Christian Lemmerz, miniinterview

 

Lige nu viser Christian Lemmerz en meget fin, seværdig og tankevækkende udstilling i Hans Alf Gallery, hvor fokus, som altid hos Lemmerz, er på de helt store spørgsmål.

Men da jeg forleden mødte Lemmerz til en snak om udstillingen, viste det sig desuden, at adskillige værker indskriver sig som en ny form for mindesmærker, markeringer af frygtelige begivenheder, og det med et patos, der ligger et helt andet sted, end man kunne forvente.

 

Første værk i denne ”serie” er ’Blutteppich’ (2006), som Lemmerz selv beskriver som et ’Corpus Delicti’ eller med andre ord de håndgribelige spor efter en forbrydelse. Men hvilken forbrydelse er det mon, der har fundet sted?

Tæppet sender straks tankerne i retning af et muslimsk bedetæppe, også selvom det bare er et helt almindeligt, lille tæppe, der er tale om. Spørgsmålet er dog stadig, om det er den bedende, der er blevet dræbt og i så fald: Af hvem?

Den bastante guldramme har Lemmerz tilføjet for at styrke karakteren af et relikvie, for, som han påpeger, har  alle religioner deres martyrer.

 

Meget smukt og naturligt går vi videre til ’Todtnau’ (2006), der har en noget mere markant forhistorie, idet pigtråden angiveligt stammer fra Auschwitz og er en uhyggelig souvenir, hjembragt af en kz-lejrfange, der senere forærede det til Freddy Fræk efter en koncert i Israel. Fræk havde dog på ingen måde lyst til at have pigtråden i sit hus, og gav den derfor videre til Lemmerz. ”Måske fordi jeg er tysker” som han siger.

Under alle omstændigheder var det det helt rigtige at gøre, for Lemmerz har med et enkelt, elegant og effektfuldt greb formet pigtråden til en tornekrone, der samtidig er en miniatureudgave af den oprindelige funktion: en indhegning, man ikke kan trænge igennem.

 

At skabe kunst, der referere til voldsomme og tragiske begivenheder er ikke let, og Lemmerz tænkte da også meget og længe, før han fandt frem til, hvordan han som kunstner ville sætte et mindesmærke over mordene på Utøya. Igen er løsningen noget nær genial, for soveposen i sit hylster, nu støbt i bronze, lægger sig rent fysisk i forlængelse af en stele, mens man, som Lemmerz, uden tvivl samtidig vil få associationer til ungdom, frihed og ølejr.

For Lemmerz er arbejdet med et værk som dette dobbelt, fortæller han, for på den ene side handler det om at reaktivere kunstnerens (og sikkert også beskuerens) compassion, medfølelse og indlevelse, mens der på den anden også er tale om en form for katarsis, en renselse eller forløsning, der faktisk tillader at man kan holde en frygtelig begivenhed på afstand.

Og det er jo lige præcis det, vi skal: både huske og overleve det erindrede. Ved at lade sine hypermoderne mindesmærker bevare en flertydighed, der netop står i kontrast til de firkantede verdenssyn, der har ført frem til så mange tragedier, stiller Lemmerz ikke bare sine værker i opposition, men tvinger også beskueren til at tænke med. Og det er der altid brug for.

 

Christian Lemmerz’ udstilling ‘Limbo’, der byder på mange flere værker end de nævnte og som varmt kan anbefales, vises i Hans Alf Gallery, Holberggade 8, København K, til 27. juni, 2015