Fantastiske kunstnere

Frida Kahlo: ‘Selvportræt med tornehalsbånd og kolibri’, 1940. Collection of Harry Ransom Center, The University of Texas at Austin, Nickolas Muray Collection of Modern Mexican Art © Banco de México Diego Rivera Frida Kahlo Museum Trust / VISDA 2020

Louisianas ‘Fantastiske Kvinder – Surreelle Verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo’ er fyldt med betagende værker. Men jeg bliver rasende over, at så mange af disse fremragende kunstnere er så lidt kendt, som det er tilfældet

Fantastiske Kvinder – Surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo, Louisiana, Humlebæk. Til 8. november, 2020. NB: Bestil billet til et præcist tidspunkt, hvis du vil være sikker på at komme ind! Dette gøres på: www.louisiana.dk/besøg-louisiana

x

Frida Kahlo kender de fleste og mange vil sikkert også nikke genkendende til navnet Méret Oppenheim. I alle tilfælde hvis de samtidig præsenteres for Oppenheims mest berømte værk: en tekop foret med pels. Det samme kan siges om Louise Bourgeois, der er kendte for hendes edderkopper (Klik for min anmeldese af Méret Oppenheim på Øregaard Museum og min anmeldese af Louise Bourgeois i Faurschou Foundation).

Men hvad med Jane Graverol? Kay Sage? Toyen? Eileen Agar? Bridget Tichenor? Remedios Vardo? Lola Álvarez Bravo? Ithell Colquhoun? Jaqueline Lamba? Emilia Medková? Valentine Penrose? Edith Rimmington? Eller syrede Unica Zürn?
Nej, vel? Men lad mig præsentere en af mine nye favoritkunstnere, førstnævnte Jane Graverol (1905-1984), der var en central figur blandt de belgiske surrealister, som også talte den langt mere kendte kunstner René Magritte. Graverol deler Magrittes forkærlighed for fikserbilleder, hvor man skiftevis ser det ene og det andet motiv eller de smelter sammen til et helt nyt, sådan som det sker i hendes version af ‘Helligånden’.

Jane Graverol: ‘Helligånden’, 1965. Eget foto fra Louisiana, 2020

Men Graverol tilføjer en humor, der er som en hjertelig latter, når hun lader helligånden optræde i fugleskikkelse, helt som traditionen foreskriver, men lader fuglen flyve i et landskab, der får den til at dublere som kvindeskød. Det er godt fundet på, fejlfrit udført og rebelsk på en måde, som man kun kan holde af.

Samtidig er indskriver ‘Helligånden’ sig stilsikkert i surrealismen, mens Graverol i andre værker stilistisk peger langt op i vores tidsalder. ‘Forfængelighedens skole’ kunne således sagtens have været udført her til formiddag, hvis man lige ser bort fra baggrundsfarverne. Det er en moderne sfinks, en kvinde på én gang fanget i forestillingen om skønhed og selvskabt i stand til at bryde med den. Og kombinationen af blond uskyld, stålsat skelet og reference til faraoens evige liv er i min bog så meget oppe at ringe, at jeg ærgrer mig over aldrig at være stødt på Graverol før nu.

Jane Graverol: ‘Forfængelighedens skole’, 1967. Rosine Ortmans, © Jane Graverol / VISDA 2020. Foto: Renaud Schrobiltgen 

Den følelse får jeg igen og igen gennem Louisianas sale, hvor i alt 36 kunstnere, alle født som det vi kalder kvinder, viser tilsammen over 250 værker. For der er frygtindgydende mange man aldrig har hørt om udenfor de snævreste kunstkenderkredse før. Og den eneste grund synes i langt de fleste tilfælde at måtte være kunstnerens køn. For kvaliteten er der sjældent en finger at sætte på.

Se bare amerikanske Kay Sage (1898-1963), som fremmaler nærmest klassisk surrealistiske scenarier, men gør det med et futuristisk og til tider nærmest tegneserieagtigt twist. ‘At the Appointed Time’ fra 1942 er der oven i købet en temmelig fallisk figur, der rejser sig organisk og overraskende blød gennem billedfladen.

Kay Sage: ‘At the Appointed Time’, 1942 Newark Museum of Art, Bequest of Kay Sage Tanguy, 1964 © Estate of Kay Sage/ VISDA 2020 

Der er således ingen formel til fuldstændig forståelse af værker, men i stedet en åben invitation til at træde ind i det, bemægtige sig billedrummet og selv skabe de sammenhænge, man synes bedst om.
Og sådan bliver man ved med at blive præsenteret for kunstnere, man aldrig eller kun sjældent har stiftet bekendtskab med før. Andre vil for nogle få en klokke til at ringe, idet de har været genstand for en fornyet interesse det seneste tiår.

