Døden i dagligdagen

Michael Elmgreen & Ingar Dragset viser deres hidtil største udstilling i Danmark. Den består af tre enorme dele, der igen er sammensat af flere værker og det er, når de gør mest ondt, at de er allerbedst

Michael Elmgreen & Ingar Dragset: Biography. Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København K. Til 4. januar, 2015. fem hjerter

 

Der er to følelser, som støder frontalt sammen et sted bag mine øjne. Og ingen af dem er særlig behagelige. På den ene side er der rent og skært chok over at se et dødt menneske, på den anden en fornemmelse af, at være trængt ind på forbudt område.

Begge følelser bunder selvfølgelig i en illusion, for danske Michael Elmgreen (f. 1961) og norske Ingar Dragset (f. 1969) har ikke lagt et rigtigt lig i det kølerum, der er en del af den ene af tre enorme installationer, som udgør duoens nyåbnede udstilling på Statens Museum for Kunst.

Selvfølgelig ikke. Men det ser sådan ud. Og derfor trænger endnu en tanke sig på, for står man måske overfor en forudanelse? Et umuligt glimt af ens eget endeligt?

Vejen til denne del af installationen har ellers været hårrejsende velkendt, for den udgøres af en hvid gang, sådan som den kendes fra offentlige kontorer. Selv den lidt sure og kemiske lugt har Elmgreen & Dragset fået med, og selvom de fleste døre i installationen har muteret sig til bogstavelige, men også ubrugelige, dobbeltdøre, forekommer alting bizart realistisk.

Og dog. For bag en gitterdør er en køjeseng redt op både helt almindeligt og på undersiden af den øverste madras, så de to hovedpuder spejler hinanden, som skulle de til at kysse. ’Boy Scout’ hedder værket, der minder om amerikanske Edward Kienholzs installation ’The State Hospital’ fra 1966, hvor det er to kroppe med guldfisk i hovederne, der gentages i køjerne.

En negativ spejling kan man nærmest kalde den anden af de tre installationer, for hvor alt er klinisk hvidt i den første, træder man nu ind i sort mørke. Duften er her markant mere farlig og så er det hundekoldt! Tableauet er som en ond drøm, der udspiller sig i et USA, hvor en campingvogn bliver ramt af et Las Vegas-skilte og man ikke helt ved om en køletaske indeholder en picnic eller et menneskeligt organ.

Bag et højt hegn vogter en rottweiler – af procelæn. Så hvem er det, der skal beskyttes? For skubber man til hunden, går den i tusind stykker mod flisegulvet. En druknet driver rundt i en pool og sender en hilsen til Elmgreen & Dragsets bidrag til Venedig Biennalen i 2009, hvor de omskabte den danske og den nordiske pavillon til en historie om en kunstsamler, ’The Collector’.

Det er nemlig sådan, duoen arbejder: De genbruger gerne værker og skaber scener, hvor man selv kan fortælle videre på historierne. De slår en fortættet stemning an, som man helt frit kan bevæge sig rundt indeni og dermed blive en aktiv del af.

Det får man desværre knap så meget mulighed for i det sidste, store værk på udstillingen, den flere etager høje bygning ’The One & The Many’ (2010). For man kan kun kigge ind gennem (nogle af) vinduerne – og så skal man have et falkeblik for at kunne følge med på den aktive datingside, som en af beboerne har kørerende på sin skærm.

Til gengæld indgår Elmgreen & Dragsets installation ’Please, keep quiet!’ (2003) i museets faste samling, og her er tale om et af duoens mest markante værker. Scenen er en hospitalsstue og igen handler det om døden. Også ens egen. Og skulle man glemme det, hænger der et spejl på væggen, så man kan se alt det, der skal forgå.

Temaet kendes fra 1600-tallets Vanitas eller Memento Mori malerier, der på samme måde, omend med andre virkemidler, minder om livets uundgåelige afslutning. I Elmgreen & Dragsets version bliver den uafvendelige død endda så dagligdags, som den jo (også) er. Hvilket kun gør det hele så meget mere ufatteligt, for hvis verden i det mindste styrtede i grus, sådan som man godt kunne forvente det, var der i det mindste en vis overensstemmelse i det hele.

Men det gør verden ikke. Livet går videre, døden til trods.