Det kameraløse fotografi

Marianne Engberg: 'Floating Water', 2009. Courtesy Banja Ranthnov Galleri & Kunsthandel

Marianne Engberg: ‘Floating Water’, 2009. Courtesy Banja Ranthnov Galleri & Kunsthandel

Det lyder umiddelbart som noget værre vrøvl, for hvordan skulle man kunne tage et fotografi, uden at bruge et kamera? Ja, man kan for eksempel gøre som Marianne Engberg, der udfører en del af sine værker ved at smøre fremkaldervæske direkte på fotopapiret og så se, hvad der sker.

Og det, der sker, sker langsomt. Faktisk kan det tage flere uger, før Engberg synes, at den kemiske proces er fuldbragt på rette vis. Undervejs kan hun tegne videre, hvis hun vil, og når værket er, som det skal være, sender Engberg det gennem den resterende del af det traditionelle mørkekammerarbejde med stopbad, fiksering og skylning i rent vand.

Det er old school fotografering med et seriøst twist, men det er langtfra kun Engberg, der leger med de fotografiske teknikker og historien, der tager sin begyndelse for to århundreder siden. Før det kendte man dog godt til det såkaldte camera obscura, hvor motivet sendes gennem en linse og et vinklet spejl, så man kan optegne det på papir.

Egentlig fotografi, der helt bogstaveligt betyder lys-tegning, bliver der først tale om, da man i 1800-tallet finder ud af at fastholde motivet helt automatisk. Sideløbende udvikler man det gamle camera obscura og i 1880’erne kommer det første kamera til rullefilm og amatørbrug, nemlig Kodak Box.

Men faktisk skal man ikke bruge andet end en lystæt kasse med et enkelt lille hul i, og så selvfølgelig noget lysfølsomt fotopapir, hvis man vil tage et billede. Et pinhole camera kan dog også antage helt andre dimensioner. Det kan for eksempel være en hel strandhytte, som den Nanna Lysholt Hansen opførte til det aarhusianske skulpturprojekt Sculpture by the Sea i 2013. Gennem et lille hul i hver af de fire vægge optog hun en række strandbilleder, som man på udstillingen kan se 28 af, alle med reference til Mary Willumsen (1884-1961), der omkring forrige århundredeskifte fotograferede badende kvinder.

Et af Nanna Lysholt Hansens fotografier, der kan ses på udstillingen

Et af Nanna Lysholt Hansens fotografier, der kan ses på udstillingen

Den slags så man ikke med milde øjne på, for fruentimmerne var langtfra klædt anstændigt nok til at optræde på de postkort, Willumsen fik trykt. Både Willumsens fotografier og hendes kvaler med datidens pornografilovgivning har Lysholt Hansen kredset om i en årrække, hvilket blandt andet har udmøntet sig i en performance med titlen ’Dear Mary (heaters)’, der kunne opleves i Ringsted Galleriet før jul – og anbefalet her på siden.

Mads Gamdrup

Mads Gamdrup

Der findes dog også en lang række fotografiske eksperimenter, hvor kunstneren gør brug af den nyeste teknologi, ikke mindst den digitale. Det ser man hos en anden af udstillerne, Mads Gamdrup, der, meget kort fortalt, i årevis har arbejdet med de farvemæssige rester, han stod tilbage med, efter at have overført sine analoge fotografier til digitale ditto.

Fotografiet er således særdeles mangfoldigt, både hvad angår teknik, kameraform og udtryk. Og det er godt at blive mindet om i dag, hvor de fleste af os kun knipser løs med vores smartphones!

 

Marianne Engberg, Mads Gamdrup, Nanna Lysholt Hansen, Nicolai Howalt, Rikke Ehlers Nilsson, Myne Søe-Petersen og Eli Ponsaing: Det kameraløse fotografi – en gruppeudstilling om fotografiske eksperimenter. Fotografisk Center, Bygning 55, Staldgade 16, København V. 28. marts til 25. maj, 2015

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.