Folklore med indbygget finte

Frida Kahlo er så kendt, at vi tror vi ved det hele. Men Arkens aktuelle udstilling viser, at værker neskal ses i virkeligheden.

Frida Kahlo: Et liv i kunsten. Arken – Museum for Moderne Kunst, Skovvej 100, Ishøj. Til 12. januar, 2014. fem hjerter

 

Frida Kahlo er en af den slags sjældne kunstnere, som de fleste af os synes vi kender alt til allerede. Vi genkender hendes ikoniske værker, og vi ved, hvordan hun opregnede de to store ulykker i hendes liv: først trafikulykken og så ægteskabet med kunstnerkollegaen Diego Rivera, som hun giftede sig med i 1929.

Og hun ligner da også sig selv på en prik, Frida Kahlo, på Nockolas Murays overnaturligt skarpe og farvestærke fotografier, der på Arken er blæst op i så stor størrelse, at de fylder en hel vægflade. Intet under, at fotograferne elskede hende ligeså højt, som hun elskede at blive fotograferet, for selv tynget af mange mønstrede stoffer og store smykker, brænder Fridas ansigt fuldstændig igennem og bemægtiger sig al opmærksomhed.

Men selvom Frida Kahlo er så velkendt, er det sjældent man rent faktisk får mulighed for at stå ansigt til ansigt med hendes malerier – og dermed også oftest hende selv. Og det er vitterligt noget andet at kunne nærstudere den overraskende livagtige pels på dyrene bag hende i ’Selvportræt med tornehalskæde og kolibri’ fra 1940. Den slags går let tabt i gengivelsen, der også kun sjældent formår at viderebringe det intense nærvær, man føler foran maleriet.

Også brutaliteten i billedet træder tydeligere frem i virkeligheden, hvor en død kolibri, der er bundet fast i den tornede halskæde, endda har en pendant i en montre overfor. Her finder man nemlig en række smykker, og blandt dem en halskæde med netop sådan en lille fugl i centrum. På skiltet kan man læse om Kahlos fascination af præcolumbianske smykker, men også, at hun mødte den danske eventyrer Frans Blom.

I det hele taget var Frida Kahlo optaget af alt mexicansk, og det i en sådan grad, at hun ændrede året for sin fødsel fra 1907 til 1910. Ikke for at lyve sig yngre, men fordi hun derved kunne hævde, at være født i året for den mexicanske revolution.

 

Umiddelbart kan hendes kunstneriske udtryk også minde om folklore, men der er altid en indbygget finte i hendes værker. Det er nemlig som om de er piktogrammer eller ønskesedler til Verdensaltet, hvor hun tydeligt viser, hvad hun vil have eller hvordan hun har det. Som når hun i ’Selvportræt på sengen eller mig og min dukke’ (1937) skildrer sig selv siddende ved siden af et dukkebarn, der enten venter på at blive leget med af et levende barn eller selv symboliserer et sådant.

Netop det direkte, kompromisløse og (selv)udleverende i Kahlos værker gør dem til en anden oplevelse end Riveras. Det ser man meget tydeligt på Arkens udstilling, hvor man kan sammenligne ægteparrets portrætter af samleren Natascha Gelman, begge malet i 1943.

Og sikke en forskel! For hvor Rivera omgiver sin model med hvide kallaer, og lader hendes kjoles høje slids gentage blomsternes tragtform, viser Kahlo os en forkælet kvindes trutmund, omgivet af pels og kunstfærdige krøller, der mest af alt minder om et fængsel.

I det hele taget er Riveras kvinder oftest udstyret med spejlblanke blikke, hvilket ikke mindst ses i hans portræt af Fridas søster, Cristina Kahlo, fra 1934.

Samme søster var fem år senere grunden til, at Kahlo og Rivera blev skilt, dog kun for at gifte sig igen i 1940. For Frida kunne ikke få Diego ud af hovedet, og det viser hun os helt bogstaveligt i ’Selvportræt som Tehuana eller Diego i mine tanker’ (1943).

Kun få kunstnere kan slippe afsted med så håndgribelig en symbolik, men når Kahlo kan skyldes det, at Diegos ansigt midt i hendes kun spiller en sekundær rolle. Fokus er nemlig på Frida, og på kontrasten mellem hendes ansigt, som svæver midt i stråleglansen, og de tråde, der danner deres egen rumlighed midt mellem flade og dybde.

Et anderledes billede på ægteskabet viser hun os i ’Bruden som bliver skræmt, når hun ser livet åbne sig’ fra samme år, hvor en dukkebrud nærmest drukner i en opstilling med mexicanske frugter. Men hun er ikke det eneste fremmedlegeme i billedet, for man ser også en græshoppe, som kunne være tegnet på destruktion, og uglen, der er kendt som symbol for klogskab.

Alt det frodige får en ende, alting forgår, det ved den kloge. Frida Kahlo selv døde som kun 47-årig i 1954, få dage efter hun skrev de berømte ord i sin dagbog: ”Jeg håber min bortgang bliver frydefuld – og at jeg aldrig vender tilbage”. Og en tid så det ud som om hun virkelig forsvandt, at hun kun blev husket som Diego Riveras kone.

Det ændrede sig faktisk først i 1980’erne, men så kom der også gang i både udstillinger, bøger og film om Frida Kahlo. At hun stadig har noget at sige os i dag understreges på Arken ganske elegant, når man efter at have mæsket sig i først og fremmest Kahlos kunst, men også set på mexicanske klædedrager, malerier fra hendes samtid og flere fotografier, ender i en sal med samtidskunst. Mest mening giver koblingen til Grayson Perrys gobelin, der også lader som om der er tale om temmelig ufarlig folklore.

Det er der ikke. Hverken hos Perry eller Frida Kahlo.