Louisianas præsentation af belgiske Ann Veronica Janssens er sine steder en sand øjenåbner, mens der på andre områder bare er for lidt af det hele
Ann Veronica Janssens: Hot Pink Turquoise, Louisiana, Humlebæk. NB: Forlænget til 21. juni, 2020. Fire hjerter
På papiret er det en stor udstilling af belgiske Ann Veronica Janssens Louisiana nu præsenterer: 39 værker vises over adskillinge sale og niveauer i Sydfløjen. Men sådan føles det ikke, og det skyldes to faktorer.
For det første arbejder Janssens i serier, hvor hvert værk er en variation over det fælles tema. Derfor har man allerede mødt mere end en håndfuld af hendes værker, før man træder ind i den første sal, idet Janssens’ udforskning af prisemer og skæve spejlinger ligger i glasgangens vindueskarm. Og når man også tæller hver af de fem cykler, der udgør installationen i den øvre sal, for selvstændige værker, løber listen længere op end man skulle tro.
For det andet er Janssens værker nærmest minimalistisk præsenteret. Store tomme vægflader, masser af gulvplads, uhindret syn gennem salene. Sine steder fungerer det flot og efter hensigten, der, blandt andet, er at sætte fokus på arkitekturen. Andre steder forekommer det bare lidt tomt.
Intentionen er sikkert, at samle den besøgendes opmærksomhed, men jeg er ikke sikker på, at det er sådan vi mennesker fungerer. Jeg selv gør i alle tilfælde ikke, for mit blik søger ligeså hvileløst omkring i de tomme hjørner som det fæstner sig ved det enlige kunstobjekt i rummet.
Når jeg nu klager mig så meget, som jeg gør, så skyldes det ikke mindst, at de fleste af Janssens værker er virkelig vellykkede og man derfor godt kunne ønske sig at se nogle flere på de tomme pladser. De tidlige værker, der findes i indgangsgangen, er således både simple og syrede, sådan som de vender udsigten på hovedet eller på anden måde manipulerer det sete. Men de er også forholdsvis små, gennemsigtige og derfor lette at overse i forbifarten.
Prismer og lignende, der skaber visuelle mærkværdigheder, er til fri afbenyttelse for kunstnere, da de har været kendt ganske længe. Det er derfor ikke så sært hvis man synes, at man har set noget ligende, signeret af en anden kunstner.
Til gengæld er det rent déjà vue at træde ind i Janssens ‘Blue, Red and Yellow’, der er et rektangulært rum fyldt med kunstig tåge og farvet lys. Hvis det lyder bekendt er det fordi Olafur Eliasson udførte stort set samme værk til Arken i 2011, ti år efter Janssens havde vist ‘Blue, Red and Yellow’ for første gang!
Det er der tilsyneladende aldrig blevet gjort det helt store nummer ud af, hvilket ærlig talt godt kan undre, for ligheden er ikke bare slående, den er fuldstændig (se mit interview fra 2011 med Olafur Eliasson ved at klikke her …).
Jeg var vild med Eliassons ‘Din blinde passager’ på Arken og “gensynet” er glædelig, for det er fortsat spændende at lade sig omslutte af næsten håndgribelige farver, samtidig med at ens rumfornemmelse sættes helt ud af spillet inde i Janssens ‘Blue, Red and Yellow’.
Andre steder på udstillingen er associationen til andre kunstneres værker mindre bastant. Og dermed også en hel del sjovere at lege med. Det sker (for mig) navnlig i den første store sal, hvor en række rektangulære glasstykker i changerende farver står stillet op ad væggen. Igen er der tale om individuelle værker, selvom de fleste nok vil opfatte dem som en installatorisk helhed.
Janssens har behandlet glasset med en form for farve, der næsten ikke er til at indfange og fastholde. Ofte deles koloritten i to, og her er det så jeg kommer til at tænke på den amerikanske abstrakte ekspressionist Mark Rothko, der ligeledes arbejdede med let diffuse farvemøder.
Også Janssens ‘Magic Mirrors’ er spændende, for det, der på afstand ligner glimmer, viser sig tættere på at være refleksioner i en knust sikkerhedsrude. Den form for optisk bedrag minder mig om malerier, hvor en formfuldendt perleørering tæt på opløser sig i fuldstændig abstrakte penselstrøg.
Sådan kan man blive ved og ved med at indskrive Janssens værker i kunsthistorien, navnlig den nyeste af slagsen, men ind imellem også den ældre. Og alle disse associationer, tråde og videretanker gør savnet af en større udstilling stadig mere akut. For det, vi her ser, er for småt og for luftigt, hvis Janssens skal slå sig fast.
At bruge hele den øvre sal i Sydfløjen til at lade publikum køre omkring på fem cykler, er således simpelthen spild af plads. I stedet ville jeg gerne have haft mere. Meget mere! Ikke nødvendigvis noget andet, men bare mere.