! Så en egentlig anmeldelse, kan der ikke blive tale om. I stedet får du her lidt baggrundsinfo …

Peter Carlsen, der netop er rundet de 60 år, var uomtvisteligt en af de unge vilde malere – og så alligevel ikke helt. For selvom han havde alderen, gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi (1977-1983) og bidrog med malerier til den senere så legendariske udstilling ’Kniven på Hovedet’, der i 1982 blev vist på Tranegården, så var og er Carlsens kunst markant anderledes end de andres.

Peter Carlsen: 'Forbruger', 2010

Peter Carlsen: ‘Forbruger’, 2010

Han har nemlig altid fastholdt en langt højere grad af figuration, ligesom han, ofte i direkte modstrid med tidsånden, kræver, at billedet skal være et billede af noget. At det skal pege på noget udenfor sig selv. Og så må der meget gerne være en mening med det hele også, hvilket navnlig i de senere år har placeret Carlsen som en fremtrædende kritiker af samfundssituationen.

I mange år optrådte Carlsen i dobbeltrollen som både kunstner og dennes foretrukne model. Det førte til mange malerier med ’Villy’, der, i sagens natur, har en slående lighed med Carlsen, som hovedmotiv. Og Villy-figuren dukker da også stadig op i Carlsens værker, sådan som man kan se det i hans monumentale portræt af ’Danmark 2009’, der i dag hænger på Det Nationalhistoriske Museum.

Man finder desuden Carlsens værker i samlingerne på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARoS og Arken, og fra 5. marts til 7. juni kan man se nærmere på værker fra stort set hele Carlsens kunstneriske produktion, samt en række helt nye, når Kastrupgårdsamlingen byder indenfor til udstillingen ’Realitymaleri’.

Allerede overskriften lover mere samfundskritik, men Carlsen er samtidig en kunstner, der er levende optaget af sine materialer og selve det, at male. Han undersøger konstant farverne og hvordan han kan få dem til at leve, både som sig selv og i sammenhæng med de omkringliggende kulører. Faktisk elsker Carlsen sine materialer så højt, at han har truet med at lægge malerpenslen, hvis cadmium, der bruges navnlig i rød maling, bliver forbudt. Så det må man sandelig håbe, aldrig sker!

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer