Copenhagen Art Festival, 2012

Rafael Lozano-Hemmer: 'Voices Array', Kunsthal Nikolaj, 2012

Rafael Lozano-Hemmer: ‘Voices Array’, Kunsthal Nikolaj, 2012

Der er alt fra videoer og installationer til en hel opera på programmet i Kunsthallerne Nikolaj og Gl. Strand, men det allerbedste er, når man selv kan deltage aktivt i værkerne.

Unfinished Journeys. Kunstforeningen Gl. Strand, Gammel Strand 48, København K. Til 11. november, 2012. fire hjerter

Conversationer. Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København K. Til 21. oktober, 2012. fire hjerter

 

Der er fem grundpiller i Copenhagen Art Festival, der frem til næste søndag sætter sit præg på København, og det er udstillingerne i byens kunsthaller. Men selv når festivallen er forbi, kan man stadig se kunsthalsudstillingerne, der ligesom festivallen har fællesskaber som den overordnede overskrift.

Man skal dog ikke hænge sig alt for fast i tematikken, for så risikerer man helt at overse værkerne som kunst, og det ville være synd og skam. Desuden er temaet adskillige steder fortolket ret elastisk, sådan som man ser det i Kunstforeninge Gl. Strand, hvor underoverskriften er rejser. Det lyder ellers ligetil, men værkerne her handler mere om forskellige steder i verden end rejsen imellem dem.

Således har Pascale Marthine Tayou (født 1967 i Cameroun) skabt noget nær en tegneserieversion af de brasilianske slumkvarterer, kaldet favela’er, ud af flere hundrede fuglekasser tilsat snak og musik. Det er godt tænkt og ser sjovt ud, men gør måske nok favella’en lidt mere hyggelig, end den er. Det samme motiv finder man hos mexikanske Damián Ortega (født 1967), der strør småkasser omkring foden på tre hvide sokler, som derved kommer til at ligne skyskrabere, omgivet af fattige menneskers småhuse.

En helt anden tilgang finder man hos den danske duo Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang (født i 1974 og 1976), der leger med magtens symboler, fra ørnen og løven til farverne rød, hvid og sort. Det er teatralsk som en Leni Riefenstahl film fra Hitlers Tyskland, men samtidig også morsomt ,fordi de pompøse konstruktioner hele tiden også punkteres og dermed afsløres som det, de er: rekvisitter, der skal skræmme, imponere og undertvinge.

Stillbillede fra Vladimir Tomics video

Stillbillede fra Vladimir Tomics video

Sådanne symboler bruges blandt andet, når ét land kolonialiserer et andet, hvilket er emnet i bosnisk-danske Vladimir Tomic’ video om forholdet mellem Danmark og Grønland. Det er på mange måder en grufuld historie, der dog i dette tilfælde bliver en smule endimensional med danskerne i rollen som de onde. Havde Tomic (født 1980) i stedet bare forsøgsvis anlagt den vinkel, at i det mindste nogle af danskerne troede, de gjorde grønlænderne en tjeneste, havde det hele fået yderligere brod. For er der mon situationer i vores egen samtid, hvor vi er i færd med at gøre den samme fejl?

 

Desuden synes jeg, at knap tre kvartes varighed er over smertegrænsen på en udstilling, hvor man jo ikke en gang kan være sikker på, at filmen starter idet man selv træder ind i et mørkelagte lokale. Og med en klassisk fortælling, der har en begyndelse og slutning, sådan som det ses hos Tomic, nytter det ikke meget at komme ind på halvvejen. I stedet burde hans film sendes i fjernsynet eller udgives på video, så man kunne sidde der hjemme i ro og fred og se den.

Stillbillede fra Isaac Juliens 'Better Life'

Stillbillede fra Isaac Juliens ‘Better Life’

Samme problemstilling genfindes foran britiske Isaac Juliens video ‘Better Life’ (55 minutter), hvor man end ikke tilbydes en stol at sidde på. Til gengæld er Juliens værk som et billeddigt, men ser man det kun som sådan går man glip af den bagvedliggende historie.
Et andet formidlingsmæssigt fejlgreb består i det faktum, at man konstant skal konsultere den tekst, der udleveres ved indgangen, for at finde ud af, hvad der foregår og hvad man eventuelt selv skal gøre ved det. For hvordan skulle man ellers vide, at palmer er et symbol på modstand i Marokko, sådan som det fremgår af teksten om Yto Barrada installation? Eller at det er meningen, man selv skal skrive med vand i selskab med kinesiske Song Dongs værk?

Der skal også læses en del på udstillingen ’Conversations’ i Nikolaj Kunsthal, men her er de skrevne ord en del af værkerne hos både Lise Harlev (født 1973) og den ligeså danske kunstnergruppe Superflex. Harlev viser blandt andet en samling demonstationsskilte med tankevækkende slogans som: ’I think slogans oversimplify my views’ (jeg synes slogans overforsimpler mine synspunkter), der ender som et Möbiusbånd af sandhed om sig selv.

Så kommer øjnene på en anderledes prøve, når man skal forsøge at læse partituret til Superflex’ opera om Operaen, ligesom det er en udfordring at den selvsagt er skrevet til sangere, så der står sætninger som: ” Han er størst her i lan-det, han har in-gen li-ge, og han rej-ser det skøn-nes-te hus i ho-ri-son-ten”. Men idéen er glimrende og man kan kun håbe, at operaen opføres!

Mest fantastisk finder jeg dog ’Voices Array’ af Rafael Lozano-Hemmer (født i Mexico 1967), hvor man skal indtale en sætning, der i et stærkt fokuseret øjeblik omsættes til lys, før der udbryder en kakofoni af i alt 288 sentenser, indtalt af tidligere besøgende. På den måde er man en del af værket, i en form for samtale med alle de andre, selv når man forlængst har forladt Nikolaj Kunsthal. I alle tilfælde indtil ens egen sætning er rykket hele vejen gennem systemet og som den ældste slettes, så der bliver plads til nye ord.

Det er knitrende smukt, magisk og med den indbyggede forgængelighed, der ikke bare karakteriserer os som mennesker, men også de relationer, vi skaber til hinanden.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer