Christoph Ruckhäberle: ‘Vigilanten’
Der bliver trukket på beskuerens forestillingsevner og associationer hos tyske Christoph Ruckhäberle
Christoph Ruckhäberle: The Pervert. Galleri Nicolai Wallner, Ny Carlsberg Vej 68, København V. Til 17. december, 2011. fire hjerter
Egentlig ville der være rigeligt at se på og forholde sig til i tyske Christoph Ruckhäberles værker, selv hvis de ikke sendte beskuerens tanker på langfart gennem kunsthistorien. For der hersker en besynderlig orden i hans univers, hvor detaljer som lemmer, hår og buksefolder synes at være underlagt den større kompositions indre logik.
Se bare et maleri som ’Vigilanten’ (selvtægtsmændene), der bevæger sig af sted som havde de studeret ved John Cleeses Institut for Gakkede Gangarter. Her tegnes en diagonal gennem billedfladen af den forreste figurs spjættende ben, mens hans arm går af led for at tilføje en vandret linje. Disse retninger og lige linjer understreges af de øvrige figurer, og resultatet er et billede, der på én gang er i voldsom bevægelse og nærmest skematisk.
Samtidig kolliderer den ildevarslende titel med selve billedet, der forekommer mere muntert, ikke mindst fordi figurerne mest af alt minder om marionetdukker. Og det endda fra en tid, hvor selv selvtægtsmænd bar stramme slips og blanke hatte. Denne tidsmæssige forskydning, fremkaldt af stribede bukseben og knælange kjoler med svaj, går igen hele vejen igennem udstillingen ’The Pervert’ (den perverse), så der er god grund til at se lidt længere tilbage i tiden.
Georges Seurat: ‘La Grand Jatte’, 1884
Christoph Ruckhäberle: ‘Death of a Dandy’
Således kommer jeg selv til at tænke på Seurats stiliserede gengivelse af ’En søndag på La Grand Jatte’ fra først i 1880’erne, foran Ruckhäberles ’Death of a Dandy’. I begge billeder er hver figur fuldstændig adskilt fra de omgivende, statisk hvilende i sig selv, samtidig med at de alle er uundværlige dele af kompositionen. Og er associationerne først kommet i omdrejninger, peger ’Wiese’ (eng) tilbage på Picassos to løbende kvinder fra 1922, ligesom hårpragten flere steder kunne være hentet hos Léger.
Men mest af alt trækker unge Ruckhäberle (født 1972) på tyske traditioner fra 1920’erne, ikke mindst sådan som de kom til udtryk hos Georg Grosz (1893-1959), før han i 1933 måtte flygte til USA. For også Grosz malede med kraftige farver og så sit motiv fra kantede vinkler, både helt bogstaveligt og i overført betydning. Måske er det meningen, at vi som beskuere derved skal komme i tanke om tider, der på mange måder kunne minde om vores egen med økonomisk krise og dertilhørende politisk ekstremitet?
Eller måske er Ruckhäberle bare forelsket i en fortid, som han formår at bringe med sig ind i det 21. århundrede? Under alle omstændigheder er sammenstødet mellem humor og alvor, skingre farver og fastlagte former, både spændende og en del af en større trend i tiden, hvor netop det dekorative synes at blive brugt på helt nye måder.
Christoph Ruckhäberle: ‘Wiese’