Agnolo Bronzino: ‘Saint Sebastian’, cirka 1533. Museo Nacional Thyssen-Bornemisza, Madrid
– er det perfekte motiv! Ikke mindst i renæssancen, hvor kroppen kommer tilbage for fuld kraft i kunsten, mens skønhedsidealet ikke altid var det samme, som det vi har i dag
The Renaissance Nude, Royal Academy of Arts, Burlington House, Piccadilly, London. Til 2. juni, 2019. Fire hjerter
Den nøgne krop er et fantastisk omdrejningspunkt, når man vil se nærmere på renæssancens kunst, sådan som man lige nu gør det på Royal Academy of Arts i London. For renæssancen betyder en genfødsel af antikkens idealer, både for kroppen og for, hvordan mennesket bør gebærde sig.
I middelalderen var kroppen gemt væk under tøjet og selv i de sjældne tilfælde, hvor hele eller dele af den nøgne krop optræder i kunsten, er det en meget anden krop end antikkens. Middelalderens krop er et tegn på synd, på noget, der er forkert og derfor også grimt.
Leonardo da Vinci: ‘The Anatomy of the Shoulder and Neck’, cirka 1510-11. Royal Collection Trust/© Her Majesty Queen Elizabeth II 2019
Renæssancens krop er helt anderledes. Nu handler det om den perfekte krop, der stolt fremvises som bærer af det perfekte menneske. Hvilket vil sige en ener, et individ, der tør træde frem af mængden i al sin skønhed og egenart, sådan som man ser det hos renæssancens treenighed af stormestre: Leonardo da Vinci, Michelangelo og Rafael.
Og dem lokker Royal Acadamy of Arts da også med, men det er ærlig talt ikke de tre, der gør mest væsen af sig på udstillingen. At man ikke har kunnet opdrive mere end en enkelt side fra en af da Vincis notesbøger er forståeligt, for man kender kun til omkring 15 malerier fra hans hånd. Men at også Michelangelo og Rafael udelukkende bidrager med en lille skitser hver, er direkte skuffende.
Heldigvis har renæssancen mange andre fabelagtige kunstnere at byde på, blandt dem venezianeren Tizian, der omkring år 1520 udførte sin version af den skumfødte Venus. Knap et halvt århundrede forinden havde Botticelli malet samme motiv, hvilket i dag er et af verdens mest berømte malerier. Men hvor Botticellis Venus er æterisk, viser Tizian os en langt mere menneskelig gudinde.
Tizian: ‘Venus Rising from the Sea (‘Venus Anadyomene’)’, cirka 1520. National Galleries of Scotland.
Det eneste direkte guddommelige, eller i det mindste mindre naturtro, ved hende er således håret, der ikke bare er utrolig langt, men også tilsyneladende temmelig tørt, selvom hun snor det, sådan som vi langhårede gør, når vi vrider vand af hårpragten. Ellers er Tizians Venus en virkelig kvinde med en tyngde i kroppen, der på én gang gør hende livagtig og helt ude af stand til at sejle af sted på muslingeskallen.
Tizian forener således mytologi og realisme, samtidig med at maleriet er et glimrende eksempel på, hvordan skønhedsidealet ændrer sig gennem tiden. For Venus er den smukkeste af alle gudinder, men hun fremstår her langt mere kurvet, end vores tids skønhedsidealer typisk tillader.
Det skyldes, at man i renæssancen så meget anderledes på kropslig skønhed, navnlig når det kommer til kvindekroppen. Hvilket jeg så inderligt ville ønske, vi lærte lidt af i dag, hvor alt for mange, navnlig kvinder, kæmper en evig kamp for at kunne presse sig ind i den slanke kropsskabelon.
Renæssancens ideelle mandekrop minder mere om den, mænd i dag forsøger at opnå, men også denne krop var et voldsomt brud med middelalderens idealer. For middelaldermanden måtte ikke have muskler, idet den slags dannes af hårdt fysisk arbejde, hvilket stod i direkte modsætning til hvad en (rig)mand burde udføre.
