Pablo Bronstein: stillbillede fra videoværket ‘Origin of Sprezzatura’
På Charlottenborg kan man lade sit vand, men gæsterne har hidtil ladet være. Hvilket viser sig slet ikke at gøre noget, for i stedet for tis, handler det hele – måske – om sprezzatura
Pablo Bronstein. Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København K. Til 14. august, 2011. fire hjerter
En genstand kan være så stor, at man slet ikke får øje på den. Lige præcis sådan forholder det sig med Pablo Bronsteins tempellignende bygning, der er skudt op gennem gulvet på Charlottenborg og nu fylder næsten hele salen. Men kun næsten, for øverst oppe falder lyset gennem ovenlysvinduet og ned på den gamle bygnings stuk, der får fint formmæssigt svar i kanten på det nybyggede pissoir.
For det er jo det, det er: pissoiret. Så før man lægger hovedet helt tilbage for at tage de arkitektoniske detaljer i nærmere øjesyn, er det en god idé lige at tjekke, om man får tis på skoene. Ikke at det er overvældende sandsynligt, men bare for en sikkerheds skyld. Alt er nemlig gjort klart til modtagelsen af mange liter urin: gulvet er helt dækket af et preseningagtigt materiale og i pissoirets endevæg er der skåret seks buer, sådan som de kendes fra broer, hvor urinen kan strømme ud.
Det sker bare ikke, for ingen har endnu ladet vandet i værket. Hvilket jeg i første omgang ikke helt kan blive enig med mig selv om er godt eller skidt. Senere skal det vise sig, at det faktisk er noget helt tredje, nemlig ligegyldigt. Samtlige besøgende kvinder er på forhånd undskyldt for manglende deltagelse, for selvom Bronsteins assistent, Marco Evaristti, har udtalt, at også vi kan benytte pissoiret, så ligger det ærlig talt udenfor de fleste kvinders fysiske formåen.
I den tilstødende sal kan man i stedet se en række tegninger, hvor Bronstein parodiere den højstemte arkitekttegning, hvad enten motivet er en svulstig gengivelse af senromerske militærlatriner eller et nærmest neofascistisk ’Monumental Pissoir’. Bronstein har et godt øje til neoklassicismens strenge linjer og forkærlighed for at få mennesket til at føle sig meget lille foran bygningsværket.
Derfor føles det i første omgang noget forkert, at udstillingen fortsætter med videoværket ’Origin of Sprezzatura’, der på morsom vis illustrere den elaborerede gestik fra et renæssancehof. Men hvad nu hvis det, der ved første øjekast synes at være ude af kontekst, i stedet er nøglen til hele historien?
Ordet ”sprezzatura” optræder første gang i 1500-tallets Italien, hvor Baldassare Castiglione udgav bogen ’Il Cortegiano’ – en håndbog for renæssancens hofmand. Her kan man læse, hvor vigtigt det er, at få alt hvad man gør til at se ganske ubesværet ud. Man må med andre ord ikke lade sig mærke med noget, ikke afsløre sine intentioner og man må endelig ikke opgive de gode former, ligegyldig hvad der sker omkring en.
Hvis lidt af sprezzatura’en er smittet af på Bronstein, kan al den neoklassicistiske og halvfascistiske gøgl gå hen og være netop det: en overflade, en forklædning, det skalkeskjul den dybere mening gemmer sig under. For selvom sprezzatura er en århundreder gammel hofform, så lever vi også i dag med en del sociale konventioner. Og nogle af dem minder faktisk ikke så lidt om Castigliones gode råd.
Derfor ville vi sikkert holde masken langt hen ad vejen, selv hvis vi trådte ind i en museumssal og så en mand lade sit vand, men faktum er jo, at det slet ikke er muligt på udstillingen, for en eventuel urinering foregår her én af gangen og bag låst og lukket dør. Selvfølgelig vil den tissetrængende blive konfronteret med spørgsmål som: Kan man virkelig urinere midt i Charlottenborg? Vil man nænne det? Og hvordan ville det føles, når dem udenfor kan se tisset flyde ud gennem hullerne i væggen?
Men selvom det er helt legitime spørgsmål og alle, fra kunstneren over hans assistent til direktøren for Charlottenborg, briten Mark Slaten, har talt om tisset, så er det måske slet ikke det, det handler om. Tisset er kun til stede som en mulighed, som det brændstof, der får ført vores tanker i nye retninger og hen til de grænser, vi hver i sær har. Ganske vist ikke en af de vigtigste grænser, men alligevel.
Den eventuelle urinering er et potentiale, der slet ikke behøver blive indfriet for at opfylde sin mission. I mine øjne gør det udstillingen på én gang grænsefremhævende, temmelig morsom, en smule letbenet – og meget sprezzatura-agtigt!
Pablo Bronstein, fra udstillingen ‘Sketches for Regency Living’, ICA, London