Værkerne er vidunderlige, men formidlingen af den kinesiske kunstner, Fang Lijun, lader en del tilbage at ønske
Fang Lijung. Kastrupgårdsamlingen, Kastrupvej 399, Kastrup. Til 24. marts, 2008. Herefter rejser udstillingen til Færøernes Kunstmuseum (11. april – 1. juni), samt Vendsyssel Kunstmuseum, hvor den kan ses i perioden 20. juni til 14. september, 2008. fire hjerter
Det er faktisk muligt at se hele Fang Lijungs udstilling på Kastrupgårdsamlingen, uden på noget tidspunkt at støde på betegnelsen ’kynisk realisme’. Og det til trods for, at Fang Lijun, der er født i 1963, er en af de absolutte frontfigurer i denne kunstneriske retning, der opstod i kølvandet på begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Op gennem 80’erne havde kinesisk kunstliv været præget af optimisme, men med myndighedernes hårdhændede reaktion på protesterne, der centrerede sig netop omkring Tiananmen i Beijing, ændrede billedet sig radikalt.
Fang Lijun voksede op under Kulturrevolutionen, der strakte sig gennem tiåret fra 1966 til 1976, og hans tidligste undervisning var derfor præget af den særlige æstetik, man kender fra kinesisk propagandakunst. Men da han i 80’erne kom på kunstakademiet var verden åbnet op, og det var derfor muligt for ham at tage på studieture til Holland, Norge og USA. Fang Lijun har læst på den lektie, der hedder vestlig kunsthistorie, men det betyder langtfra, at han har taget den ukritisk til sig. Tværtimod, for en overgang benyttede Fang Lijun sig konsekvent kun af den præfabrikerede ’hudfarve’, når mennesker skulle males, og påpegede på den måde, at den stereotype homo sapiens hverken er sort eller kineser!
Den nye retning i kinesisk kunst fik betegnelsen kynisk realisme, for de unge kunstneres reaktion på tilbageslaget var, og er stadig, en tilsyneladende følelsesforladt skildring af mennesket. Hos Fang Lijun optræder dette menneske som en pilskaldet mand, mens vi hos hans kollega, Yue Minjun, ser det samme storgrinende ansigt igen og igen. Denne gentagelse kan minde om måden, hvorpå et firma brander sig selv, men det er samtidig udtryk for en anonymisering, hvor individet så tydeligt kun er én af mange. Derved viderefører og ironiserer den kyniske realisme også over den kunst, som under Kulturrevolutionen var den eneste anerkendte, hvor stolte arbejdere konstant spejder mod horisonten og heltedåd.
Fang Lijun markerede sig hurtigt som frontfigur for den kyniske realisme, og det var da også en af hans skaldede mænd, der var på forsiden af New York Times Magazine i 1993, da den nye, kinesiske kunst skulle illustreres.
Siden er han blevet en favorit, navnlig blandt vestlige kunstsamlere, sådan som det fremgår af auktionshuset Christie’s aktuelle auktion, hvor hans værker er vurderet til mellem 800.000 og knap halvanden millioner kroner, mens Yue Minjuns store maleri, som man kunne se her i avisen tirsdag, ventes at opnå et hammerslag et sted mellem tre og fire millioner.
Men det får man altså ikke meget at vide om på Kastrupgårdsamlingen. Måske skyldes det den kinesiske kurator, Zhu Huiping, der ikke synes at have gjort sig klart, hvad et vestligt publikum behøver af information. Men selv hvis det er tilfældet, så burde man på Kastrupgård være trådt til, for uden denne grundlæggende information, bliver oplevelsen af Fang Lijuns værker unægtelig en anden. Det er desuden mærkværdigt, at man ikke har fundet det nødvendigt at fortælle, hvorfor der på udstillingen ensidigt er fokus på Fang Lijuns træsnit, når nu han også arbejder med både maleri, skulptur og endda installation.
Ikke at der er noget som helst galt med Fang Lijuns træsnit, for de er fantastiske. Forarbejdningen er direkte imponerende, idet han arbejder med enorme flader og de gigantiske træsnit er monteret på kinesisk vis, hvilket vil sige på enorme ruller, ophængt på væggen.
Motiverne falder i få kategorier, som Fang Lijun vender tilbage til igen og igen. Her er spædbarnet, der blødt og bøjeligt indtager billedets absolutte centrum, i et enkelt tilfælde endda i øjenlammende kejsergul. Der er sammenstillinger af skaldede mænd, hvis ens, ternede skjorter skaber et sammenhængende mønster, og når disse personer nogle steder samles i protest, kan vi ikke længere være sikre på, hvad de protesterer imod. De knyttede næver kendes fra kinesisk propagandakunst, mens baggrundens skyformationer peger noget længere tilbage i Kinas kunsthistorie.
Også i enkelte af Fang Lijuns portrætter mindes man om klassisk kinesisk kunst, ikke mindst når en tretandet grinebidder vrænger sit sammensatte ansigt halvt af led. Endelig er der en række værker, hvor hovedtemaet er vand – med mennesker i. Her viser Fang Lijun virkelig sin virtuose håndtering af træsnittet, for han er i stand til at genskabe lys, sådan som det splintres i vandoverfladen, udelukkende ved brug af papirets hvidhed og trykfarven sort. Man skal dog ud på en afstand af omkring de 15 meter for at få det fulde udbytte af forvandlingen, fra næsten død overflade til blændende reflekser, og det kan man ikke altid komme på Kastrupgård.
Tæt på kan man så i stedet forunders over Fang Lijuns særlige streg, navnlig den, hvis kanter er flossede, som var farven trængt ud langs papirets fibre. Men her er jo netop tale om det omvendte, for den hvide streg fremkommer kun, der hvor papiret står råt og uden trykfarve. Interessant er det også at se, hvordan Fang Lijun benytter sig af et flerspektret perspektiv, der meget vel kan have fotografiet som sit udgangspunkt. Som puslespilsbrikker samles og adskilles flader, der dannes dybde og optegnes anatomi på grænsen til abstraktionen. Der er således nok at se på, ansigt til ansigt med Fang Lijuns anonyme skikkelser, men man må da håbe, at der bliver skruet gevaldigt op for informationssiden, før udstillingen sendes videre til først Færøerne og derefter Vensyssel. Det har både Fang Lijun og de kommende besøgende fortjent.