Et gammelt venskab, der ej forgik

To af de mest markante Skagensmalere, Michael Ancher og P.S. Krøyer, var livslange venner – og meget forskellige, både som kunstnere og mennesker. Nu er deres venskab omdrejningspunkt for en ikke fuldstændig vellykke udstilling på Arken

Michael Ancher P.S. Krøyer – venner og rivaler. Arken, Skovvej 100, Ishøj. Til 12. april, 2015. fire hjerter

 

De var jævnaldrende, Michael Ancher (1849-1927) og Peder Severin Krøyer (1851-1909), de var kolleger og blev begge kendt som Skagensmalere. Og så var de venner. Men der er stor forskel på Ancher og Krøyer, både i det kunstneriske udtryk, i tilgangen til kvinderne og ikke mindst når det kommer til det, man bedst kan kalde temperament.

Michael Ancher kom til Skagen allerede i 1874 og blev snart fastboende, mens P.S. Krøyer først i 1882 lagde vejen forbi, og det til stadighed som sommergæst. Ancher kæmpede konstant med det at male og hans udtryk kan forekomme lidt tungt og kantet, til tider ligefrem akavet. Krøyer var på den anden side lys, let og elegant – både som maler og person.

Det er den korte og lettere karikerede version af vennerne og konkurrenterne. Rent kunstnerisk ses forskellen tydeligst i selve kompositionen, hvor Ancher i sine bedste værker trækker tråde til mestre som Rembrandt, der kunne gøre selv kompakte figurgrupper levende.

Den forbindelse ses i et af Anchers hovedværker, ’Vil han klare pynten?’, som han i 1880 viste på Charlottenborgs Forårsudstilling og som man kan se en skitse til på Arken. Farverne er nedtonede i en grad, så et blåt ærme virker næsten kulørt, mens dynamikken opstår i de forskellige vinkler på fiskernes sydvester.

Ancher solgte da også maleriet til ingen ringere end Christian IX, hvilket satte ham i stand til at gifte sig med Anna Brøndum senere samme sommer. Hun var også maler og de to kunstnere støttede hinanden, sådan som det ses så smukt i deres fælles maleri ’Dagens arbejde bedømmes’ fra 1883.

Anderledes forholdt det sig for Marie Triepcke, der i 1889 giftede sig med Krøyer. På bryllupsrejsen udførte han maleriet ’Marie Krøyer maler på Stenbjerg Strand’, der er så dristigt komponeret, at hun næsten forsvinder ud af billedet, mens havet slikker op på stranden fra den modsatte side. Det er en typisk Krøyer-komposition, men også noget nær et varsel om, at Marie Krøyer ikke havde de samme arbejdsvilkår som veninden Anna Ancher.

De to kvinder spiller også hovedrollerne i hvert deres monumentale portræt, der nærmest kunne være pendanter. I 1892 malede Krøyer således ’Sommeraften ved Skagen’, hvor Marie Krøyer, flankeret af jagthunden Rap, står en smule sørgmodig og meget rank, fuldt oplyst som ramte en projektør hende fra højre.

Til gengæld smutter himmellyset som en sten elegant over hver en lille bølgetop her i ’den blå time’, som Krøyer holdt så meget af. Marie ser mindre godt til pas ud. Måske hun ikke føler sig helt hjemme på stranden i sin fine kjole? Det problem har Anna Ancher ikke ti år senere, hvor hendes mand maler hende på vej hjem fra marken. Moden er da også skiftet, så Anna kan klæde sig i en lang, løs kjole, men det er mere end det.

Michael Ancher formår nemlig her skabe et værk, der på én gang er monumentalt og jordbundent, arkaisk og nyskabende, stiliseret og samtidig særdeles levende. Billedelementer som kvinde, kornaks og vilde blomster kunne ellers godt have været ren Art Nouveau, samtidens mest fremherskende stil, men Ancher er ikke til den slags svunge linjer. I stedet lader han Anna Ancher være en ubesværet del af den danske sommer og det på en måde, så man fornemmer ægtemandens kærlighed og respekt i hvert et penselstrøg.

Desværre er det ikke alle værker på udstillingen, der så naturligt komplimenterer hinanden. Og selv når Ancher og Krøyer deler et motiv som fiskerne i købmandsboden, har man valgt ikke at hænge de to værker side om side, så man i stedet skal skå tværs over salen for at sammenligne dem. En anden alvorlig anke mod selve udstillingsformen er de lydspots, der er placeret i midten af flere sale. For i stedet for at sende det lille lydloop ned i et afgrænset område, høres det om og om og om igen helt ud i alle kroge og driver med gentagelsen den stakkels gæst til vanvid.

Men mest af alt savner jeg et bedre billede af Ancher og Krøyers venskab, som kun skitseres gennem billedteksterne. Man forstår jo snart, at den ene er international dandy, den anden robust fastligger og at begge er misundelige på den andens livsførelse. Men venskabet vender undervejs, da lykkens pamfilius, som Ancher kalder Krøyer, bryder sammen og må indlægges på datidens version af psykiatrisk afdeling.

At den tvivlende og til tider tungsindige Ancher træder i karakter som opmuntrende og hjælpende ven, er da ellers en spændende, og sikkert ikke helt letfortalt historie. Men vi får den kun i konstaterende kortform, som billedtekst til udstillingens (og Krøyers) sidste store maleri ’Sankt Hansblus på Skagen Strand’ fra 1906. Og det er altså både synd og skam.

 

Bonusinfo!

Efter sit ægteskab med P.S. Krøyer holdt Marie Krøyer (mere eller mindre) op med at male, for i stedet at kaste sig over design, inspireret af den britiske Arts & Crafts Movement. Det resulterede i både vævninger, paneler, indretningsvisioner og egentlig arkitektur, hvorved der opstår en parallel til Karin Larsson.

Og det er ikke det eneste sammenfald, for se lige P.S. Krøyers akvarel af familien – det ligner da næsten en Carl Larsson!