En lille guide til Abramovic Metoderne

Marina Abramovic har igennem årene udviklet en hel serie ‘metoder’, der alle bygger på  gentagelse, tilstedeværelse og et følelsesforløb, der spænder fra irritation til, forhåbentlig, forståelse.

 

“My works are very serious” forklarer Marina Abramovic, da jeg møder hende inden åbningen af ‘Abramovic Method for Treasures’. Men så slår hun ud med armene og tilføjer triumferende: “But I am hillarious!”.

Og hun har ret. Abramovics værker er virkelig ret alvorlige, mens hun selv synes at være en hel del mere afslappet, grinende og vældig socialt anlagt. Samtidig er hun svært begejstret, ikke mindst for de ‘metoder’ hun gennem årene har fundet frem til, ikke mindst på baggrund af Østens mange filosofiske retninger og ritualer. Abramovics Metoder er dog rettet mod mennesker i den Vestlige verden, som hun mener trænger til at være tilstede på en mere intens og bevidst vis.

   Én af Abramovics metoder går ud på, at man stiller sig ved en dør i ens eget hjem og så åbner og lukker døren. Igen og igen. Abramovic mener, at et tidsinterval på tre timer må være passende for almindelige amatører. Underforstået, at hun selv ville udføre øvelsen en hel del længere.

Billedserie af Marina Abramovic, der demonstrerer ‘The Abramovic Metode for Drinking Water’ på Det Kongelige Bibliotek, juni, 2017. Foto: Mikael Müller, Det Kgl. Bibliotek

Der findes også en ‘Abramovic Method for Drinking Water’ (se billedserien), og igen handler det om at fokusere al sin opmærksomhed på oplevelsen af vandet mod læberne, vandet i mundhulen og vandet på vej ned i maven, som hun mener bør tage en time og et kvarter.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg endnu ikke har afprøvet de nævnte metoder. Det er ligesom lidt svært at finde tid til, selvom det jo dybest set bare er et prioriteringsspørgsmål.

Men jeg er sikker på, at Abramovic har ret i, at man undervejs i øvelserne vil føle alle de følelser, hun nævner: kedsomhed, irritation, desperation, skyld over ikke at foretage sig noget (mere) fornuftigt og så til sidst: roen. Overgivelsen. At tiden stopper.

 

 

Bookmark permalink.

Kommentarer

  1. Pingback: Abramovic og bogskatten – Trine Ross

  2. Pingback: Ai Weiwei og aktivismen – Trine Ross

Lukket for kommentarer