Claude Cahun: selvportræt fra 1928
De var helt fremme i forreste række, når det galdt om at genopfinde kunsten og aftegne nye måder at leve på, både som kunstnere og kvinder. Alligevel har de i årtier været så godt som skrevet ud af den officielle kunsthistorie, som det nu er på høje tid at få omskrevet
Claude Cahun, Sonia Delaunay, Germaine Dulac, Florence Henri, Hannah Höch, Katarzyna Kobro, Dora Maar og Sophie Taeuber-Arp: Avantgardens Kvinder 1920-1940. Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk. 14. februar til 28. maj, 2012. fem hjerter
Ikke så få blev voldsomt forargede, da popsilden Britney Spears for fem år siden lod sig kronrage. Men forsøg så at forestille dig, hvor chokerende den samme handling må have været tilbage i 1928! Den gang var det avantgardekunstneren Claude Cahun, der promenerede pilskaldet omkring, som en legemeliggjort trods mod alt hvad der hæmmede hende.
Eller, som hun selv skrev:”Jeg får hovedet raget skaldet, tænderne trukket ud, brysterne skåret af – alt hvad der forstyrrer mit blik eller forsinker det – min mave, mine æggestokke, den bevidste og indkapslede hjerne. Når jeg kun har et kort tilbage på hånden, kun mit hjerteslag at mærke til fuldkommenhed, så har jeg helt sikkert sejret”.
Sophie Taeuber-Arp: ‘Konig Hirsch: Freudanalytikus’, 1918
Så radikalt kunne man altså tænke et halvt århundrede før punken kom til verden. Og selvom man selvsagt ikke bliver en stor kunstner, bare fordi man ikke har hår på hovedet, så viste Cahun et usædvanligt mod, en egenartethed og kampgejst, som man genfinder hos hendes aktuelle medudstillere på Louisiana. De er nemlig alle dronninger af dramaet, surrealistisk stilbevidste og meget, meget moderne i deres selviscenesættelse og på én gang skælmske og stærkt kritiske tilgang til både livet og kunsten.
Det dramatiske understreges i den grad på udstillingen, hvis sale til lejligheden er malet mat sorte. Fra fremskudte endevægge kigger kvindeportrætter ned på den besøgende, der snart opdager, at hver af disse vægge præsenterer en af de otte udvalgte kunstnere. Der lægges ud med et par af de bedst kendte: Sophie Taeuber-Arp og Sonia Delaunay. Til gengæld er de tilhørende værker udført i materialer, vi stadig har alt for svært ved at forbinde med kunst, så som tekstiler, tøj og endda en hel tesalon i avantgardens tern.
Katarzyna Kobro: ‘Raum-komposition’, 1928
Avantgardens kvinder gjorde nemlig fuld brug af muligheden for at udforske andet end oliemaleri på lærred, og arbejdede således ligeså naturligt med perler som fotografi og metal. Sidstnævnte materiale er Katarzyna Kobro kunstner for at forme til de mest kølige skulpturer, der ændrer karakter, alt efter hvilken vinkel, man betragter dem fra. I en af de mange dramatiske præsentationer på Louisiana, har man sidestillet et væghængt værk af Taeuber-Arp med Kobros ’Hængende konstruktion’ fra 1921-22, så skyggerne slår gnister, mens samme Taeuber-Arps monokromt hvide, abstrakte relief ’Coquilles et fleurs’ (skaller og blomster) fra 1938 giver en sjælden mindelse om tidens art deco.
Foran Florence Henris sort/hvide fotografier af linjeforløb og spejlinger, og da ikke mindst billedet ’Fenêtre’ (vindue) fra 1935, er det andre associationer, der trænger sig på hos mig. For her er noget, der minder mig om danske Franciska Clausen, der, til trods for at hun også hørte til blandt avantgardens kvinder, ikke er kommet med på udstillingen. Måske skyldes det, at Clausen sidste år havde en større soloudstilling på Øregaard Museum, men det er nu alligevel ærgerligt, at udstillingen ikke har fået det danske islæt med.
Hannah Höch: ‘Russiche Tanzerin (Mein Double)’, 1928
I stedet kan man så glæde sig over Hannah Höchs collager, der til trods for titler og tematikker som ’Flugt’ og ’De stærke mænd’ er meget morsomme – og samtidig knivskarpe. Fantastisk er også salen med Taeuber-Arps fortryllende dukketeaterdukker fra 1918, der inkluderer både en flyvende Freud og hans pendant, Jung, forklædt som ’Dr. Komplex’. Lægger man dertil Cahuns nærmest stiliserede fotografier, Delaunays tegninger til grænseoverskridende kostumer og et siddemøbel med musik, så har man den nok mest vellykkede sal af dem alle.
Alligevel ville jeg ønske, at der var meget mere af netop Cahun med på udstillingen, ikke mindst efter at have set hendes sære selvportræt, hvor hun flyder nøgen i en klippesø. Stærkt står også hendes fotografi fra 1936 af kvindehænder, der graciøst griber om hinanden – med det twist, at der på den ene finger er sat en lille dukkearm, så der i sandhed er hænder i alle størrelser og farver. Et lignende motiv finder man hos Dora Maar, men her kryber kvindehånden ud af et sneglehus, higende, sensuel og gådefuld, præcis som Maar selv.
Dora Maar: ‘Sans titre (main-coquillage)’, 1934
Maars rystede tilsyneladende aldrig på hånden, når hun skabte sine sikre og surrealistiske sammenstillinger, der på Louisiana flankerer Germaine Dalucs ligeså surrealistiske film om ’Præsten og Konkylien’ fra 1927, altså to år før Dalí og Bunuels ’Den andalusiske hund’. Når Dalucs film alligevel ikke sædvanligvis regnes for den første, så kan det ikke skyldes kvaliteten, for ligesom udstillingens øvrige værker, er den helt oppe at ringe.
Det er altså ikke kunsten, det er galt med, men åbenbart kønnet. Og det er beskæmmende. Og meget sørgeligt, fordi det har betydet, at vi i årtier ikke har oplevet den kunst, der vitterligt er at opleve. Hvad mon vi mere går glip af?