Emil Westman Hertz: kunstneren og kisten

Emil Westman Hertz er en af de mest centrale kunstnere i hans generation, ikke mindst fordi han formår at skabe værker, der på én gang er livskraftige og hjerteskærende skrøbelige.

Det er mildest talt ikke helt almindeligt, at en kunstners afgangsværk kommer på museum. Og det er sikkert mindst ligeså sjældent, at selvsamme værk kommer til at fremstå som et ondt varsel. Men begge dele er faktisk tilfældet, når det drejer sig om Emil Westman Hertz og hans værk ’Kiste’, der indgår i samlingen på Arken.

Også værkets tilblivelse var en smule udsædvanlig, for Emil Westman Hertz rejste helt til Ghana for at få fremstillet kisten, god hjulpet på vej af en ghanesisk underbo, der gav ham værdifulde kontakter og et sted at bo i hovedstaden Accra. Her kan man nemlig få kister formet efter eget ønske, og folk bliver derfor stedt til hvile i kister, der forestiller alt fra gigantiske chilier til smarte sko og biler. Men Emil Westman Hertz havde andre planer:

”Det var meningen, at det skulle være et portræt af mig. Et portræt af mig som kunstner” siger han, da vi har ladet os dumpe ned i det både slidte og stribede sofaarrangement i hjørnet af hans værksted på Vesterbro. Rundt omkring os stikker grene som tynde arme op fra deres gipsfundamenter, voksklumper knopskyder og et par glasmontre venter på deres kunstneriske indhold.

”Men det er jo lidt abstrakt, det man egentlig laver …” fortsætter han og forklarer, at det havde været lettere, hvis han nu var maler, for så kunne han have fået formet sin kiste som en pensel. I stedet valgte han derfor, at kisten skulle ligne ham selv, hvilket dog heller ikke var så ligetil, for noget må være gået galt i oversættelsen.

”Jeg tror ham, der oversatte for mig, gjorde det lidt for bogstaveligt. I alle tilfælde ligner kisten mere ham end mig – og det er helt sikkert hans sko! Så måske han oversatte direkte, da jeg sagde: den skal ligne mig!” griner Emil Westman Hertz.

Hvad ville du opnå med at få en ghanesisk kistemager til at udføre dit afgangsprojekt?

”Jeg synes det er en fin filtrering rent æstetisk sådan at se sig selv med andres øjne. I Ghana finder man de mest fantastiske håndmalede filmplakater, og jeg vild med den æstetik. Resultatet ville være blevet et helt andet, hvis jeg for eksempel var rejst til Grækenland og havde fået hugget mit portræt i marmor”.

Kisten har ganske rigtigt ikke den helt store lighed med Emil Westman Hertz. I stedet rejser den sig som en lidt klodset kæmpemand med kraftigt udtalte brystmuskulartur og et øjenpar, der kunne være hentet hos etruskerne. Og så kan man tage det meste af torsoen og de cowboybukseklædte ben af, så der bliver plads til at placere den døde indeni kisten.

”Kan du huske dér i ’Faraos cigarer’, hvor Tintin og hans venner finder kister formet som dem selv og klar til brug? Og der ligefrem også er en til Terry! Det er lidt det samme her …”

Men selvom kisten var en kombination af Emil Westman Hertzs facination af både tegneserien og den ghanesiske æstetik, blev han stadig mere utilpas over at have den stående på værkstedet. Og helt galt gik det, da han vendte hjem fra et kunstprojekt på Zanzibar. I første omgang troede både han selv og lægerne, at han havde fået en tropesygdom, men det viste sig snart, at der var tale om leukæmi – endda to varianter af sygdommen på én gang.

Var kisten et ondt varsel? Eller måske ligefrem forbandet? Emil Westman Hertz var så meget i tvivl, at han ringede til Ghana for at forhøre sig, men her fortalte man ham, at det ikke kunne være tilfældet. For nok er der megen overtro i Vestafrika, men at få fremstillet sin egen kiste ser man slet ikke noget forkert i – tvært imod.

Alligevel endte han med at viderebearbejde sin ’Kiste’, der nu fremstår halvvejs indpakket i bobbelplast – og med en løkke om halsen. Sådan står den, lænet mod væggen, i Arkens centrale akse. Ansigtet kan man knap skimte længere, mens indpakningen kan lede tankerne i retning mod opbevaring, transport og transformation.

Og forandring, at én tilstand afløses af en anden, er netop et gennemgående tema i Emil Westman Hertzs værker. Det ser man i en serie værker, hvor ansigter i voks sættes ind i forskellige sammenhænge. Inspirationen har han hentet hos den japanske forfatter Kobo Abe, der skriver om en mand, som efter en ulykke får et nyt ansigt – og med det en ny personlighed og nyfunden frihed.

”Jeg har altid haft bier og siddet og lavet figurer i voks” fortæller Emil Westman Hertz, ”Og så er det jo et langtidsholdbart materiale, for man har fundet voks på egyptiske mumier. I det hel taget arbejder jeg med nærliggende materialer, der samtidig er symbolske, netop fordi jeg indsamler dem i mine omgivelser. På den måde er det en slags arkæologi i et indre landskab, der ligesom bliver gravet op”.

Men Emil Westman Hertz arbejder ikke bare selv med voks som materiale, han lader også sine egne bier viderebearbejde værkerne. Først former han en hovedform, hvorefter den placeres i bistanden, hvor bierne straks går i gang med at bygge deres karakteristiske kuber udenpå. Resultatet er på én gang betagende smukt og en smule uhyggeligt.

Og selvom voks kan holde en halv evighed, så er der samtidig noget næsten hjerteskærende skrøbeligt over hans skulpturer, hvor man kun alt for tydeligt fornemmer, at der kun skal så lidt til før en tynd gren knækker eller bivoksen igen skifter form. Præcis ligesom vores kroppe konstant transformeres og ender med ikke at kunne holde til presset.

Alligevel er det de færreste af Emil Westman Hertzs værker, der tager så tydeligt fat på døden som hans ’Kiste’, så hvordan har han det egentlig med det værk i dag?

”Jeg siger til mig selv, at den ikke er en kiste, men et kunstværk. Den er ikke min længere. Og Tintin ender jo heller ikke i sin kiste, vel?”

 

Emil Westman Hertz døde i juni, 2016 …