En Anden Surrealisme, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 2, København Ø. Til 22. oktober. 2022.
tre hjerter
Der har været skrevet en del om udstillingen ‘En Anden Surrealisme’ allerede før den åbnede, både her i avisen og i andre danske medier. Anstødsstenen har været, at udstillingens kurator, Anna Weile Kjær, er søster til en af udstillerne, nemlig Esben Weile Kjær.
At hun alligevel har valgt at tage ham med på udstillingen, er blevet forklaret med, at Esben Weile Kjær er så central en kunstner, at det ville være en mangel, hvis han ikke var med.
Nu er udstillingen så endelig åben, og den korte version af svaret på, om Weile Kjærs værk er essentielt for ‘En Anden Surrealisme’, er: Nej. Men det viser sig også, at dette ikke er det eneste problem, udstillingen løber hovedkulds ind i.
Præmissen for udstillingen er således at “genbesøge verdens første international surrealistiske udstilling, der fandt sted i Den Frie Udstillingsbygning i 1935”. Men der skal noget af en retorisk finte til, før den påstand holder vand.
Allerede i 1925 åbner nemlig i Paris ‘La Peinture Surrealiste’ med værker af blandt andre amerikanske Man Ray, spanske Pablo Picasso og tyskeren Max Ernst. Og i de ti år der følger, før vi når frem til udstillingen på Den Frie, vises surrealistiske værker flittigt.
Det er dog sandt, at det er første gang ordet “international” bruges om en surrealismeudstilling, ligesom det er første gang danske og svenske kunstnere udstiller sammen med kernen fra Paris. Men ærlig talt vil de fleste opfatte udsagnet om “verdens første international surrealistiske udstilling” en del mere bogstaveligt og dermed få en forkert opfattelse af (for)historien.
‘En Anden Surrealismes’ andet problem er mindre bogstaveligt, men ikke mindre forstyrrende: For hvad gør et værk surrealistisk i dag? Eller måske mere præcis: Hvorfor er netop disse samtidskunstnere udvalgt som repræsentanter for en anden (ny) surrealisme?
For eksempel har jeg, med stor fornøjelse, fulgt kunstneren Sako Kojima i halvandet årti, men jeg har aldrig før tænkt på hendes værker som surrealistiske. I stedet arbejder hun i spændingsfeltet mellem japansk og europæisk tradition, hvorfor det er ekstra mærkeligt, at det på Den Frie ikke oplyses, at hun er japaner.
Sako Kojimas bidrag til udstillingen er blandt de mest seværdige, som det på én gang nuttede og selvtilstrækkelige lam, der i skulpturen ‘I Can Be Alone 3’ slår cirkel om sig selv – så det kan slikke sin egen kønsåbning. Det kan man kalde surrealistisk, men så er der godt nok meget samtidskunst, der kan få samme etiket!
Rendyrket surrealisme finder man, ikke helt overraskende, hos Wilhelm Freddie (1909-1995), som dog ikke deltager med sin vildt berømte og vanvittig skønne ‘Sexparalyseappeal’ fra 1936, som året efter indkasserede ham en dom for pornografi!
I stedet har scenograferne Rosa Birkedal og Tobias Eff Johannessen genskabt Freddies ret forrygende butiksvindue, oprindelig udført til Magasin du Nord i 1947. Det fungerer flot, både selve rekonstruktionen og den sal med værker i store udstillingsvinduer, som man har bygget midt i Den Frie.
Samtidig punkterer Freddies samarbejde med stormagasinet, og, ikke mindst Dalís endnu tættere samarbejde med alt kommercielt, dog den grundtanke på udstillingen, at surrealisme er antikapitalistisk.
Man kan mene, at det er fint udstillingen selv fremviser dette skisma, men jeg synes nu det skulle have haft et par ord med på vejen, for som det er nu er det forvirrende, at der én meter fra planchen, hvor surrealismen beskrives som en kamp mod kapitalismen, udstilles surrealistiske luksusvare!
Og så er der spørgsmålet om Esben Weile Kjærs bidrag til ‘En Anden Surrealisme’.
Titlen, ‘Pudlens Kerne’, har han hentet fra det Harry Carlsson-maleri fra 1936, der hænger foran skulpturen, hvis form, farve og udtryk Weile Kjær har lånt fra Jeff Koons. Der er således tale om en hotpink og spejlblank kæmpe kongepuddel, der dog, i modsætning til neopopkunstneren Coons’ ballonhunde, er udstyret med tænder.
Lånet af titel viser, at Weile Kjærs værk er skabt specielt til denne udstilling, nærmere bestemt til denne specifikke plads på udstillingen, hvor henvisningen til Carlsson bliver tydelig. Mens lånet af udtryk understreger, at det ikke er surrealisme, men pop, der presser sig på.
Men bidrager Weile Kjærs værk med noget absolut nødvendigt til ‘En Anden Surrealisme’? Det mener jeg ikke. Der er således i mine øjne ingen presserende grund til, at hans søster bad netop ham skabe et værk til udstillingen. Og derved skabte en situation, der til forveksling kunne ligne nepotisme.
Mange andre danske og udenlandske samtidskunstnere havde givet mindst lige så meget mening, måske endda mere, end de valgte, og her er Esben Weile Kjær igen undtagelse. Det er derfor en helt unødvendig og fuldstændig selvskabt hvepserede hans deltagelse har skabt.
