Nanna Debois Buhl og Brendan Fernandes: ‘In Your Words’, Karen Blixen Museet, 2011
Karen Blixen var betaget af trækfugle – og af forholdet mellem flugt og fangeskab, frihed og luft under vingerne. Og så, selvfølgelig, af ord og den identitet, de har potentialet til at skabe. Det viser en lille, men intens og meditativ udstilling på baronessens Rungstedlund
Nanna Debois Buhl & Brendan Fernandes: In Your Words. Karen Blixen Museet, Rungsted Strandvej 111, Rungsted Kyst. Til 4. september, 2011. fem hjerter
Når mursejlerne glider graciøst gennem luften over Rungstedlund, er det som om de inkarnerer selve den danske sommer i deres flugt. Men om vinteren er de et ligeså naturligt indslag på den kenyanske himmel, hvor man kalder fuglene ved helt andre navne og taler man engelsk med hinanden, benævnes mursejleren ‘Common Swift’.
Både trækfuglene og de ord, vi bruger til at tale om dem og så meget andet, er omdrejningspunktet for det kunstneriske samarbejde mellem danske Nanna Debois Buhl og Brendan Fernandes, der er født i Kenya, opvokset delvist i Canada og nu bosat i New York, hvor de to kunstnere mødtes. Tredje hjul i samarbejdet er, selvfølgelig, Karen Blixen, i hvis hjem på Rungstedlund man sommeren over kan se udstillingen ‘In Your Words’.
Det allerførste værk, der møder gæsten på vej op til førstesalens udstillingsrum, er en papegøje, bøjet i lysende neon, der blinker i takt med de talte ord. Disse ord er hentet fra et brev som Blixens hushjælp og nære ven, Farah Aden, skrev til baronessen efter hun havde forladt Afrika. Han havde købt papegøjen som en gave til hende, men undskylder, at den kun taler fransk, da den stammer fra den franske koloni Kongo.
Farah Aden håber utvivlsomt, at Blixen vil blive så nysgerrig, at hun vender tilbage til Kenya for at modtage sin gave, men det skriver han ikke. I stedet beretter han om et andet håb: at papegøjen vil lære at tale engelsk eller swahili, så de kan forstå hinanden. Spørgsmålet er så bare, om en papegøje overhovedet har et sprog eller om den ikke bare gentager de lyde, den hører? Og i anden omgang: om vi også selv gør det samme?
Papegøjen er en fangen fugl, ligesom de flamingoer, Blixen beskriver i ‘Den afrikanske farm’. Brudstykker af fortællingen om, hvordan hun ser dem blive transporteret til en fransk zoologisk have under forfærdelige forhold, står nu at læse i bølgerne på et af udstillingens tre videoværker. For ikke alle fugle er frie, ligesom heller ikke mennesket altid er det.
I et andet videoværk spindes der en ende over den dobbelte betydning af det danske ord “fly”, der jo både kan betyde en flyvemaskine og det at flygte. Billedsiden af den tre et halvt minutter lange video skifter mellem at fremvise flyvende fly og fugle i formation over himlen, mens beskueren overlades til selv at fundere over forholdet mellem flugt og fangenskab, frivillige og nødtvungne flyveture og forandring.
Og sådan er det hele vejen gennem den lille udstilling: man hensættes til en nærmest meditativ tilstand, hvor ord og billeder glider smukt og ubesværet ind og ud mellem hinanden. Både de talte og de skrevne ord er hentet fra dansk, engelsk og swahili, så det kræver en særlig tresprogethed at få det hele med. Men mindre kan bestemt også gøre det, for det er langtfra nødvendigt at forstå hvert et ord der siges.
På et tidspunkt i den ti minutter lange video, der har givet navn til hele udstillingen, oversættes en dagligdags hilsen fra swahili ordret til engelsk, og tager man den en tak videre og gentager denne hilsen ordret på dansk, lyder den: ‘Hvordan er din historie?”. Mens svaret er: “Min historie er fin”. Så poetisk kan det altså siges, selvom en swahilitalende næppe tænker over det, når der hilses.
For sådan er det jo netop: Det er først når man oversætter danske udtryk og ordspil til et andet sprog, at man rigtig hører, hvad det egentlig er, vi går og siger til hinanden. Hvert sprog har sine egne vendinger, og taler man flere sprog vil de fleste erfare, at man udtrykker sig en smule forskelligt på hver af dem. Og det er netop en af udstillingens diskrete pointer, at sproget eller sprogene vi taler, er med til at skabe vores identitet.
Men det handler også om at rejse ud og – måske – vende hjem igen, for så stadig at længes tilbage. Sådan som Karen Blixen gjorde det. Og om at et menneske kan have hjemme i mere end et sprog, et land, en kultur. Ligesom trækfuglene, som Blixen selv siger er det vigtigste ved Rungstedlund.
Nanna Debois Buhl og Brendan Fernandes: ‘In Your Words’, Karen Blixen Museet, 2011