Kunstnersammenslutningen Corner er ikke synkroniseret med samtiden, selvom enkelte kunstnere stikker ud og overstråler deres medudstillere
Corner 2010. Sophienholm, Nybrovej 401, Lyngby. Til 14. marts, 2010. to hjerter
For nogle vil det virke som en anbefaling, mens det sikkert kan få andre til at løbe skrigende bort. Men faktum er, at benjamin på årets udgave af en Corner-udstilling er gæsten Claus Handgaard Jørgensen, der er født i 1969. Langt hovedparten af Corners kunstnere er således født mellem 1940 og 1959, med enkelte ældre afstikkere, som for eksempel alderspræsidenten Regnar Jensen, der kan notere 1922 som sit fødselsår.
Alder i sig selv siger dog ikke nødvendigvis noget om det kunstneriske udtryk. I den klassiske kunsthistorie regner man en kunstner for ”ung” indtil vedkommende har rundet det halve århundrede, og historien er fyldt med kunstnere, der selv langt over pensionsalderen er blevet ved med at gå nye og spændende veje med deres værker. Problemet opstår først, når kunstnere, uanset alder, arbejder med et udtryk, der på ingen måde kan kaldes tidssvarende, og den slags er der, desværre, en del eksempler på blandt Corners medlemmer.
Faktisk kan man ind imellem føle sig hensat til en præsentation af tidlig dansk modernisme, mens man vandrer rundt i Sophienholms sale. Men hvor modernismen i første halvdel af det 20. århundrede var et markant livtag med samtiden, er det i dag noget mere en gåde, hvad vi skal stille op med den slags værker.
Selv den yngre svenske gæst, Alba S. Enström (født 1960), har et uafsluttet kærlighedsforhold til fortiden, selvom der dog i dette tilfælde er tale om 1980’ernes kunst, sådan som den kom til udtryk hos den ti år ældre tyske kunstner, Elvira Bach.
Man kan selvfølgelig vælge at se denne faste forankring i fortiden som en fordel, ikke mindst for de mange besøgende, der ikke behøver at frygte for mange overraskelser. Men det er samtidig flere kunstnersammenslutningers Achilleshæl, at så meget af den udstillede kunst synes at være set før. Selv ikke den trofaste skare af besøgende har været nok til, at sammenslutningerne har kunnet fastholde deres før så cementerede pladser i kalenderen, hverken på Charlottenborg eller i Den Frie Udstillingsbygning.
Corner er blandt de heldige af de nu hjemløse sammenslutninger, idet udstillingen på Sophienholm er ved at blive en tradition. Men selvom stedet råder over smukke rum med storslåede udsigter over Lyngby Sø, så kan det ikke skjules, at pladsen er alt for trang til Corner. Således skal man balancere midt mellem to etager for at tage afdøde Poul Anker Bechs tre malerier i øjesyn. Og det er synd, for her er tale om en kunstner, der i den grad forstod at forene det hyperrealistiske med abstraktionen, så man får følelsen af at være vidne til verdens tilblivelse – eller opløsning.
Også Ulrik Møller kan male, så værket forekommer langt mere virkeligt end den væg, det hænger på. Hans tre stramme lærreder stråler af sommerlys, i skærende kontrast til solens skarpe reflekser i sneen udenfor, der ind imellem spejler sig lige lovlig meget i de indrammede værker på udstillingen. Men for en del af de øvrige udstillere tager det fotografiske forlæg overhånd, hvilket resulterer i værker, der er som malede fotografier. I de tilfælde ville jeg personligt hellere se fotografiet i sig selv.
Til gengæld skal Corner takkes for at have inviteret den britiske kunstner Cathie Pilkinton til Danmark. Hendes skulpturer er, når de er bedst, på én gang bidende brutale og hylende morsomme, som når hun under overskriften ’Charity’ (barmhjertighed) lader et kvindedyr hyle sin frustration mod himlen, omgivet af englebørn og smukke blomster.
Barmhjertighed er også titlen på en skulptur af Pontus Kjerrman, men her får vi den hyggelige udgave, hvor barnet er trygt og moren altfavnende. Det havde været spændende, hvis disse to skulpturer var blevet præsenteret side om side…
Og det havde været helt fantastisk, hvis man havde haft øjne for Pilkintons danske kollega, Louise Hindsgavl, der ligeledes arbejder med et skulpturelt udtryk, der gemmer det grumme lige under den blanke overflade. Tilsammen kunne de damer diske op med så skæve syn på tilværelsens fortrædeligheder, at der ville være grin og gråd til adskillige dage, samtidig med at de kunne være med til at trække Corner ind i den aktuelle samtid og dens kunstneriske udtryk.
Men det må vi altså have til gode. Som sagerne står nu, bør den besøgende i stedet lægge hovedet tilbage og kigge op i Cobraloftet, der findes på Sophienholm. For selvom malerierne her er helt tilbage fra 1949, så er flere af dem mere på forkant end Corner.