Forføreren Pipilotti Rist

Installationshot fra Pipilotti Rists ‘Pixelword (Motherboard)’ fra 2016. Foto: Poul Buchard/Brøndum & Co. © Pipilotti Rist

Schweiziske Pipilotti Rist har i årtier været videokunstens dronning. Nu viser hun sin hidtil største soloudstilling i Skandinavien og det sker med en generøsitet og livsappetit, som man kun kan lade sig rive med af

Pipilotti Rist: Åbn min lysning, Louisiana, Gammel Strandvej 13, Humlebæk. Til 23. juni, 2019. fem hjerter

Mig, mens jeg ser på Pipilotti Rists ‘4th Floor To Mildness’, der vises i loftet på Louisiana. Eget foto.

Det er ikke så tit man kan ligge mageligt henslængt på bløde puder, mens man ser på kunst. Men det både kan og bør man gøre på Pipilotti Rists store udstilling ‘Åbn min lysning’, der netop er åbnet på Louisiana.

Faktisk er det nærmest nødvendigt, i alle tilfælde når man skal se videoværket ‘4th Floor To Mildness’, der vises i loftet, for så er det praktisk, at lade kroppen være præcis ligeså horisontal i sin udstrækning som værket (se også min anmeldelse af Pipilotti Rist og det levende loftsmaleri i London, 2005). Fra Rists side er det en generøs gestus, som inviterer til et samvær med kunsten, der er anderledes behagelig end man er vant til. Samtidig har den liggende stilling den fordel, at man bliver opmærksom på sin egen krop, mens man følger Rists udforskning af en undervandsverden fyldt med siv, luftbobler og sære vækster.

Hendes fingre afsøger begærligt alt, hvad de får fat i, ligesom hun ind imellem ligefrem bruger hele sin nøgne krop til at komme i nærkontakt med naturen. I en ganske kort sekvens ser vi, at denne natur også indeholder en vækst, der til forveksling ligner et mandligt kønsorgan. Og hvis man endnu ikke har bemærket, at Rist anlægger en kvindelig synsvinkel, så ved man det nu, for denne pikplante er både sjov og spændende – og ikke det mindste et symbol på mandlig dominans eller potens.

Stillbillede fra Pipilotti Rists videoværk ‘4th Floor To Mildness’, der vises i loftet på Louisiana. Eget foto

Netop denne synsvinkel er et af Rists særkender, hvilket sådan set er beskæmmende her i det 21. århundrede, hvor man måske kunne tro, at det maskuline blik ikke længere er det dominerende – og da slet ikke i kunsten. Men Rist viser, at der stadig er et stykke vej at gå, før vi opnår ligestilling. Og at hun slår et slag for sagen med både kærlighed, humor og den nyeste teknologi (se også mit interview med Pipilotti Rist ved at klikke her …).

Det har således langtfra været let af konstruere et af udstillings absolut mest overvældende værker, ‘Pixelword (Motherboard)’ fra 2016 (se billedet øverst på siden). På vej til værket, der fylder en helt sal, mødes man af et lille skilt, hvor ordene ‘help me’ er bøjet i neon. Men det er dog ikke lige her, Rist har brug for hjælp. I stedet synes jeg man skal høre bønnen som et ekko af opfordringen ‘drik mig’, der møder Alice på hendes vej til Eventyrland.
For når man træder ind i ‘Pixelword (Motherboard)’ er man i en anden, og fortryllet, verden. Ned fra loftet i det mørke rum hænger lysbobler på snore og snart viser det sig, at de skifter i alle regnbuens farver. Det ene øjeblik står man således midt i et knitrende snevejr, det næste flydes rummet af varmt solskin og pludselig befinder man sig på havets bund, omgivet af lysende gopler, der synes at stige op mod overfladen.

Tilsyneladende danner alle disse skiftende lysfarver levende billeder – hvis man bare kunne se dem på et par hundrede meters afstand. Hver lysbobbel er således som en enkelt pixel i en video og man er altså selv, præcis som Alice, blevet voldsomt formindsket. Det er et greb, Rist har benyttet sig af gennem hele hendes kunstneriske produktion, hvor man skiftevis ser som et lille insekt på svimlende flyvetur mellem græsstrå og antager kæmpestørrelse i mødet med en mikroskopisk kvinde, sådan som det sker i det ikoniske microvideoværk ‘Selbslos im Lavabad’ (1994), der er nedfældet i gulvbrædderne sidst på udstillingen.

Pipilotti Rist: ‘Selbslos im Lavabad’, (1994). Eget foto

Denne leg med vores fysiske udstrækning er ikke bare morsom, den sætter samtidig endnu en gang fokus på den kødelige krop, som oftest ikke spiller den store rolle i mødet med kunsten. Og ‘Pixelword (Motherboard)’ kan da også ses som et besøg inde i hjernen, hvor milliarder af neuroner er i intern kommunikation og lyser op som prikker af skiftende lys.

Så læg mobiltelefonen fra dig, når du står inde i værket. Det er alligevel umuligt at fange oplevelsen på et fotografi. Overgiv dig i stedet fuldstændig til værket og lad det ydre lys gentage sig i inde hjernevindingerne som et meditativt spejlbillede. Har du stadig hjernekapacitet i overskud, kan du overveje lysets karakter, sådan som Rist ønsker det, for hun mener vi er alt for lidt opmærksomme på, hvordan forskellige former for lys påvirker os.
Du kan også kontemplere Rists kamp mod det, hun kalder farvefobi, hvor intense farver ses som billige og mindre sofistikerede end mere afmålte gråtoner.

Men det er, ærlig talt, vanskeligt ikke bare at lade sig forføre, flyde med og nyde alle de intense farver, de skiftende naturbilleder og det luksuriøse sansebombardement, der strømmer imod én udstillingen igennem.
Al denne sanselighed er således både Rists store styrke og mest åbenlyse svaghed, for det kan være svært at tænke klart, mens man bliver forført. Selv er jeg således efter rundrejsen i Pipilotti Rists univers mest af alt fyldt med farver. Samt en korporlig livsglæde, man ellers sjældent møder i hverken samtiden eller dens kunst, hvor mådehold, kontrol og selvbeherskelse er i højere kurs end organisk og orgastisk hengivelse. Og farvestrålende livsappetit er langtfra det værste, mødte med kunst kan afstedkomme!

Bookmark permalink.

Én Kommentar

  1. Pingback: Kunståret 2019 – i glimt! – Trine Ross

Lukket for kommentarer