Drama, dunkelhed og fortællekunst – historiefortællingen står stærkt på årets version af Forårsudstillingen
Forårsudstillingen 2022, Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv, København K. Til 13. marts, 2022. Fire hjerter
Kunst kan være fortællende på mange forskellige måder, men for en stor del af værkerne på Forårsudstillingen 2022 foregår det ved at man skal læse den ledsagende tekst, før man helt forstår hvad det hele handler om.
Det gælder ikke mindst foran værkerne af australsk-kinesisk-singaporianske Eugenia Lim (f. 1981), for umiddelbart er det svært at gætte, hvad det er hun lader forstøve sig i luften eller hvorfor der sidder en fugl på en dåse energidrik.
Men når man læser teksten, så samler der sig et billede af søvn som senkapitalismens sidste kampplads, for nu at citere Lim selv. Det handler om at holde sig vågen, præcis som den lille amerikanske spurvefugl, der åbenbart ikke sover en hel uge, når den er på træk.
Og det hjælper Lim os med ved at sende en fin sky af både opkvikkere og afslappende stoffer i rummet, så vi kan kontrollere også en af de sidste naturlige og (måske) mindre effektive dele af vores liv, nemlig søvnen.
Skulpturserien har indbragt Lim årets Deep Forest Land Art-pris, hvilket lyder lidt snørklet, men navnet henviser til det skulpturprojekt nær Herning, som nok er mere kendt som Skovsnogen. Her finder man kunstværker placeret i en skov og snart vil også Lim bidrag til oplevelsen.
Umiddelbart havde det ellers givet mere mening, hvis det var vinderen af Soloprisen, russiske Sergei Prokofiev (f. 1983), der skulle udstille med Skovsnogen, for hans vinderværker viser netop en skov, der invaderes af fyrværkeri.
Det er oprørende (tænk på de stakkels dyr, der rent faktisk bor i skoven!), flot og perspektiverende. I alle tilfælde kommer jeg til at tænke videre fra fyrværkeri til al den anden og langt mere omfattende ødelæggelse af verdens skove, som konstant finder sted på grund af grådighed, krig og nød. Og så er en serie sole affyret i en lille lysning pludselig ikke så slemt.
Udvælgelsesprocessen før Forårsudstillingen kan åbne har alle dage været dramatisk, men med over 800 ansøgere fra det meste af kloden og deraf følgende tusindvis at indsendte værker, har juryen virkelig været på hårdt arbejde, før de kun 38 kunstnere og kunstnergrupper, der i år viser værker, var valgt ud. Derefter skal de, på en eller anden måde, sættes i relation til hinanden – og til salene på Charlottenborg.
Sidste del af øvelsen, altså den fysiske placering og installation af de valgte værker, er det i år duoen Hesselholdt & Mejlvang, der har stået for, og det har de klaret virkelig godt. Og frækt. For der er skruet helt op for de dramatiske effekter i første sal. Eller skulle man sige skruet ned?
Salen henligger nemlig i et dramatisk mørke, som navnlig kommer Sophia Luna Portras kostume-skulpturer til gode, idet dunkelheden lader dem komme til syne som sære skuespillere på en scene, vi som gæster åbenbart også befinder os på, for nu at lege lidt med Shakespeare.
Dramatiske, men på en mere filmisk facon, er også danske Sofie Flinths (f. 1996) store fotografier af unge kvinder, fanget i en formfuldendt solnedgang. Her behøver jeg egentlig ikke en forklaring, for Flinths fotokunst er let selv at digte videre på, men det er nu også fint at få fortalt, at det faktisk er pandemien, der har afskåret de unge mennesker fra alle andre.
Til gengæld er det helt afgørende, at man får forhistorien til de smykke-skulptur-hybrider som norske-schweiziske Philipp Spillmann (f. 1977) bidrager med. Spillmann er oprindeligt uddannet guldsmed, hvilket ses både i form og forarbejdning, men arbejder nu med materialer ladet med betydning, som gamle bøjer, fundet i farvandet ud for det nordlige Norge, hvor de kun alt for langsomt nedbrydes.
Nu har Spillmann omskabt plastikken til en broche med form som en musling – eller logoet for et stort benzinfirma, om man vil. Derved blander flere stemmer sig i fortællingen, ligesom man ganske let kan tilføje sin egen vinkel på det hele. For sådan er det med de bedste historier: De giver plads til at man selv kan træde ind i dem, som var de en næsten mørkelagt sal på Charlottenborg.
