Sonia Delaunay bragte kunsten helt ud i hverdagen længe før andre tænkte samme tanke. Nu gæster hun Louisiana med en stor soloudstilling
Sonia Delaunay, Louisiana, Humlebæk. Til 12. juni, 2022. Fire hjerter
Torsdag var den store aften på Bal Bullier i Paris. Entréen var det dobbelte af hvad den var på en lørdag og flokkedes folk for at danse foxtrot og drikke igennem. Blandt gæsterne fandt man i 1913 ægteparret Robert og Sonia Delaunay – iført tøj hun havde syet til dem.
De var stamkunder og med i inderkredsen, ikke bare på Bal Bullier, men også i det parisiske avantgardemiljø. Sonia Delaunay (1885-1979) var født i Odessa, opvokset i Sankt Petersborg og havde boet i Paris siden 1905.
Nu var hun gift med kunstnerkollegaen Robert og havde kunstnerisk bevæget sig væk fra den naturalistiske gengivelse og hen mod et fokus på farven, der som sin basis havde teorierne om farvers gensidige påvirkning af hinanden.
Denne frisættelse af farven fra det rent fortællende var et kvantespring, en revolution i kunsten. Det hele begyndte midt i det første årti af det 20. århundrede omkring Matisse og hans kreds, og bevægelsen fortsatte i sin egen retning hos Delaunay’erne – og videre op gennem tiden, hvor al abstrakt kunst er en form for forgrening af farvefrisættelsen.
Sonia Delaunays maleri ‘Bal Bullier’ fra 1913 viser netop denne frisættelse, selvom man stadig aner kroppe og ansigter i de prismatiske farvefelter. Men mere end en egentlig gengivelse af en glad aften, handler det her om at (gen)skabe en stemning, om at fortætte en oplevelse og lade koloritten klinge.
Snart satte Første Verdenskrig dog en stopper for dansen. Robert og Sonia Delaunay var på ferie i Spanien, da krigen brød ud, og de besluttede sig for at blive væk. Få år senere betød Oktoberrevolutionen i Rusland, at Sonias arv, som hun havde fået udbetalt i rater, forsvandt og hun så sig straks om efter nye måder at forsøge familien.
Og sådan kom Sonia Delaunay ind i mode- og designverdenen, som hun i den grad satte sit præg på. Tilbage i Paris i De Brølende 20’ere designede hun kjoler så hippe, at det halve kunne være nok. Den nye tids kvinde havde en helt anden krop end man havde set før. Eller: hun valgte at vise den på en radikalt anden måde.
For hvor man ellers oftest har haft fokus på en eller flere af de klassisk kvindelige attributter som barm, talje og hoftemål, er Delaunays kjoler ren camouflage. Derved tvinges fokus i andre retninger end den traditionelle, der dybest set fokuserer på fødedygtighed.
Men arbejdet med kunsthåndværk og design er ikke ufarligt for en kunstner. Og da slet ikke for en kvindelig af slagsen. Risikoen er, at kunsten reduceres til pynt og dermed bliver både ufarlig og føjelig. Hvilket i sidste ende truer kunstens position som fuldstændig fri – også fra nogen form for nyttebrug.
Andre lurende faldgruber er, paradoksalt, succes, for enhver gentagelse, et hvert gensyn, bliver trættende i længden, som når jeg genkender en fjern resonans af Delaunays design i stoffet på et tarveligt togsæde. Det er aldrig godt at ende som et billede på den gode smag, for det trækker altid tænderne ud.
Disse farer til trods formår Delaunay at tegne tekstiler, farvesætter sportsvogne og udføre malerier, der peger langt ud i fremtiden. Med sine designs vil hun have kunsten ud i hverdagen, et ønske der giver ekko hos popkunstnere, i Cobra og blandt både kunstnere og beslutningstagere den dag i dag.
Hun bliver den første levende kvinde, der har en retrospektiv udstilling på Louvre og i 2015 var en stor soloudstilling af hendes værker en vigtig brik i de britiske Tate Museers forsøg på at genoprette kønsbalancen i kunsten. Også herhjemme har vi set Delaunays værker her og der, blandt andet på netop Louisiana, der inkluderede hende blandt ‘Avantgardens Kvinder’ for 10 år siden.
Det er da også et livsbekræftende og farvestærkt møde, der venter gæsterne på Louisianas særudstilling af Sonia Delaunays kunst og design. I et klip fra fransk fjernsyn, der vises på udstillingen, siger en aldrende Delaunay, at hun altid ændrer alt omkring sig. Og det er jo netop, hvad vi mennesker gør: I de bedste tilfælde udsmykker vi vores verden og i det værste ødelægger vi den.
Men Sonia Delaunay gjorde mere end at udsmykke. For det er tydeligt at se, at det er Sonia Delaunay, der tegnede tiden, ikke omvendt.
x