Der venter et orgie af dyr i kunsten på Arken. Det er dejligt, til tider ligefrem forførende, men det gør ikke helt så ondt som det burde
Dyr i kunsten, Arken Museum for Moderne Kunst, Skovvej 100, Ishøj. Forlænget til 10. januar, 2021. Fire hjerter
x
Dyret er et dejligt motiv, og dermed også tema. For når det handler om dyr i kunsten, handler det i virkeligheden mest om os mennesker, men på en måde, hvor vi ikke selv behøver være direkte med i billedet.
Arken har hentet værkerne til den aktuelle udstilling hos hele 34 kunstnere eller kunstnergrupper, og blandt dem finder man kun en enkelt dansker, nemlig Peter Holst Henckel. Til gengæld er hans serie ‘World of Butterflies’ ikke til at komme uden om, heller ikke i denne sammenhæng.
For det er rent ud sagt en genistreg, når Holst Henckel kombinerer lokaltlevende sommerfugle med de menneskelige ugerninger, der har fundet sted netop dér. Ser man således godt efter afslører sommerfuglenes smukke aftegninger alt fra en vietnamesisk likvidering for åbent kamera over frådende despoter til World Trade Centers tvillingetårne, der dukker op på en gul svalehalesommerfuglevinge (læs mit interview med ham fra 2009 ved at klikke her …).
Udstillingen om ‘Dyr i kunsten’ er inddelt i tre afsnit, hvor der lægges ud med kæledyret, efterfulgt af dyret som stedfortræder for mennesket og til sidst det vilde dyr. Men grænserne er ikke trukket hårdt op, for man møder William Wegmans forklædte weimaraner-hunde allerede i første afsnit, selvom de i al deres menneskeliggørelse ligeså let (eller bedre) passer i afdelingen for dyr, der tillægges menneskelige egenskaber.
Wegman er blevet verdensberømt for at fotografere hans egne hunde iført mennesketøj og fanget i situationer, der får dem til at ligne mennesker i en sådan grad, at det på én gang er morsomt og foruroligende. Man kan nemlig ikke rigtig placere det sete, for er der tale om et ægtepar en gang i 1960’erne med trenchcoats og rullekraver, eller to hunde, der har fået øje på en godbid?
Også Lisa Strömbeck arbejder med et dobbelthed i udtrykket. Jeg føler mig i alle tilfælde skiftevis tiltrukket og frastødt af hendes fotoserie ‘Uniform’, hvor kæledyr, pelsværk og nogle gange også ejeres hovedhår, går i ét. En sort kongepuddel er således fuldstændig camoufleret mod en sort persianerpels, hvor kun en hånd, der stikker ud af ærmet, markeret, at her er tale om andet end en meget udflydende hundekrop.
Samhørigheden bliver så symbiotisk, at det grænser til det incestuøse eller kannibalistiske. Og samtidig er det svært at sætte fingeren på lige præcis hvorfor, ikke mindst fordi alting ser så blødt og indbydende ud, at man bare får lyst til at kaste sig ind i billedet!
Anderledes, men ikke mindre intenst, er det at stå foran Tim Noble & Sue Websters ‘Metal Fucking Rats (Version 1)’, hvor duoen som altid stabler tilsyneladende tilfældigt skrot op på gulvet, sætter et stærkt spotlys på – og voila: den kastede skygge er af to rotter, midt i akten som titlen peger på!
Det er en fabelagtig praksis de to har fremelsket, ikke mindst fordi den sætter sådan et smukt spørgsmålstegn ved vores opfattelsesevne og forudfattede (kort)slutninger. Det, der ligner tankeløst rod, viser sig i virkeligheden at være så gennemtænkt, så sofistikeret, at det kræver man lige stopper op og ser sig ordentligt omkring for helt at fatte sammenhængen.
Jeg kunne blive ved og ved med at fremhæve forrygende værker på udstillingen, men for ikke at ende i den rene listeskrivning vil jeg vælge at fremhæve ét enkelt mere, nemlig Camille Henrots videoværk ‘Grosse Fatigue’. Und dig selv at bruge 13 minutter i frit fabulerende selskab med Henrot på the Smithsonian Institute, hvor vi hvirvles gennem groteske samlinger af sirligt foldede flamingokroppe, fotografier af mennesker fra hele verden – og en appelsin, der rulles på en bordplade, så den bliver letter at skrælle.
Det er fuldstændig umuligt at få det hele med, men det er næppe heller meningen. Det handler, trods alt, om altings skabelse. Og det er gjort så overbevisende og poetisk, at værket indbragte Henrot prisen for bedste unge kunstner, sølvløven, på Venedig biennalen i 2013.
Alligevel er det som om der mangler noget på Arken, alle de fantastiske værker til trods. For det gør aldrig rigtig ondt, og det burde det, klodens tilstand taget i betragtning. Andre steder lægges lige nu en hårdere linje, som når BBC’s serie ‘Syv kontinentet, en klode’, der kan ses på DR1, brutalt blotlægger konsekvenserne af vores handlinger. Eller når man på Nivaagaards Malerisamling gentænker præsentationen af Hans Scherfigs elskede junglebilleder og har allieret sig med Verdensnaturfonden i formidlingen.
Men dyr spiller vitterligt en langt mere markant rolle for os mennesker, end vi oftest er os det bevidst. Præcis som vi, med de tre store, monoteistiske religioner i ryggen, har det med at glemme, at vi selv er dyr. Menneskedyr, med kroppe, der reagerer på linje med andre dyrekroppe. Og med en fremtid og skæbne, der for evigt og ubrydeligt hænger sammen med alle klodens øvrige beboeres.