Charlottenborg
… men har stået skidt til alt for længe.
Ganske vist må jeg indrømme, at heller ikke jeg altid har været lige begejstret for diverse kunstnersammenslutningers årlige udstillinger, men den dramatiske omdefinering af Charlottenborg, der for få år siden fik til opgave at være en international kunsthal, var bestemt heller ikke vellykket.
Økonomien var og er selvfølgelig en helt afgørende faktor, og Charlottenborg fik og får alt for få midler til at udføre opgaven.
Men det er ikke det eneste problem.
Udstillingsprogrammet under den ellers så (med rette, mener jeg) vellidte brite Mark Sladen, har været så smalt, at de fleste stod af på halvvejen (se min anmeldelse af Pablo Bronsteins udstilling, samt mit interview med en anden udstiller, nemlig Simon Starling). Den linje fortsatte stort set med præsentationen af tyske Thomas Kilpper, der i 2011 skabte skandale i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen.
Igen var der tale om værker, der nærmest må betegnes som neo-konceptuelle, hvilket betyder, at der er meget lidt at forholde sig til på et mere jordnært æstetisk plan. Der mangler ganske enkelt form og farve, saft og kraft. Og så mangler der kvindelige kunstnere i en grad, der ikke er dette årtusind værdigt.
Hvorfor viste man ikke, sideløbende med præsentationen af Kilpper, danske Lilibeth Cuenca Rasmussens store performanceværk, der ligeledes blev vist i Venedig? (En del af det værk kunne så i stedet ses på ‘How Am I?’ på Kastrupgårdsamlingen, hvor dansk og indisk samtidskunst gik i direkte dialog frem til 9. september, 2012).
Og hvad er der i det hele taget blevet af den ellers så velfungerende devise om at veksle mellem varme og kolde, populære og smalle udstillinger?
De eneste yderligheder, der gås til, er de skiftende krav til Charlottenborg, der først skulle være en international kunsthal og som man nu ønsker skal være forankret helt ned på københavnerplan (hvilket i øvrigt harmonerer ret dårligt med sommerens udstillingsprogram, hvilket sikkert er en medvirkende årsag til, at Mark Sladen har sagt sit job op pr. 15. september, 2012).
Jeg synes Charlottenborg skal åbnes op – på alle leder og kanter. Det kunne gøres ved at omdanne gården og caféen til oplagte mødesteder, samtidig med at man på udstillingsfronten lader det lokale gå i dialog med den store verden, der vitterligt omgiver os.
Charlottenborg har byens bedste placering rent geografisk – og det skal stedet også have, når det kommer til udstillingsprofilen.