Kathrine Ærtebjerg: ‘Hjertesag’, 2002
Der er masser af potentiale, og allerede gode værker, når 27 unge kunstnere tager afsked med Kunstakademiet
Fremtiden ser stadig lys ud for dansk kunst. Netop nu udstiller afgangsårgangen fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i Kunstforeningen, og her præsenteres den besøgende for masser af potentiale, både blandt de højrøstede og de mere eftertænksomme værker.
Lilibeth Cuenca Rasmussen: stillbillede fra ‘Simon Says’, 2002
Videoen, der op gennem 90’erne blev den unge kunsts varemærke, er nu ét blandt flere materialer og medier, som de unge kunstnere bruger med gode grunde og masser af omtanke. Lilibeth Cuenca Rasmussen har allerede i en del år gjort sig bemærket med sine videoer, der tidligere oftest bestod af små animationer. På ‘Exit 2002’ viser hun videoen ‘Simon Says’, hvor to unge mænds legen kongens efterfølger forplanter sig til gentagne rytmer, til musik.
Elsebeth Jørgensen arbejder også med video, men her glider pennetegninger af bogsteder, biblioteker og boghandlere, sammen til en meditativ helhed, akkompagneret af en fortællerstemme. Anderledes højrøstet er Thyra Hildens bidrag ‘Loaded’. Her er der tale om en ruminstallation med kvalmende blinkende belysning og en videoprojektion, hvor et mandshoved igen og igen eksploderer i voldsomme lydeffekter.
Mens Thyra Hildens værk inficerer de omkringværende værker med varierende held (lydsiden passer fint til Pärra Andreassons farve- og stilrene graffiti, men mindre godt til Karin Lorentzens panelfragmenter med titlen ‘Kartotek’), så skal der investeres en helt anden form for tid overfor Karena Nomis videoprojektion, der ved første øjekast slet ikke synes at vise noget som helst. Men tag endelig den tid det tager, for det, der ligner ingenting, er fyldt med farver og snart står ens skygge tydeligere i omridset end en selv.
+ Var videoen det nye medie, så befinder marmor og ler sig i den diametralt modsatte ende af skalaen. Men det afskrækker ikke de unge kunstnere. Heldigvis. Således viser Lene Desmentik en mellemting mellem en ruminstallation og en skulptur, men hendes ‘Meeting’ med bikubbemønster i marmor og træ, har brug for mere plads end den får i Kunstforeningen. Også Nicholas Terps næsten perverst glitrende marmorskulptur, ‘Absence’, der ligner en kloning mellem VVS-rør og dunkende kød, er lidt stedmoderligt placeret.
Jeg ville også gerne have haft bedre plads til at bevæge mig omkring Esben Thøger Klemanns keramikskulpturer. Her er virkelig en ny tilgang til det traditionsbelastede materiale, der i Esben Thøger Klemanns hænder antager en plastikagtig karakter, og han formår overbevisende at lade mønstringer opstå og forandres fra forskellige vinkler. Også Tina Uhrskov bruger, blandt andet, keramikken, men her i form af mursten i den lave, halvcirkelformede mur med titlen ‘Everland’, hvor hun har ladet farvet glas brænde med i ovnen. At benytte sig af Kirkebys materialer – med så anderledes et resultat – er både modigt og et godt tegn for fremtiden.
Lise Harlev: ‘Har du nogensinde løjet om hvor du kommer fra?’, 2002
I det hele taget står de unge kvindelige kunstnere stærkt med bidrag fra folk som Lise Harlev, Kathrine Ærtebjerg, Lise Blomberg Andersen og Sabina Mlejnek på malerisiden. Harlev viser de nyeste af sine statements om fremmedhed (“you tend to become more critical of your native country when you move abroad”) skrevet som skilte for noget helt andet. Derved nedbrydes både læserytmen og forventningen – som i mødet med anden kultur? Kønnet står tydeligere til aflæsning hos både Ærtebjerg og Mlejnek, hvilket fik en besøgende til hånligt at fnyse, at der er tale om rigtig tøsemaleri.
På den gode måde, vil jeg tilføje. Titlen på en lille bog med Kathrine Ærtebjergs tegninger er dækkende: ‘jeg er en pige, jeg er en kvinde, jeg er en klovn’, for i Ærtebjergs tegninger og malerier, hvor prikkerne fortsætter ud på væggen og sorte silhuetter som papirklip forplanter sig pludseligt på lærredet, er der eksplosioner af legesyge, seksualitet og humor.
Sabina Mlejneks malerier ligner ved første blik socialrealisme i pastelfarver, men malerierne fra et ungpigeliv er uhøjtidelige – og der er glimmer i blomsterne, solens refleks i vandet og i skumbadets brus. Det er glansbilleder med højhusudsigt. Lise Blomberg Andersen mærkelige malerier er derimod fra mødet mellem natur og menneskebolig. De er sært overeksponerede, fragmenterede – og gode!
Der er langt flere udstillende afgangselever end de her nævnte, og rigtig mange af den er gode kunstnere med løfter der rækker langt ud i fremtiden. Så der er ikke andet end de aktuelle besparelser på kunstområdet der tyder på, at deres exit ud i verden skal blive somThomas Peter Winthers værk ‘Exit 2002’ – nemlig en dør der ikke kan åbnes.