Forføreren i skovbunden hedder Peter Holst Henckel

 

Peter Holst Henckel: ' Flora Danica'

Peter Holst Henckel: ‘ Flora Danica’

Peter Holst Henckel kobler i sin kunst politik med poesi, og til hans store glæde fører det til, at folk rent faktisk snakker sammen foran hans værker

 

I skovbunden ligger en kunstner, næsten fuldstændig dækket af de blade, der faldt i fjor. Hans navn er Peter Holst Henckel, og når han ligger dér, er det fordi den udstilling, han i dag åbner i Kunsthallen Brandts, bærer overskriften ’Why Do Leaves Change Colour in the Fall?’ (hvorfor skifter bladene farve om efteråret?, red.). At udstillingens titel former sig som et spørgsmål, er ingen tilfældighed, for Holst Henckel holder af at stille spørgsmål, fremfor at fremvise fastlagte svar.

”Jeg arbejder med at stille tilsyneladende simple spørgsmål” siger Peter Holst Henckel, da han har fået rystet jordbund og blade ud af håret igen. ”Rent visuelt kan man straks genkende de billeder jeg sammenstiller, for de er hentet i henholdsvis naturen omkring os og i massemedierne. Men derefter udvikler det sig straks mere komplekst, og det spørgsmål, man troede ville være let at besvare, muterer pludselig i alle retning. Som når man skal forklare noget for et barn”.

Peter Holst Henckel: ’Explaining Contradiction to a Child’

Peter Holst Henckel: ’Explaining Contradiction to a Child’

Derfor hedder en af de serier, Peter Holst Henckel arbejder på ’Explaining the World to a Child’ (at forklare verden til et barn). Indtil videre tæller serien over 100 forskellige billeder, men fælles for dem er, at deres titler er afledt af seriens overskrift og at de handler om de helt store, simple spørgsmål. Så når Holst Henckel sætter sig for at forklare selvmodsigelse i ’Explaining Contradiction to a Child’, vælge han at gøre det ved at lade en kolibri suge sin honning i skyggen af en sværtbevæbnet soldat. På den måde mødes det politiske og det poetiske, uden brug af paroler.

Peter Holst Henckel er nemlig ikke en af den slags kunstnere, der gerne udbasunerer sine politisk holdninger i værkerne. For det forandrer ingenting, mener han. I stedet forsøger han at stille spørgsmål, at undersøge sammenhænge og vække minder i beskuerens hjerne og hjerte. Og det gør han ved at bruge billeder, vi i forvejen kender fra massemedierne. Men han sætter dem ind i helt nye sammenhænge, som når manden med indkøbsposerne, der for tyve år siden stilte sig i vejen for de tanks, der var ved at trille ind på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, nu optræder som tegningen på en sommerfugls vinge.

Peter Holst Henckel: 'World of Butterflies'

Peter Holst Henckel: ‘World of Butterflies’

På Arken i Ishøj kan man se samtlige sommerfugle i serien ’World of Butterflies’, som Peter Holst Henckel arbejdede på fra 1992 og ti år frem. Fælles for dem alle er, at de består af en sommerfugl, der rent faktisk lever på det sted, begivenheden, der er gemt i vingerne, beskriver. Og det er grundlæggende den samme teknik, han arbejder videre med i ’Flora Danica III’, hvor ikoniske billeder fra hans barndom i 1970’erne er indarbejdet i blade, blomster og rødder fundet i den danske natur.

”Flora Danica-serien er Ikke så videnskabeligt som ’World of Butterflies’” fortæller Peter Holst Henckel, ”Den er mere kalejdoskopisk, mere personlig og derfor også mere åben for fortolkning. Det er billeder, der for mig genererer erindringen om det, at være dansker gennem de seneste 40 til 45 år. I dag er der måske ikke så mange, der husker LO-formanden Thomas Nielsen, men i 70’erne, hvor fagforeningerne havde meget magt, var han tit i medierne. Han var sådan én, der kunne slå i bordet og være rapkæftet, og derfor anså nogle ham for at være en ren djævel. Det er derfor, jeg har sat ham ind i en plante, der næsten giver ham horn”.

