Danmark. Står der på væggen, med halvanden meter høje bogstaver. Danmark. Hverken mere eller mindre. Men det er også nok til at starte en lavine af betydninger, associationer og forestillinger.
”Når man siger ’Danmark’ er det næsten et ikke-udsagn: man er i Danmark og man siger Danmark”, siger Jens Haaning, der siden de tidlige 90’ere har sat adskillige spørgsmålstegn ved både den danske og vestlige kultur.
”Det er faktuelt, men samtidig er det også en åben refleksionsramme der kan læses og forstås socialt, politisk, historisk, kulturelt”.
”Nogle vil måske tænke: bare vi bliver verdensmestre i fodbold igen. Andre vil komme til at tænke på en pakke smør. Det må de selv om, men en del af min egen motivation er de store ændringer, der har fundet sted i staten Danmarks image, og i min oplevelse af det at være dansk. Og begge dele har ændret sig drastisk de sidste fem år”.
”Når jeg for ti år siden parkerede min bil med tyske nummerplader udenfor et hotel i Italien, blev jeg mødt med afmålt høflighed. Men når jeg så lagde mit danske pas på bordet, fik de dårlig samvittighed over at have behandlet mig som en tysker. Nu er det helt anderledes. Danmark er blevet Europas nazistat nummer to, lige efter Østrig på førstepladsen. I dag spytter de efter en, når man er dansk”.
Hvad gør du så? Kan du lade være med, helt instinktivt, at forsvare Danmark?
”Du kan fanmer tro jeg kan lade være med at forsvare Danmark! Jeg har jo skudt på netop de aspekter af Danmark i mange år nu. Når jeg fortæller om Danmark siger jeg, at det er et monokulturelt samfund, geografisk isoleret og historisk halvnazistisk, hvilket de seneste år igen er blevet mere tydeligt. I de tidlige 90’ere sagde folk til mig: vi kan godt se hvad du mener, men du er galt på den, sådan er danskerne ikke. Men nu kan alle se, at sådan er Danmark”.
Jens Haaning arbejder dog ikke udelukkende med Danmark. Selvom værket er stedspecifikt, kunne det sagtens tilpasses et andet land, hvis navn så ville stå på væggen med store bogstaver. Eksperimentet går ud på at lade beskueren drage sine egne konklusioner, og ikke mindst løbe langs sine egne associationer, i det som Jens Haaning kalder galleriets laboratorium.
Hvordan ville værket virke i Tyskland? Er tyskerne så meget over deres fortid, at man kan forestille sig et værk, hvor der står ’Deutchland’ på væggen?
”I Tyskland? Nej, og det kommer de vist aldrig over! Men der er masser af værker, der giver den samme mening i København som i Berlin, Paris eller Tokyo. Kunsten kan være en vej væk fra ens egen kultur, fra den Dea Trier Mørch-virkelighed, hvor man er enlig mor på bistandshjælp. Med kunsten kan man drømme sig til New York eller Filippinerne. Men med det her værk, ’Danmark’, er det lige modsat”.
Jens Haanings kunst har fra begyndelsen været politisk. Det har gennem årene resulteret i en lang række værker, hvor ’de andre’ er sat i centrum, som i en portrætserie af unge førstegenerationsindvandrere eller ved at vende sprogbarrieren på hovedet og lade vittigheder blive fortalt på tyrkisk eller arabisk. Men det har hele tiden drejet sig om at sætte fingeren på den vestlige kulturs manglende evne til at korrespondere med kulturer og økonomier.
”Nu er det blevet moderne at være politisk kunstner, men det er en trend, der vel varer fem års tid. Selv i New York ser man politisk kunst i øjeblikket. Nogle kunstnere orienterer sig i forhold til tidens trends, men jeg har altid selv været meget optaget af politik. Faktisk generer det mig nogle gange pludselig at være moderne, for det har aldrig været min ambition”.
Selvom Jens Haaning ser den politisk kunst som et modefænomen, mener han ikke den er opstået ud af ingenting. Tvært imod. Men det er ikke USAs bomber i Irak der har gjort folk mere politisk bevidste, mener han. Det er fordi vores samfund er blevet stadig mindre humant, fordi vores etik er ved at forsvinde. Og det reagerer kunstnerne imod.
”Det land jeg hader mest i hele verden er Danmark, for det er det land jeg kender bedst. Nu har jeg boet en del år i Tyskland, så det hader jeg også. Det er min natur at være kritisk”, siger Jens Haaning eftertænksomt. Hårdt presset kan han dog godt komme i tanke om et par gode sider ved Danmark også, først og fremmest det bakkede landskab, som han kører igennem på vejen fra Tyskland, og de lange, lyse sommeraftener.
”Og så den skandinaviske pædagogiske tradition. Pippi Langstrømpe kan gøre mig glad, men det er svært at være Pippi i dag!”.
Bonusinfo/arkivkontekst: Jens Haaning: Danmark. Åbnede 5. april, 2005, i Galleri Nicolai Wallner, Njalsgade 21, bygning 15, København, og kunne ses frem til 15. maj, 2005