Elisabeth Jerichau-Baumann forsøgte stædigt at blive accepteret i Danmark, men for ‘de blonde’ var hun altid alt for meget en af ‘de brunette’
Elisabeth Jerichau-Baumann: Mellem verdener, ARoS, Aros Allé 2, Aarhus C.
Til 12. september, 2021. Tre hjerter
Det er virkelig vanskeligt ikke at føle både for og med Elisabeth Jerichau-Baumann. For hun forsøger så hårdt at blive accepteret i sit nye hjemland, Danmark, ligesom hun kæmper for sin ret til både at være kunstner og kvinde.
Elisabeth Jerichau-Baumann (1818-1881) er både multikulturel og marginaliseret livet igennem. Hun bliver født af tyske indvandrere i Polen og rejser 20 år gammel til Düsseldorf for at suge til sig i et af datidens mest markante, kunstneriske miljøer. Men som kvinde kan hun ikke blive optaget på kunstakademiet i byen. Det afholder dog ikke den unge Elisabeth Baumann fra at færdes på kunstscenen, både socialt og med udstillede værker.
Efter fem år i Düsseldorf rejser hun videre til Rom, hvor hun bliver en del af den tyske kunstnerkoloni, der dog også har udenlandske islæt som den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau. Og så går det stærkt! De bliver gift, Elisabeth tilføjer et ‘Jerichau’ til sit eget efternavn og rejser snart med sin nye mand til det Danmark, han forlod otte år tidligere.
Lynhurtigt lærer hun sproget, men Elisabeth Jerichau-Baumann er endt i en hvepserede. Hendes mand har længe været på kant med den fremherskende kunstideolog, N.L. Høyen, der stadig mere skingert kræver, at kunsten skal være med til at (gen)opbygge den danske nationalkarakter.
Men Jens Adolf vil gå sine egne vej, sådan som han allerede gjorde det med successkulpturen ‘Panterjægeren’. Og Elisabeth får hårene til at rejse sig på hovederne af ‘de blonde’, som man kaldte Høyens tilhængere, både på grund af hendes tyske aner og den direkte udanske måde, hun maler på. For ‘de blonde’ er kun det danske godt nok og kun en dansker god nok til at gengive det.
Alligevel sætter Elisabeth Jerichau-Baumann alt ind på at blive accepteret. Men først i 1867 køber Statens Museum for Kunst et enkelt af hendes malerier, nemlig ‘En såret dansk kriger’ (se øverst på siden). Og sikke et mærkværdigt maleri! Der ikke bliver det mindste mindre mærkeligt af, at “krigerens” hår og skægvækst til forveksling ligner noget, man møder på gaden i dag!
Ankerne mod Jerichau-Baumann går blandt andet på, at hendes scener ikke virker ægte, og den kritik kan jeg sagtens følge. Faktisk ser det oftest ud som om hun gengiver poserende skuespillere fra et egnsteater, og det gælder også den sårede kriger, hvis skader i øvrigt er godt skjulte (men, er jeg blevet gjort opmærksom på, psykiske skader er desværre alt for almindelige efter krigshandlinger, så måske det er det, der først og fremmest er tale om?).
Men hun er nu langtfra alene om det sødladne og iscenesatte midt i 1800-tallet, hvor man ofte støder på malerier af søde og renskurede bondebørn, der hilser på den gamle, glade bedstefar i gyngestolen. Men ingen maler barneøjne så gigantiske som hun!
Egne foto fra ARoS, 2021.
Det er med andre ord ikke så meget motiverne, der kan irriterer hendes kritikere, for de må være vant til den kost. Til gengæld er de ikke vant til Jerichau-Baumanns malemåde. Se bare hendes rå penselføring i de nærmest brutale højlysreflekser af hvide i den såredes skjorte, lagen og pudebetræk. Det er dristigt, effektfuldt og meget lidt “dansk”.
Helt alene står hun nu ikke, for ‘de blondes’ modpol kalder man ‘de brunette’, og det er (danskfødte) kunstnere, der som Jens Adolf Jerichau orienterer sig internationalt, ikke mindst mod Rom. Alligevel må kun alt for mange kunne genkende hendes konstante forsøg på at tilpasse sig og ‘de blondes’ ligeså konstante afvisning.
Men historien om Elisabeth Jerichau-Baumann er, heldigvis, ikke en ren tragedie, for i udenfor landets grænser formår hun vendt det, der i Danmark tynger hende ned, til sin fordel. Hun iscenesætter simpelthen sig selv som eksotisk skandinav i London, hvor Dronning Victoria inviterer hende til at vise værker på selveste Buckingham Palace og hun udstiller flere gange på Verdensudstillingerne både i London og Paris.
Og hvor hun i 1851 forsøgte sig med at portrættere ‘Moder Danmark’ som en ung, blond pige, maler hun tolv år senere en gigantisk og storladen version af ‘Britannia’, der regerer verdenshavene mens en nøgen, sort kvinde kryber sammen med sit spædbarn for hendes fod.
Det motiv kunne godt have fået et par ord med på vejen på ARoSs aktuelle udstilling, for her må være tale om personificering af de kolonialiserede mennesker, som oven i købet fremstilles som både så nøgne og skrøbelige, at de ligefrem har brug for den stærke Britannia for at overleve. Hvilket jo i dag er et mildest talt kontroversielt synspunkt!
Set med nutidens øjne er det heller ikke uproblematisk, sådan som Elisabeth Jerichau-Baumann gør brug af sit køn på rejser til Nordafrika og Mellemøsten, hvor hun som kvinde rent faktisk kan få lov til at besøge de harem, mænd i Europa fantaserer så livligt om. For det fører på ingen måde til dokumentarisme fra Jerichau-Baumanns side. Faktisk tvært imod, idet alle hendes arabiske kvinder konstant optræder i usædvanligt høje grader af afklædthed, præcis som køberne af hendes malerier forventede det.
Statens Museum for Kunst ejer i dag to af hendes kvindebilleder fra Orienten, men ville kun lade ARoS låne det ene. Hvilket siger ikke så lidt om Elisabeth Jerichau-Baumanns ændrede status. Det maleri, som museet i København har beholdt hjemme, ‘En ægyptisk pottesælgerske ved Gizeh’, er da også et af hendes absolut bedste.
Og derfor savnes det ekstra meget på ARoSs udstilling, som med henved hundrede værker nok er den største præsentation af Elisabeth Jerichau-Baumann til dato. Men er det også den bedste?
Jeg synes der er alt for mange smuttere med, samtidig med at man må se langt efter et af hendes bedst kendte malerier, nemlig den luksuriøst henslængte prinsesse Nazili Hanum, som Jerichau-Baumann må have hentet en hel del af inspirationen til i Manets ti år ældre skandalesucces ‘Olympia’.
Heller ikke her er der tale om en realistisk repræsentation af livet i et harem, men når nu man kan købe motivet trykt på mundbind havde det været interessant at se maleriet i virkeligheden.
Alt dette til trods er det næsten umuligt ikke at holde med Elisabeth Jerichau-Baumann. At heppe på hende og håbe på det bedste. Også selvom hun, ærlig talt, ikke altid leverer det på ARoS.