Installationshot fra Asger Harbou Gjerdeviks udstilling ‘Driving Home for Christmas’ i Kunstforeningen Gl. Strand. Foto: Anders Sune Berg
Den unge kunstner Asger Harbou Gjerdevik maler med store armbevægelser og en utrolig sikker hånd, hvilket betyder, at alting samler sig i harmoniske kompositioner
Asger Harbou Gjerdevik: Driving Home for Christmas, Kunstforeningen Gl. Strand, Gl. Strand 48, København K. Til 19. juni, 2019. Fem hjerter
Salen allerøverst i Kunstforeningen Gl. Strand må være lidt af en udfordring at udstille i, for rummet er ligeså langt som det er smalt. Men i de rette hænder og med de rigtige værker, kan udfordringen ikke bare overkommes, resultatet kan også blive fremragende.
Og både hænderne og værkerne har den unge kunstner Asger Harbou Gjerdevik (f. 1986), som fermt benytter sig af den smalle sal til at skabe en fremdrift, der passer perfekt til udstillingens titel: ‘Driving Home for Christmas’.
Hvis læseren instinktivt begynder at nynne med, når titlen læses, er det ikke så sært, for ‘Driving Home for Christmas’ er også titlen på Chris Reas megahit fra 1988. Og så var det også præcis hvad Harbou Gjerdevik gjorde sidste år, da han kørte sin gamle Volvo stationcar fra hjemmet i London til København.
Det blev bilens sidste rejse, for da Harbou Gjerdevik kastede sig over arbejdet med at skabe værker til udstillingen, blev Volvoen en del af de materialer, han benyttede sig af. Ikke længere i fuld figur, men som løsdele, mere eller mindre genkendelige for den, der, som jeg, ikke har den helt store forstand på biler.
Men forsædet, kølerhjelmen og det lille skilt, der har hængt på bakspejlet og mindet chaufføren om at “Keep Calm and Carry On” er lette at identificere, også selvom de nu er indsat i en helt anden, skulpturel sammenhæng.
Bildelene ophøjes således og får en form for nyt liv, men de skulpturelle værker står dog ikke så stærkt som de store malerier, for Harbou Gjerdevik maler med utrolig sikker hånd – også selvom det kan se vildt og voldsomt ekspressivt ud.
Træder man et skridt tilbage, ser man nemlig, at der falder en overraskende ro over billedfladen og de mange deleelementerne samler sig i overordnede kompositioner. I ‘Revolving Door’ balancerer stregtegningen af en siddende kvinde således på en baggrund af store penselstrøg, hvor figurer og farvefelter synes at vokse frem og forsvinde igen.
Asger Harbou Gjerdevik: ‘Revolving Door’, 2019. Foto: Anders Sune Berg
Der er noget meget fortællende over Harbou Gjerdeviks malerier, men ikke i den forstand, at man kan aflæse en præcis historie. Men malerierne bobler af fortællelyst, af handlinger og optrin, som man selv må digte videre på, hvis man vil. For man kan også ganske enkelt overgive sig til glæden ved maleriet, både den, kunstneren så tydelig har følt under frembringelsen og den, man selv oplever foran dem.
Al denne glæde står i smuk kontrast til værkernes udspring: køreturen tilbage fra London, hvor Harbou Gjerdevik stadig bor, efter at være blevet uddannet fra både Central Saint Martins og Royal College of Art. For bilen, han kørte i, har han arvet. Og selvom Harbou Gjerdevik ikke selv nævner det i hverken det videointerview eller de tekster, der ledsager udstillingen, er det ingen hemmelighed, at Volvoen har tilhørt hans far, den alt for tidligt afdøde kunstner Nils Erik Gjerdevik.
Asger Harbou Gjerdevik: ‘Spot’, 2019. Foto: Anders Sune Berg
At miste er et meget privat anliggende, men det er samtidig et af livets grundvilkår og derfor en genkendelig følelse for de fleste. Af samme grund er det et tilbagevendende motiv i kunsten, og Harbou Gjerdevik trækker da også netop på denne tradition i maleriet ‘Spot’, hvor en kvindefigur sidder med enten et helt afsjælet legeme eller et kranie i skødet.
Det billede kendes i den grad fra kunsthistorien, hvor der findes et utal af både pieta’er, der viser Jomfru Maria med den døde Kristus, og andre kvinder, som kontemplerer livet og døden i selskab med en hovedskal. I ‘Spot’ understreges tematikken af ordene ‘The End’, der står med snørklede bogstaver ned gennem billedfladen, igen i stærk kontrast til en række tilsyneladende brutale og skrå penselstrøg.
Selv siger Asger Harbou Gjerdevik i det glimrende videointerview, at værkerne samlet set handler om gentagelse og forandring, og at de gerne skal opleves både individuelt og som en helhed. Det ønske har han fået opfyldt i Gl. Strand, hvor man suges ind i udstillingen som var man en bil i bevægelse.