Peter Holst Henckel: ' Flora Danica'

Peter Holst Henckel: ‘ Flora Danica’

Da Peter Holst Henckel i 1985 som 19-årig blev optaget på Kunstakademiet i København, var ’de unge vilde’ toneangivende i samtidskunsten. Men han var ikke interesseret i selv at skabe vilde malerier, og vendte sig i stedet mod en nyfortolkning af både pop- og konceptkunsten.

Det var dog i begyndelsen ikke så ligetil for Holst Henckel, at få indarbejdet de billeder fra massemedierne, som han allerede på det tidspunkt var voldsomt optaget af.

Først midt i 90’erne blev computerprogrammet Photoshop så avanceret, at man kunne arbejde med flere lag af billeder på en gang. Men så snart man kunne, gjorde Peter Holst Henckel det, for som han siger:

”Selvom den digitale kollage selvfølgelig arbejder videre med en tradition, som man kender tilbage fra 1920’erne, så får man et helt andet udtryk, når delene ikke længere kan skilles ad igen. Der opstår et andet og mindre afgrænset rum, synes jeg. Derfor tog jeg alle de tidlige værker i serien ’World of Butterflies’ og genskabte dem som digitale kollager, så serien fik det samme udtryk hele vejen igennem”.

Og Peter Holst Henckel har haft stor succes med alle sine serier, der er blevet vist både her hjemme og i udlandet. Derfor vil værker fra samtlige serier indgå i udstillingen ’Why Do Leaves Change Colour in the Fall?’, hvor de tilsammen fortæller endnu en historie, stiller endnu et ubesvarligt spørgsmål. Men selvom også denne udstilling sikkert bliver en succes for Holst Henckel, så er han dog allermest begejstret over, at hans værker får folk til at snakke sammen, i stedet for bare at stå med foldede hænder og kigge andægtigt på kunsten.

”Den slags kunst, jeg selv er optaget af og interesseret i, er den, der ikke voldtager med sine holdninger, men forfører dig til en oplevelsesrejse. Og det er præcis, hvad hvert eneste af mine værker er et forsøg på”.

 

 

 

Peter Holst Henckel: 'World of Butterflies'

Peter Holst Henckel: ‘World of Butterflies’

Peter Holst Henckel er født i 1966 og uddannet på Det kongelige Danske Kunstakademi fra 1985 til 1992. Han debuterede i 1987 med malerier i udstillingsstedet Baghuset, som han havde åbnet sammen med kollegaen Peter Rössel. Siden har Peter Holst Henckel udstillet solo henved 20 gange, ligesom han har deltaget på over 130 gruppeudstillinger i ind- og udland. Holst Henckel har skabt en udsmykning til Skuespilhuset i København og er lige nu aktuel med ’Why Do Leaves Change Colour in the Fall?’, Kunsthallen Brandts, Brandts Torv 1, Odense C. Udstilling vistes frem til 2. august, 2009

 

Eksempler på andre samtidskunstnere, der arbejder med politik: Igennem en årrække har Peter Carlsen ladet sin figur Villy karikerer danskerne og den aktuelle politik. Det seneste år har også John Kørners malerier fungeret som kommentarer til aktuelle begivenheder, idet han har malet et billede for hver dansk soldat, der er blevet dræbt. Det er dog ikke kun malerne, der markerer sig på den politiske bane. Også Mette Vangsgaard har udført værker med socialt engagement, ofte i keramik, mens Jakob S. Boeskov arbejder med politik både i sine tegninger, og da han i 2002 præsenterede sit fiktive våben, ’ID Sniper Rifle’, på en våbenmesse i Kina.
 

 

 

Bookmark permalink.

Én Kommentar

  1. Pingback: De dejlige dyr – Trine Ross

Lukket for kommentarer