Det gælder blandt andre Claude Cahun, som indgik i Louisianas udstilling om ‘Avantgardens Kvinder’ tilbage i 2012. Og sikke et bekendtskab hun er! Eller måske hedder det ‘høn’ eller ‘dem’, for Cahun er citeret for at sige: “Hankøn? Hunkøn? Det kommer an på situationen. Det eneste køn, der altid passer mig, er intetkøn”.

Claude Cahun: ‘Self Portrait (”I am in training – don’t kiss me”)’, ca. 1927 Privateje © Claude Cahun 

Alligevel omtales Cahun som ‘hun’ og ‘hende’ både på udstillingen og i det engelsksprogede katalog, som udstillingens hovedtilrettelægger, Schirn Kunsthalle i Frankfurt, har stået for. Det er ligeledes dem, der har ansvaret for betragtningen om, at Cahun “aldrig kom sig over oplevelsen” af at blive dødsdømt for modstandarbejde under Anden Verdenskrig.
Men mon ikke det nærmere var selve fængselsopholdet, der tærede i en sådan grad, at Cahun døde som 60-årig i 1954? Det selvsamme udtryk bruges i den korte introduktionstekst til Rachel Baes. Og selvom det ville være til at forstå, hvis Baes aldrig kom sig over henrettelsen af hendes partner under selvsamme verdenskrig, så levede hun altså 43 år efter hans død – og det var vel at mærke år, hvor hun både udstillede og knyttede venskaber med folk som Jean Cocteau og Picasso!

Måske er det mig der er sart, men i mine øre lyder det danske udtryk, at man aldrig kommer sig, som et tegn på svaghed. Og svag kan man næppe klantre hverken Baes eller Cahun (eller nogen af de andre kunstnere på udstillingen) for at være!
I stedet var en kunstner som Claude Cahun lysår forud for sin tid når det kom til kønsopfattelse, ligesom selvportrættet med påsyede brystvorter og hjerte på kinden på én gang favner både det kokette og oprørske.

Selvportrættets ukronede dronning, Frida Kahlo, er selvfølgelig heller ikke til at komme udenom, heller ikke selvom hun aldrig så sig selv som surrealist. Hendes ’Selvportræt med tornehalskæde og kolibri’ (1940, se øverst på siden) kunne man også se på Arkens store Kahlo-udstilling i 2013, men gensynet er glædeligt (klik for min anmeldelse af Frida Kahlo på Arken).
Det skyldes dels at det er et forrygende og ikonisk værk, dels at man mødes af så mange nye værker og kunstnere på Louisiana, at det er helt rart ind imellem at stå foran noget bare en smule velkendt.

Frida Kahlo: ‘Den lille hjort’, 1946. Privateje. © Banco de México Diego Rivera Frida Kahlo Museum Trust / VISDA 2019 Foto: Nathan Keay, © MCA Chicago 

Seks år senere transformerer Kahlo sig til en skamskudt hjort og kombinerer derved kristne og aztekiske symboler, ligesom hun leger med kønsrollerne når hun gengiver sig selv med gevir. Karakteristisk for Kahlo er der således adskillige aspekter og symbolikker i spil, idet de ni pile kan henvise til Sankt Sebastian, samtidig med at ni som antal gentages i gevirets takker og træerne til venstre. Og netop ni var et vigtigt tal for Kahlo, som i den aztekiske kaldender var født den niende dag.
Det er også hos aztekerne Kahlo har hentet hjorten, som hun identificerede sig med, ikke mindst fordi den har en særlig symbolsk samhørighed med højre fod, som netop var den, Kahlo havde største problemer med. Det er klassisk Kahlo på den ene side at male et temmelig enkelt motiv og på den anden fylde det med så mange og mangefacetterede referencer til forskellige kulturkredse, at det er et værk i sig selv.

Derfor er det også fuldt forståeligt, at Frida Kahlo i dag er en af verdens bedst kendte kunstnere. Hvad der til gengæld ikke er til at fatte er, at der er så mange af hendes kolleger, som langtfra har fået den opmærksomhed de så fuldtud fortjener.
Det er både rystende og hamrende uretfærdigt. Ikke kun overfor kunstnerne, men så sandelig også overfor os, der først nu får lov til at stifte bekendtskab med værkerne. Heller sent end aldrig, siger de på Louisiana. Og det er jo sandt. Præcis som det er udstillinger som denne, der brutalt blotlægger, at der endnu er foruroligende langt igen, før det for alvor og kun er kunstnerisk kvalitet, det handler om.
For det er direkte kvalmende at tænke på hvor mange andre fantastiske kunstnere, vi endnu må have til gode at opdage.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.