Fantastisk filtet, Schulenburg!

 

Andreas Schulenburg: 'Moon', 2014

Andreas Schulenburg: ‘Moon’, 2014

Den unge kunstner Andreas Schulenburg har gjort filt til sit helt eget materiale, som han kan skabe både poesi og gode grin med

Andreas Schulenburg: Way out of a one-way Mind. Specta, Peder Skrams Gade 13, København K. Til 12. april, 2014. fire hjerter

 

Det er rent ud sagt fantastisk, hvad Andreas Schulenburg (født 1975) kan få filt til. Lige nu kan man i galleriet Specta se, hvordan han har skabt en måne, der svæver sært tredimensionalt over den dybblå nattehimmel, mens han i det mere humoristiske hjørne billedliggør begreber som ’Burn Out’ og ’Brain Drain’.

Nogle af værkerne er fuldstændig fritstående skulpturer, andre er en ny form for relieffer eller væghængte værker, der rækker langt ud i rummet omkring sig. Men materialet er hele tiden filten, som han har arbejdet med siden barndommens Rudolf Steinerskole.

Tidligere har humoren været i højsædet for Schulenburg, der da også stadig er god for et grin med værker som ’An Avalanche in a Sugar Bowl’ (en lavine i en skukkerskål). Det kunne have været en spøjs opdatering af Meret Oppenheims ikoniske pelsklædte tekop fra 1936, men viser sig i stedet at være en frit fabulerende videreudvikling af udtrykket: en storm i et glas vand.

Andreas Schulenburg: 'Pencil Rocket', 2013

Andreas Schulenburg: ‘Pencil Rocket’, 2013

Ordspil er der også i udstillingens titel, ’Way out of a one-way Mind’, der kun knapt kan oversættes til: langt ude i (eller vejen væk fra) en ensporet tankegang. Og netop længslen efter vejen væk, udvejen eller (u)mulige løsningsmodeller er der masse af på udstillingen. Men der er også en smuk sanselighed, som den der opstår  i kontrasten mellem blød filt og de klipper, der springer helt ud af et værk som ’Go Ahead’.

Schulenburg nøjes dog ikke med at lade sine store sten stikke langt ud fra billedfladen, han skaber også et krater, der skærer sig dybt ind i vejen. Er det så et relief? Måske. Men det er så sandelig et anderledes relief, end man er vant til. En væghængt skulptur så? Både og, for på afstand og i gengivelse ligner det et billede.

Motivet kunne Schulenburg have hentet i Death Valley, hvor det amerikanske luftvåben har det med at prøveflyve deres jetjagere. Storslået er det i alle tilfælde. Og den amerikanske association underbygges i et fad med titlen ’The Day After’, hvor en stærkt stiliseret ruin, hentet på Manhattan i 11. september, 2001, optræder som dekoration.

Det fatale møder således det fantastiske og manglen på udveje understreges af et værk, der forbyder afkørsler i alle retninger. Alligevel er det hverken en nedslående eller pessimistisk udstilling, for Schulenburg har hjertet og humoren i behold, så han kan sende fantasien på himmelflugt i ’Pencil Rocket’, hvor blyanten er blevet en rumraket og universet bare venter!

Andreas Schulenburg: 'Go Ahead', 2014

Andreas Schulenburg: ‘Go Ahead’, 2014

 

 

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer