Fold drømmenes faner ud!

Malene Landgreen leger med farver, lys og symmetri på Gl. Holtegaard så det er en lyst, men der er ikke styr på samtlige af de værker, der skulle vises udenfor

Malene Landgreen: Goodness Gracious!, Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte. Til 3. juli, 2022. Fire hjerter

Hvordan det ser ud, når ‘vi folder drømmens faner ud’, som Michael Strunge skrev, kan man lige nu se i barokhaven bag Gl. Holtegaard, for her har Malene Landgreen udstyret samtlige skulpturer i anlægget med vimpler, faner eller flag, der slå smut i vinden.
Overraskende nok indtager langt de fleste af disse kopier efter antikke gudinder og småengle positioner, som i den grad lægger op til fanebæring, samtidig med at man nu for en gangs skyld faktisk får øje på dem, midt mellem alle de maskinklippede hække.
Den slags drømmefaner kan få mit hjerte til at slå lidt hurtigere, lidt hårdere, for sikke en glæde, sikke en overraskelse! Og der er mere at glæde sig over indenfor, hvor Landgreen overlegent og elegant folder sine store værker ud i forløb, der fylder samtlige udstillingssale og slår smuk knude på sig selv til sidst, så alting kan begynde forfra igen.


Landgreen er her langt mere løssluppen, morsom og fandenivoldsk end man kender hende fra store (og virkelig vellykkede) udsmykningsopgaver som den til Rigshospitalet. Det kan man forvisse sig om ved at bladre gennem Roulette Russes nye bog: ‘Malene Landgreen – 2011-2022 – Works/In Situ/About’.
Samtidig bliver det helt tydeligt, at Malene Landgreen (f. 1962) altid har øje for farvernes samspil og gensidige påvirkning. Rigshospitalets store farveflader og de råt sammensyede stofstykker, hun viste i Kunstforeningen Gl. Strand for et par år siden, har lige så logisk ledt frem til Landgreens aktuelle udtryk, hvor indfarvede og let gennemsigtige tekstiler er materialet.
Farvningen er foretaget som ‘tie-dye’, hvilket på én gang skaber symmetri og lader tilfældet råde. For Landgreen lader først farven flyde (forholdsvis) som den vil, men sætter siden det hele i system, så samtlige værker danner par med både det forrige og det næste på væggen.
På den måde opnår Landgreen en forunderlig kombination af ro og dynamik, organisk udfoldelse og æstetik, samt lykkelige tilfældigheder underlagt en diskret, men fast, kunstnerisk styring. Og så kan man lege videre med de her værker. Forestille sig, at de er vinterhaver fulde med både blomster og skygge, at de er landskaber, man kan tage på vandring i, at de er biologiske spor af storhed og forfald, som man så kan tænke videre over.


Udgangspunktet er selve Gammel Holtegaard, bygget på foranledning af hofarkitekt Lauritz de Thurah i det, man kalder nordisk senbarok. Forbilledet var intet mindre end Versailles, hvilket godt kan virke en smule overmodigt. Men fælles for de to bygningsværker er et fokus på vinduer, symmetriske forløb og muligheden for at holde en god fest.
Symmetrien, stofligheden i al den vilde luksus tager Landgreen til sig, men hun giver det hele et godt twist, ligesom hun lader alting vokse mere vildt end det er tilladt i de overmanicurerede barokke bede. Ifølge den ledsagende tekst handler det også om et alternativ til tidligere tiders maskuline dominans, men den har jeg lidt vanskeligere ved at få øje på. Men skidt med det, det jeg ser er skønt nok!
Et andet og mere markant aspekt af Landgreens greb er der dog ingen tvivl om, hvorfor jeg ikke oplever: Det er der ganske enkelt ikke! For enden af den akse, der går durk gennem Gl. Holtegaard og deler barokhaven i to lige store, symmetrisk spejlende stykker, skulle der således være opsat et stort sejl, som, igen i følge teksten, ville give et nyt perspektiv på anlægget.
Men der er intet sejl at se. Store dele af den udendørs del af udstillingen viser sig således slet ikke på plads, at være blæst væk eller være dækket af gamle blade, kun to dage efter åbningen. I billetsalget mener man at vide, at det er sådan det er, når man viser kunst udendørs.
Det passer dog langtfra, for uendelige mængder at kunst vises med stor succes hver dag – også i det fri og i i al slags vejr. Med andre ord skal der findes en løsning på Gl. Holtegaard, så alle gæster kan opleve hele udstillingen. Hvis det allerede var muligt, ville jeg helt sikkert have været mere gavmild, men som landet ligger kan det ikke blive til mere end fire (store og bankende) hjerter.

Samtlige foto her på siden er mine egne fra 2022
Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.