Carsten Höllers kunst skal prøves!

 

Carsten Höller: 'Isomeric Slides', 2015. Her endnu under konstruktion. Courtesy the artist and LUMA Foundation. Photo David Levene

Carsten Höller: ‘Isomeric Slides’, 2015. Her endnu under konstruktion. Courtesy the artist and LUMA Foundation. Photo David Levene

 

Carsten Höller skaber kunst, der ikke er den store æstetiske oplevelse, men i stedet kan så meget andet. Som for eksempel at give en kvalme!

Carsten Höller: Decision, Hayward Gallery, Southbank Center, Belvedere Road, London. Til 6. september, 2015. fem hjerter

 

Carsten Höller: 'Decision Corridors', 2015 © Carsten Höller. Courtesy of the artist, Photo © Linda Nylind

Carsten Höller: ‘Decision Corridors’, 2015 © Carsten Höller. Courtesy of the artist, Photo © Linda Nylind

Tre skridt inde i udstillingen melder tvivlen sig for alvor. Det er ikke mere end et par sekunder siden verden var sådan, som den plejer at være og jeg befandt mig i et rum, jeg forstod, uden overhovedet at tænke over det. En venlig museumsvagt spurgte mig, om jeg led af enten hjerteproblemer eller klaustrofobi, og før jeg havde tænkt tanken til ende, svarede jeg frejdigt, at det gjorde jeg på ingen måde.

Men nu er jeg i tvivl. Her er så hamrende mørkt at jeg må tage hænderne til hjælp for at navigere. Og opdager derfor, at væggene er foruroligende tæt på. Jeg befinder mig altså i en meget smal og fuldstændig mørkelagt, lang, lang gang. Men ikke nok med det, for det føles samtidig som om jeg er trådt ind i en anden verden, en form for parallelunivers, hvor intet er sikkert længere og hjertet derfor hamrer i panik.

Den belgiske kunstner Carsten Höller (f. 1961) lægger således hård ud på udstillingen ’Decision’, præcis som det er blevet hans varemærke. Oprindeligt er han uddannet entomolog og forskede faktisk i insekter helt frem til 1994, hvorefter han helligede sig kunsten på fuld tid. Men den videnskabelige tilgang har han aldrig sluppet, hvilket understreges i stort set samtlige af hans værker.

Iført Carsten Höllers brillehjelm, der vender verden på hovedet. Hayward Gallery, London, sommeren 2015

Iført Carsten Höllers brillehjelm, der vender verden på hovedet. Hayward Gallery, London, sommeren 2015

Derfor kan man på udstillingen blandt meget, meget andet montere sig selv med en hjelm, der ved hjælp af spejle vender verden omkring én på hovedet. Den første til at udføre dette eksperiment var George Malcom Stratton, en af pionéerne indenfor eksperimentel psykologi, og han oplevede, at alting efter et par dages brug igen så retvendt ud. Lige indtil han tog hjelmen af, og hjernen skulle vænne sig tilbage til normaltilstanden.

Så langt når jeg aldrig, for bare det at stå oprejst viser sig at være næsten umuligt. Måske er jeg simpelthen for vant til at tro mine egne øjne. I alle tilfælde kan jeg knap nok holde balancen, selv når jeg støtter benet mod en stol. At dreje hovedet opgiver jeg med det samme og forsøger i stedet at tage en selfie. Men min finger, som jeg sagtens kan se, bevæger sig som om den befinder sig vægtløs i det ydre rum og svæver rundt for øjnene af mig.

Höllers værker er således ikke kunst, sådan som vi kender den bedst. Her er ingen store æstetiske oplevelser, men til gengæld får man mulighed for at afprøve sit sanseapparat på adskillige, og ofte uventede, måder. Har man ikke selv mod på at deltage i eksperimenterne, så står det en fuldstændig frit for bare at kigge på dem, der gør.

Carsten Höller: 'Twins (Belgian, London, New York, Paris, Santiago de Chile, Tokyo, Vienna)',  2005/2015 © Carsten Höller. Courtesy of the artist and Gagosian Gallery. Photo © Linda Nylind

Carsten Höller: ‘Twins (Belgian, London, New York, Paris, Santiago de Chile, Tokyo, Vienna)’, 2005/2015 © Carsten Höller. Courtesy of the artist and Gagosian Gallery. Photo © Linda Nylind

Derved opstår et slægtskab mellem Höllers værker og for eksempel Jeppe Heins labyrint-værk, der tidligere er blevet vist både på Centre Pompidou i Paris og Statens Museum for Kunst. Eller samme Heins vandskulptur foran Kunsten i Ålborg og hans cykeldrevne spejle, der blev udstillet hos Nicolai Wallner (se link til anmeldelse og interview nedenfor!).

Carsten Höller skaber således et laboratorium, hvor mennesker kan gå i dialog med sig selv og hinanden på nye måder. Det kan minde om en kloning mellem en kunstudstilling, et eksperimentarium og et badeland med indlagt vandrutsjebane. Alligevel holder Höller øjet på bolden og trækker en rød tråd gennem de mange muligheder og udfordringer.

Det hele handler nemlig om kroppen, om tilstedeværelse og i teorien også om de valg, vi træffer. Sidste led er dog tydeligvis det svageste, for når jeg nu ligger på ryggen øverst oppe i den etagehøje rutsjebane, er der ligesom ikke nogen vej tilbage. Andet end ned – og det i fuld fart. Jeg flyver afsted og stikker albuen ud for at sænke farten, bare en smule. Dårlig idé: jeg brænder straks hul i huden og må overgive mig til tyngdekraften.

Jeg er overrasket over, hvor meget man kan nå at tænke undervejs. Ikke at livet ligefrem passerer revy, trods alt, men jeg når da både at erkende Höllers intention om at gøre mig magtesløs. Og derefter mærke, hvordan hver sammenføjet led af rutsjebanen giver et bump, der forplanter sig fra hoften op gennem rygraden og rammer mit kranie, så jeg begynder at få en smule kvalme.

Bare jeg ikke får en hjernerystelse, tænker jeg, og lander med arme og ben i alle retninger på en madras foran Hayward Gallery. Stavrer desorienteret tilbage til Themsen og sætter mig på en bænk, mens jeg prøver at finde tilbage til mig selv og den verden, jeg ellers syntes jeg kendte så godt, men som jeg nu ikke er helt så sikker på længere.

Efter rutsjeturen, foran Hayward Gallery, 2015

Efter rutsjeturen, foran Hayward Gallery, 2015

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer