Damien Hirst: ‘For the Love of God’
For the love of God!
Sådan kan man udbryde på engelsk, hvis man mener noget i retning af: Hvad skal det dog til for?
Og det er vel cirka sådan, den britisk kunstkritiker Julian Spalding tænker, når han ser Damien Hirsts værker. Spalding har udgivet bogen ‘Con Art – Why you ought to sell your Damien Hirsts while you can’, hvilket skabte en hidsig debat om kunstens rolle i almindelighed og Hirsts (manglende) kvaliteter i særdeleshed.
Den diskussion kan nok være påkrævet, for selvom jeg tydeligt husker Hirsts udstilling på Hamburger Bahnhof i Berlin for mange år siden (hvor navnlig tværsnittet af en ko gjorde et spændende og abstrakt indtryk), så må jeg samtidig indrømme, at det forekommer mig at gassen ligesom er gået noget af Hirsts ballon de senere år.
Desværre, og for mig fuldstændig uforståeligt, har Spalding dog valgt en besynderlig argumentationsform, idet han påstår, der slet ikke er tale om kunst. Og dét argument holder ikke mange meter, mener jeg.
Til gengæld kan jeg som sagt kun tilslutte mig det standpunkt, at Hirst er faldet noget af på den. Et godt eksempel ser du her ovenfor, nemlig det rasende kostbare værk ‘For the Love og God’, som du kan finde mere info om ved at klikke her …
Grundidéen syntes at have været, at skabe et bizart dyrt værk, dels ved at udføre det i diamanter, dels ved at lade Hirst signere det. Men da køberne udeblev, forsvandt også den store trommehvirvel, man havde regnet med, og til sidst måtte Hirst selv til lommerne for at det hele ikke skulle kollapse totalt.
Den slags er dog slet ikke så nyt, som man måske kan tro, for også en kunstner som Jeff Koons har arbejdet med en form for neo-popkunst, hvor prisen så at sige er en del af værket. Man kan se dette spil med markedet som kunstnerisk materiale som en gigantisk happening – eller som simpel spekulation. Under alle omstændigheder strider det imod den romantiske opfattelse af kunstneren som en martret ener, der skaber i smerte og ensomhed, fjernt fra verdens vederstyggeligheder (inklusiv cool cash).
Sebastian Neubauer: ’The Metaphysical Possibility of Joy in the Mind of Someone Unhappy’
En spøjs kommentar til Hirsts helt ikoniske haj kunne man i øvrigt se på Charlottenborgs Forårsudstilling i 2012, hvor Sebastian Neubauer viste værket: ’The Metaphysical Possibility of Joy in the Mind of Someone Unhappy’.
Anselm Reyle: ‘Curious Charles’
Damien Hirst er dog langtfra alene om at lade sig inspirere af tidligere (neo)popkunstnere, men hos tyske Anselm Reyle kommer denne affinitet til noget mere direkte udtryk når han genoptager Andy Warhols trick med at skabe malebogsbilleder. Arken har fået Reyle-værker for over 13 millioner kroner foræret, og da Reyle modtog Arken kunstpris sagde han, at han undersøger, hvor langt han kan gå, før hans værker ikke længere opfattes som kunst.
Derved er han sig sin leg med både kunsten og markedet langt mere bevidst end det kan siges om Hirst.
Både kritikken af Damien Hirst og Anselm Reyles popularitet peger på en tendens i tiden, hvor vi åbenbart og nærmest umærkeligt er på vej tilbage til den romantiske kunstner – der så samtidig optræder som rockstjerne. Kunstnere med kommerciel succes er unge mænd, der på overfladen gør grin med og oprør mod institutionen, markedet og kunstens hellighed, men som samtidig skaber værker, der passer perfekt ind i de stærkeste køberes samlinger, hvor de kan bibringe lidt ungdommeligt vovemod til de oftest noget ældre ejere.