Elke Krystufek: Kroppen er fjenden

 Den unge østrigske kunstner Elke Krystufek kan andet end drikke tis. Men det er ikke helt let at få hende til at fortælle om det.

 

Elke Krystufek er ikke en af de letteste i verden at interviewe. Man kunne ellers godt forvente, at hun som performancekunstner er vant til interaktion med fremmede mennesker, og det er hun på sin vis også. Hun er bare i højeste grad på vagt, mens det foregår.

 

På samme måde var hun på vagt over for publikum, som hun ellers stillede sin krop til rådighed for i den performance, som markerede åbningen af hendes udstilling i X-rummet på Statens Museum for Kunst. Ganske vist kunne de tage hende på de bare bryster, hvis de ville, men da jeg bagefter spurgte hende om magtfordelingen i performancen, svarede hun med et gennemtænkt smil: »De kunne jo ikke vide, om jeg ville forsvare mig«.

Og forsvare sig gør hun, med det bedste forsvar, der findes: et direkte modangreb. Så snart vi har sat os ned for at tale sammen, fisker hun et videokamera frem og spørger, om det er i orden, at hun filmer imens. Det kan jeg jo dårligt sige nej til, og hun placerer kameraet på knæet som en skødehund, med fokus på mit ansigt. Jeg glemmer dog hurtigt, at jeg bliver filmet, men ikke, at hun åbenbart føler, at mine spørgsmål, måske endda min blotte tilstedeværelse, er noget, der kræver en modreaktion.

Elke Krystufek er født i 1970, men hun har alligevel allerede nået at producere flere tusind selvportrætter. Både i malerier og fotografier stirrer hendes lidt bedrøvede mørke øjne tilbage på beskueren, mens resten af ansigtet holdes i fuldstændig ro.

»Jeg synes, at mine selvportrætter befinder sig et sted mellem Fridel Kubelkes og Cindy Shermans«, siger Elke Krystufek, »Fridel Kulbelke har i årtier taget et billede af sig selv, hver dag, og af sin datter – indtil hun som omkring 18-årig nægtede at være med mere«.

»Hos Cindy Sherman ser man til gengæld aldrig den virkelige person, hun er altid i forklædning. Mine værker er et sted mellem de to, mellem det helt usminkede og det maskerede. Og så peger mine værker i flere retninger«.

Selvportrættet er omdrejningspunktet for hele Elke Krystufeks produktion, men det kan komme mere eller mindre tydeligt eller tvetydigt til udtryk. I en tid, hvor det offentlige rum er leveringsdygtigt i både bryster og balder, selv når det ikke er dét, man er på udkig efter, kan man stadig gøre indtryk ved at vise sig nøgen. Og det er præcis, hvad Elke Krystufek gør og har gjort i sine performances.

 

Fokus på kroppen

At hun følte sig tiltrukket af performancekunsten, som i de tidlige 90’eres Wien ikke ligefrem var det mest moderigtige medie, forklarer Elke Krystufek selv med, at hun på det tidspunkt led af spiseforstyrrelsen bulimi.

»Der er et stærkt performanceaspekt i spiseforstyrrelser, et fokus på kroppen, både visuelt og æstetisk«, siger hun og retter sig lidt op i sofaen. Læbestiften ligger ligesom uden på munden og forvrænger dens form, mens en blå øjenskygge formindsker hendes øjne bag brilleglasset.

Elke Krystufek fortæller, at det blev yogaens forening af krop og sjæl, der blev hendes redning, og jeg spørger, om hun så under sygdommen opfattede sin krop som noget lidt laverestående, måske endda beskidt.

 

Hun ser mig lige i øjnene, for første gang med følelse. Den følelse, man får, når man står over for en ikke særlig kvik eller erfaren person, som det er blevet én pålagt at forklare noget. Hun siger meget langsomt og med eftertryk: »Kroppen, den er fjenden«.

»Før var min krop bare et redskab, men nu bliver den stadig mere levende. Men jo nærmere, jeg kommer min krop, jo vanskeligere er det at udføre performance«.

Selv om Elke Krystufek ikke længere lider af bulimi, døjer hun stadig med eftervirkningerne; f.eks. har hun mistet flere tænder, der blev ætset væk af den mavesyre, der følger med, når man kaster op hele tiden. Og noget helt naturligt forhold til mad får hun nok aldrig, mener hun. Til gengæld har hun fundet en ny måde at arbejde med kroppen på i kunsten: Hun er begyndt at ‘morfe’ den med tøj.

 

 

»Jeg har altid været optaget af, hvad jeg havde på, og så var min mormor syerske. Hun syede tøj til min mor og også til mig, da jeg var lille. Som så mange teenagere eksperimenterede jeg med at transformere tøjet og med at gå i forskellige uniformer. I mange år havde jeg ikke råd til andet end brugt tøj, men da jeg endelig fik lidt flere penge, tænkte jeg, at jeg ikke gad bruge dem på designertøj, men i stedet ville designe mit tøj selv. Det er en naturlig forlængelse af selvportrætterne, et skridt videre fra performance med den nøgne krop i centrum«.

Det er lige før, der kommer farve i Elke Krystufeks kinder, og hun smiler helt åbent og uforbeholdent, når hun fortæller om sin fascination af de mange materialer, af følelsen af dem mod sin hud. »Men jeg er for meget kunstner til at sætte det i produktion«, næsten griner hun og fortsætter ivrigt:

»Selv om et stykke tøj kun koster to euro, så er det stadig et spørgsmål om smag. Og det behøver ikke være et udslag af, at man lever i et forbrugersamfund, for noget tøj kan man bruge i en evighed!«.

Elke Krystufek har udført flere tusind selvportrætter. Hun har udstillet her og der og alle vegne. Hun maler, fotograferer, udfører performance, designer tøj og møbler – og så har jeg endda sikkert glemt noget. Hvordan i alverden når hun det?

»Jeg arbejder konstant«, svarer Elke Krystufek alvorligt. »Det gør jeg virkelig. For mig er det lige så naturligt at male som at sende en e-mail«.