
Jørgen Haugen Sørensen modellerer en hund. Foto: Eli Benveniste

Jørgen Haugen Sørensen: ‘Ulykkelig hund’. Foto: Eli Benveniste
Få dage før Jørgen Haugen Sørensens fernisering hos Hans Alf, havde vi nær mistet ham. Og dermed også en af landets mest markante og mindst behagesyge kunstnere. Men han er en hård hund, ham Haugen Sørensen, så der skal mere end et biluheld på autostradaen til at stoppe ham. Heller ikke hans ellers ærværdigt høje alder synes at være bare det mindste problem.
Hverken når det kommer til at tumle leret eller tale dunder til kollegerne.
“Jeg er jo ret god til at modellere, synes jeg selv” slår Jørgen Haugen Sørensen fast, da vi har set hans udstilling ‘A Dark Tale in White’ (til 10. september, 2016), “Jeg kan sige hvad som helst med det og det er jo et sprog, vi har, og som man bør udnytte sig af det”.

Jørgen Haugen Sørensen: ‘Taberne’. Foto: Eli Benveniste
Den måde, Haugen Sørensen mener, at kunstnere skal benytte sig af deres visuelle sprog, fører frem til kunst, der er mere end et værk. Det er også et redskab, som kan bruges til at betragte verden igennem.
Derfor finder man også referencer til for eksempel flygtningesituationen i hans aktuelle værker, der formår at forene kunst og manifest.
Jeg kan se hvordan den holdning afspejler sig i dine figurative værker, men du arbejder jo også abstrakt. Hvordan får du de to udtryk til at sameksistere i din kunstneriske produktion?
”Altså, du kan jo bare lave, hvad fanden du vil, der er ingen, der forhindrer dig i det. I ‘Huset, der regner’ ligger dramaet i den måde, det er sat sammen. Men jeg syntes ikke, det var nok. Det var ikke tydeligt nok, når nu verden bliver mere og mere vanvittig og kunstnerne er blevet entreprenører”
“Da jeg boede i Paris og Picasso og Ernst udstillede, så havde de noget på hjertet hver gang, noget nyt de ville sige. I dag handler det hele om succes. God, borgerlig succes. Folk er blevet stumme”
Blev Picasso og Max Ernst ikke opkøbt, præcis som det skete for flere kunstnere, navnlig før boblen sprang?

Jørgen Haugen Sørensen: ‘Massen’. Foto: Eli Benveniste
“Nej, de var altid meget omhyggelige med, hvem de solgte til. Det handlede ikke om penge, men om kunsten. I dag er der ingen der blinker, når Dansk Folkeparti vil lukke det hele og bruge alle pengene på Fregatten Jylland. Og hvis ingen reagerer, får vi halvfacisme”
Jørgen Haugen Sørensen har aldrig været den, der var stum og ikke gav svar på tiltale. Tilbage i 1973 kom han således på alvorlig kollisionskurs med det Italien, han var flyttet til, da han meddelte en overordnet militærmand, at jo flere medaljer, sådan én var udstyret med, jo større en idiot var han helt åbenlyst.
Heller ikke de mere hjemlige autoriteter, har Haugen Sørensen synderlig respekt for. Den tidligere direktør for Statens Museum for Kunst, Karsten Orth, får således én på kasketten over ikke at have sørget for en permanent plads til Haugen Sørensens vilde hunde, der kunne ses på museet i 2007, hvor han blev kåret som årets billedhugger.
Og da talen falder på ‘Kolossen’, der i 2011 blev opstillet på Amager, siger han, med slet skjult henvisning til daværende formand for Ny Carlsberg fondet, Hans Edvard Nørgård-Nielsen: “Jeg skal fortælle dig, hvad et røvhul, der ikke kan lide én, gør. Han siger: Her er pengene, men jeg vil ikke have noget med skulpturen at gøre og du må selv finde et sted, hvor de vil ha’ den”.

Jørgen Haugen Sørensen: ‘The End’. Foto: Eli Benveniste
Selvsamme Nørgård-Nielsen er en af grundene til, at Haugen Sørensen har arbejdet så ihærdigt med leret som materiale, for når man forlængst har lagt sig ud med formanden for Ny Carlsbergfondet var det fornuftigt samtidig at arbejde i et materiale, der er direkte billigt i indkøbspris.
Jeg er således, på mærkværdig vis, Hans Edvard Nørgård-Nielsen taknemmelig, for navnlig Haugen Sørensens keramik har altid begejstret mig, samtidig med at værkerne ryster mig i min grundvold.
Vi sidder stille lidt med hver sin vand. Så lægger hans ansigt sig igen i smukke folder og han siger:
“Kunst er noget besynderligt noget. På den ene side spiller den en vigtig rolle, på den anden holdes den kunstigt i gang. Kunst er meget vigtigt, hvis det bliver brugt rigtigt. Det er dobbeltheden i mine værker, der gør, at det ikke bliver propaganda”
Men det, du bruger det kunstneriske sprog til at tale om, er jo alt det forfærdelige: døden, smerten …
“Livet er i virkeligheden forfærdeligt. At man overhovedet tør stå op om morgenen er forunderligt. Digteren Morten Søndergaard siger, at man har en stående aftale. Med døden. Det er alvorligt!”