Der mangler i den grad fokus og formidling på Gl. Holtegaards udstilling, der hævder at handle om tre kunstnere i 1920’erne, men aldrig præsenterer årtiet
Mécanique Moderne – Franciska Clausen, Fernand Léger & Gösta Adrian-Nilsson, Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte. Til 9. januar, 2022. Tre hjerter
Sædvanligvis regnes ‘Skruen’, som Franciska Clausen malede i 1926, for hendes hovedværk og det er da også et maleri fyldt med løfter om bevægelse og nye tider, når den centrale skrue sekunderes af flere elementer, der kunne være hentet i en maskine, mens andre figurer og former trækker i retning af både collage, kubisme og ren abstraktion.
Men personligt er jeg endnu mere betaget af det ‘Maleri’ Clausen udførte et år før ‘Skruen’, for her har vi at gøre med en komposition der er så radikal, så selvsikker og så fnysende frygtløs, at det er en sand fornøjelse. Måske har Clausen ladet sig inspirere af paneler, balustrader og dørkarme i en trappeopgang. Måske er det fri fantasi. Uanset hvad er dette ‘Maleri’ et tydeligt tegn på, at her er en ung kunstner, der placerer sig i den absolutte front af avantgarden.
At man kan se begge malerier i samme sal på Gl. Holtegaard lige nu, er en af udstillingen ‘Mécanique Moderne’s største fordele. Og dem er der, desværre, ikke så mange af, når vi følger Clausen, hendes mentor Fernand Léger og den svenske kunstner Gösta Adrian-Nilsson (med kunstnernavnet GAN) op gennem 1920’ernes Paris.
Umiddelbart er det årti ellers en ren foræring, for det skulle ikke være svært at trække tråde mellem tiden efter Den Spanske Syge og vores aktuelle pandemi, men det sker ikke. Og allerede i den første sal brydes den kronologiske ramme da også af GANs ‘Vaktparaden’ fra 1918, der så til gengæld deler et kalejdoskopiske blik med Légers eksperimentalfilm ‘Le Ballet Méquanique’, som man kan se på en skærm.
Længere inde i udstillingen er GAN helt tilbage i 1916, hvor han maler ‘Matros ombord’ i det regnbuespekter og så skarpskårent prismatisk, som de italienske futurister havde foreskrevet. Spørgsmålet er så, hvordan GAN selv forholdt sig til futuristernes forkærlighed for krig og vold her midt under Første Verdenskrig?
Og hvordan forenede han sin egen (skjulte) homoseksualitet med de meget snævre rammer for maskulinitet og futuristisk fremmarch? Var han forblændet af den stærke mand, både bogstaveligt og i overført betydning?
Det får man intet at vide om på Gl. Holtegaard, der i stedet fortæller, at matroser prostituerede sig i byens parker. Meget muligt. Men mon ikke andre mænd end matroser tog sig betalt for sex med mænd, mens en del matroser nok selv opsøgte prostituerede – også af hunkøn.
I det hele taget er det som om GANs eksistensberettigelse i sammenhængen er hans seksualitet. Det oplyses således, at GAN og Clausen ikke kender hinanden, hvorfor den eneste forbindelse mellem dem er Léger. Men Léger er i 20’erne og 30’erne et omdrejningspunkt i Paris, både i kraft af den stil, han rendyrker, og den kunstskole, han driver.
Jeg havde hellere set en udstilling kun med værker af GAN, så man kunne komme mere i dybden med hans hyppige stilskift, seksualitet og forhold til politiske tendenser i samtiden. Og jeg kunne virkelig godt have tænkt mig at opleve en udstilling med Franciska Clausen, hvor man videreførte de gode takter, der blev slået an på Øregaard Museum og Brundlund Slot for ti år siden med udstillingen ‘Absolut Avantgarde – Franciska Clausen 1921-1931’.
Som det fremgår af udstillingstitlen fokuserede man også den gang på Clausens tid som avantgardist i Paris, men jeg vil gerne høre hele historien. Hvilket vil sige, at maleriet ‘De kolde skuldres land’ skal indgå, både som markør af Clausens evne til at være lysår forud for sin tid og som billede på den modtagelse, der ventede hende i lille Danmark.
På Gl. Holtegaard oplyses det, at GAN og Clausen først opnåede anerkendelse sent i deres liv, men ikke mindst for Clausens vedkommende er det en sandhed med store modifikationer. Ganske vist udførte hun to dronningeportrætter, men fra hun blev tvunget tilbage til Aabenraa i 1932 og 54 år frem til hendes død, var der for det meste fuldstændig stille omkring den tidligere frontløber i europæisk modernisme.