Albrecht Dürer: ‘Adam and Eve’, 1504. Los Angeles County Museum of Art, Art Museum Council Fund. Image: www.lacma.org
Men de gamle grækere satte stor pris på den muskuløse mandekrop, som derfor kom tilbage i kunsten med renæssancen. Det ser man i tyske Albrecht Dürers stik af Adam og Eva fra 1504, hvor Adams krop er som et landkort over muskelgrupper. Og selvom Agnolo Bronzinos ‘Sankt Sebastian’ måske ikke er ligeså voldsomt muskuløs, så er den nøgne hud malet med al den sensualitet, man kan ønske sig (se billedet øverst på siden).
Netop Sankt Sebastian blev et populært motiv i renæssancen, ligesom det er det den dag i dag. Det skyldes uden tvivl, at der her er mulighed for at fremvise den nøgne mandekrop, samtidig med at man holder sig til historien om Sebastian, der konverterer til kristendommen, dømmes til døden og forsøges henrettet af bueskytter.
Bronzino var hofmaler for de magtfulde de Medici’er i Firenze, hvor renæssancen havde sit epicenter. I hans version af ‘Sankt Sebastian’ fra 1530’erne ser pilen ikke ud til at bekymre den unge mand, der i stedet sidder og kæler lidt for den, han har i hånden, til trods for at han faktisk er gennemboret af en anden pil. Dermed lægger maleriet sig smukt ind i den tradition, der opstod for at lade fremstillinger af Sankt Sebastian fremstå med (homo)erotiske undertoner.
Manden som seksuelt væsen er da også et temmelig udbredt motiv på udstillingen, hvor navnlig Dürers ‘Badehuset’ fra 1490’erne fik mig til at spærre øjnene op. For når man ser ordentligt efter, er der godt med buler i de minimale trusser, mens en enkelt mand er placeret så smart, at en potent vandhane skyder sig frem foran hans skridt, som en slet skjult henvisning til hans mandlige kønsdele.
Albrecht Dürer: ‘Badehuset’, 1490’erne. Eget foto fra Royal Academy of Arts
Heller ikke Limbourg Brødrene holder sig tilbage. I første årti af 1400-tallet skabte de således en smukt illustreret bønnebog, ‘Les belles heures du Duc de Berry’, til hertugen af Berry og den side, man kan se på udstillingen, viser en flok flagellanter i lavthængende lændeklæder og sorte, rundpulede hatte. At flagellanterne lader sig piske, i stedet for selv at gøre det, sådan som de plejer, er dog ikke det mest mærkværdige. Det er ham, der svinger pisken, for han griber sig samtidig i skridtet, så man må mindes Michael Jackson – både på scenen og tilsyneladende også privat.
Blad af Limbourg Brødrernes ‘Les belles heures du Duc de Berry’, fra første årti af 1400-tallet. Eget foto fra Royal Academy of Arts
Der er således ikke så lidt at gå på opdagelse i på udstillingen, også selvom her er lidt for mange værker af mindre kendte kunstnere som Dirk Bouts, Jan Gossaert og Luca Signorelli, og dermed også for få af de kendte kunstneres mesterværker. Måske skyldes manglen, at udstillingen i London er en nedbarberet version den, der indtil januar i år blev vist på J. Paul Getty Museet i Los Angeles.
Dette til trods kan man ikke komme udenom, at nøgne kroppe er et fantastisk motiv og det perfekte udgangspunkt for undersøgelser af, hvem vi er. For vi er alle udstyret med kroppe og kan derfor genkende os selv i gengivelser af andre. Samtidig med at vi således kan spejle os i andre kroppe, bliver vi, forhåbentlig, gjort opmærksomme på, at den ideelle krop ikke er en naturgiven standart, men i stedet en kulturel konstruktion. Og den slags står jo til at ændre.