Der går en ånd gennem stuen

 

Jeannette Ehlers har på sin første store soloudstilling skabt en sammenhængende og grusom fortælling om undertrykkelse og slaveri, både i fortiden og lige nu

Jeannette Ehlers: Say It Loud! Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København K. Forlænget til 1. august, 2014. fem hjerter

 

En ung kvinde danser omkring i de fineste sale, hvor stukken gror frem på hver eneste kant og møblerne er både forgyldte og velpolstrede. Men kvindens krop forsvinder, genopstår som en let forskydning af det sete, træder fuldt synlig frem i glimt, for så at blive gennemsigtig igen.

Videoværkets titel er ’Black Magic at the White House’ (2009) og den, der danser, er kunstneren Jeannette Ehlers (født 1973) i rollen som besværgeren, rummets erobrer og som spøgelse, der optræder på tværs af tiden. For man fornemmer, at noget magisk sker, at besværgelser fremsiges og århundreder fordamper.

Men der er også meget, der mødes. Den (tilsyneladende) gamle dans er gengivet med ny teknologi, mens voodooens mønstre minder bemærkelsesværdigt meget om den europæiske stuk. Mest markant er det dog, at Ehlers indtager rummet med sin dobbelte etnicitet som halvt dansker og halvt efterkommer af vestindiske slaver.

I efteråret viste Kunstforeningen Gl. Strand en udstilling med den britiske kunstner Yinka Shonibare, der ligeledes lod en sort kvinde danse (og synge) sig igennem et fint palads. Men Ehlers’ version er meget bedre, mere poetisk og betydningsfuld, dels fordi hun arbejder helt anderledes kreativt med videomediet, dels fordi hun, som sagt, hører til på begge sider af etniciteten – og dermed arvesynden.

Der er nemlig ingen levende dansker, der direkte har haft en hånd med i historien om De Vestindiske øer, Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, der blev annekteret eller købt mellem 1672 og 1733, for til sidst at blive solgt videre til amerikanerne i 1917. Det afholder dog sjældent folk fra at klandre hinanden for fortidens grusomheder, for hvem skal man ellers se sig sur på?

Og der er masser at være vred over i De Vestindiske Øers historie, der består af slavetransport fra Afrika tværs over Atlanten og derefter hårdt arbejde i sukkerplantager for dem, der overlevede turen. Danskerne strøg til gengæld gevinsten, idet man byttede sig til slaver for våben og brændevin, samtidig med at sukker og rom blev eksporteret til Danmark.

I Nikolaj Kunsthal lader Ehlers Atlanterhavet slå mod stranden i en gigantisk videoprojektion, hvor den rytmiske lydside får lov til at fylde hele rummet. Det er en fin henvisning til Afrikas vestkyst, der optræder i flere af udstillingens værker, og dermed også til slaveskibenes udgangspunkt.

Mere direkte går hun til sagen i videoen ’Whip it Good’ (2013), der dokumenterer en performance, som Ehlers, meget passende, udførte i Vestindisk Pakhus. Det er i dag fyldt med skulpturer fra Den Kongelige Afstøbningssamling, men grunden blev lagt af den transatlantiske (slave)handel og hun svinger da også den nihalede pisk i en genskabt afstraffelsesseance.

Den slags havde slaverne fået nok af i 1848, hvor otte tusind af dem troppede op foran guvernør Peter von Scholtens Fort Frederik. Som bekendt satte han dem derefter fri, men faktisk var det så som så med friheden, idet de frisatte slaver nu måtte søge arbejde hos deres tidligere ejere, og kun kunne søge et nyt sted hen en eneste dag om året.

Danmarks fortid som kolonimagt er kun langsomt ved at blive bragt frem i lyset af kunstnere som Jeannette Ehlers og Nanna Debois Buhl, der i en årrække har haft fokus på de Caribiske øer. Og der er nok at tage fat på, også helt op i vores egen tid, hvor beboerne på det, der nu hedder US Virgin Islands, ganske vist er amerikanske statsborgere, men ikke har stemmeret ved præsidentvalget.

Et andet brændvarmt og sørgeligt aktuelt tema tager Ehlers op i det stramme og smukke videoværk ’The Invisible Empire’ (2010), hvor det handler om moderne slaveri og menneskehandel, der i dag kaldes ’traficking’. Historierne er hentet i ’Christian’s Safe House’ her i Danmark, hvor handlede kvinder kan søge tilflugt og hjælp.

Det kunne være blevet en farverig fortælling, men Ehlers har valgt at arbejde med en række overraskende modsætninger. I stedet for farver er alt i videoen sort og hvidt, ligesom det eneste vi ser er en syngende mand, mens en mandsstemme roligt fortæller en kvindes brutale historie over tyve minutter, der ikke et eneste øjeblik føles for længe.

Ehlers indskriver sig således i en temmelig ny tendens, hvor samtidskunstnere ser kritisk på sociale forhold, uden af den grund at gå på kompromis rent kunstnerisk. John Kørner har ligeledes fokuseret på handlede kvinder, Lilibeth Cuenca Rasmussen undersøger til stadighed kønsroller og etnicitet, mens nu afdøde Pia Arke brugte sin halvt grønlandske oprindelse som kunstnerisk brandstof.

Netop det dobbelte i at nedstamme fra både koloniherrerne og de kolonialiserede kan, bør og bliver brugt til at skabe kunst, der på frugtbar facon undersøger de faktiske forhold, både i fortiden og lige nu. Vi må ikke lade nedarvet skyld, skam og stereotyper skygge for hverken værkerne eller det faktum, at der stadig er mange problemstillinger, der skal tages fat på.