Japanske Chiharu Shiota lægger stærkt ud i Cisternerne, men for meget lys og for lidt fare sætter eventyret på pause
Chiharu Shiota: Multiple Realities, Cisternerne, Søndermarken, Frederiksberg. Til 30. november, 2022. Tre hjerter
At træde lige ind i et eventyr er stort set altid skønt, og sådan er det da også i Cisternerne, hvor japanske Chiharu Shiota har spundet sine edderkoppespind i de underjordiske buegange.
De hvide tråde gnistrer og fanger dråber af fugt, præcis som edderkoppernes, og midt i det hele kan man skimte en svævende, hvid og unaturligt lang kjole, som slår stemningen an i retning af forunderlige fabler, omend man endnu ikke helt kan vide, hvilken slags fortælling der venter forude.
Samtidig er de imiterede edderkoppespind en sjov hilsen til eller videreførelse af (de) sidste års kunstner i Cisternerne, Tomás Saraceno, som netop har spindlerne som samarbejdspartner og inspirationskilde.
Men Shiotas forhold til spindelvæv er en anden, for hendes vævninger er hendes egne og stammer tilbage fra sidst i 90’erne, hvor hun var flyttet til Tyskland for at studere kunst. Alene i et fremmed land og ukendt kultur havde hun brug for beskyttelse, og det blev til de puppeformationer, som siden er blevet hendes internationale kendetegn.
Dertil føjer hun for det meste fundne objekter bristefærdige af historie. Det kan være udtjente vinduer fra Øst- og Vestberlin, sammensat så de skaber et skrøbeligt hus, eller nøgler, som folk forærer hende til brug i diverse værker.
I Cisternerne er det, som flere gange før hos Shiota, kjolen, der er omdrejningspunkt. Helt bogstaveligt, skal det vise sig, for dybest inde i Cisternerne snurrer røde og hvide kjoler om sig selv og kaster dansende skygger rundt i rummet.
Måske er disse kjoler endnu en form for pupper? Tomme og forladte har de tjent deres formål og et eller andet sted findes så det, der voksede indeni dem. Eller er det eventyrets prinsessekjoler Shiota vil have os til at tænke på?
Det er helt fint med den slags åbne spørgsmål. Mindre i orden finder jeg til gengæld de røde mobiler, Shiota også har ophængt, for selvom hun udtaler, at de lidt upræcise former er skabt med fuldt overlæg, så kan jeg ikke se hvad de skal til for.
Og når jeg tænker på, hvilke installationer Shiota ellers har stået bag, må jeg tilstå at være en smule skuffet i Cisternerne. Sidste år skabte Shiota således en syndflod af røde tråde ned gennem alt det grønne i Kew Gardens palmehus, mens hun tilbage i 2015 på Venedig Biennalen fyldte rummet med skibsformationer og en eksplosion af spindelvæv. Og da hun året efter gæstede KØS, samlede hun tusindvis af takkebreve til museet, for derefter at ophænge dem i labyrintformation.
Det er den slags fortættelse, den form for fortælling og fysisk tilstedeværelse jeg savner i Cisternerne. En af forklaringerne kunne ligge i det sære faktum, at hele midtersektionen af de underjordiske sale står helt uberørt, og selvom Cisternerne i sig selv er smukke, så får jeg følelsen af at en del af projektet er blevet opgivet undervejs.
Et andet irritationsaspekt er, at man alt for tydeligt kan se forskel på de mørke flader, man går på, og det lysere gulv under det meget lave vand, til at man får bare en smule fornemmelse af at gå på vandet. Det kunne være klaret med lysere gangbroer eller mere mørke, men det ville selvfølgelig øge risikoen for at få en sok.
Så hvem skal der tages hensyn til her? Gæsten, der haster igennem, og derfor risikerer at træde ved siden af? Eller værket, der havde haft godt af lidt mere mørke og en smule usikkerhed under fødderne til at holde os på tæerne, både mentalt og psykisk?
Spørgsmålet er, hvor høj en pris man vil betale for at bibeholde den gode stemning. Samt, selvfølgelig, det helt store, nemlig om kunstens rolle er at underholde og behage eller skabe en vis usikkerhed og undren.
Personligt havde jeg hellere end gerne set en mørkere, farligere og ikke mindst mere fortættet version af Chiharu Shiota i Cisternerne, for et godt eventyr har stænk af gru og gysen midt i alt det fabelagtige.