
Installationshot fra Phyllida Barlows udstilling ‘cul-de-sac’, Royal Academy of Arts. Artwork: Courtesy the artist and Hauser & Wirth. © Phyllida Barlow. Photo: © Royal Academy of Arts, London. Photography: David Parry
Det burde ikke være muligt, men Phyllida Barlow skaber skulpturer, der er som drømmemaskiner, ud af brutalt industrielle materialer. Og så har hun endelige fået sit store gennembrud – otte år efter hun gik på pension
Phyllida Barlow: Cul-de-sac, Royal Academy of Arts, Burlington House, Piccadilly, London. Til 23. juni, 2019. Fem hjerter
Det er altid en fornøjelse at følge en god kunstners velfortjente internationale gennembrud og endnu mere fornøjeligt er det faktisk, når kunstneren er godt oppe i årene. Selv sagt er det sidste sjældent, men det er dog sket oftere efter krisen end før, hvor en kunstner over tredive, der endnu ikke var berømt, stort set blev dømt for gammel til et gennembrud.
Men otte år efter, at Phyllida Barlow (født 1944) var gået på pension, repræsenterede hun England på Venedig Biennalen i 2017. Hun tog ellers afgang fra Slade School of Art tilbage i 1966 og det var også her hun underviste i fire årtier med stor succes. Bare ikke hendes egen. I stedet var hun med til at skubbe yngre kunstnere som Rachel Whiteread frem i lyset.
Det kan lyde som en sørgelig historie, men det er det ikke. For gennem årene har Barlow, trods alt, også haft tid til sin egen kunst, der har fået lov til at gære og gro, så hendes udtryk i dag står særdeles skarpt. Det kan man lige nu opleve på Royal Academy of Arts i London, hvor Barlow indtager tre sale i de nye Gabrielle Jungels-Winkler Galleries.
Her mødes man af en række gigantiske og stedspecifikke værker, der alle er udført de seneste to år. Skulpturerne både understreger og udfordrer rummene de befinder sig i, og det samme kan man sige de gør ved udstillingsgæsten, der mere er en medskaber af værkerne end en traditionel beskuer. For alting forandrer sig, alt efter hvor man står og hvilken vinkel, man dermed anlægger.

Installationshot fra Phyllida Barlow udstilling ‘cul-de-sac’, Royal Academy of Arts, med untitled: canvasracks; 2018-2019. Artwork: Courtesy the artist and Hauser & Wirth. © Phyllida Barlow. Photo: © Royal Academy of Arts, London. Photography: David Parry
I ‘untitled: canvasracks’ ændrer de enorme baner af håndfarvet kanvas, draperet over gigantiske pæle, sig således konstant når man går omkring dem. Folder bliver til skiftende landskaber og farver udveksler påvirkninger i en skala, der kræver man lægger nakken godt tilbage.
Det må man også gøre for at kigge op i værket ‘untitled: lintelshadow’, hvis titel henviser til overliggerens potentielle skygge. Denne overligger er nemlig en betonklods, der på nærmest naturstridig vis bæres oppe af en ganske spinkel konstruktion. Tre af de lange stylteben er oven i købet samlet i blokkens ene hjørne, mens kun to er sat til at holde hele resten på sikker afstand af vores små knusbare kroppe under skulpturen.

Installationshot fra Phyllida Barlows udstilling ‘cul-de-sac’, Royal Academy of Arts, med untitled: lintelshadow; 2018-2019 i forgrunden. Artwork: Courtesy the artist and Hauser & Wirth. © Phyllida Barlow. Photo: © Royal Academy of Arts, London. Photography: David Parry
Den form for (tilsyneladende) skrøbelig opbygning og dermed forestående fare, er karakterisk for Barlow seneste værker. På Venedig Biennalen balancerede hun således stenblokke på faretruende slanke og meget høje søjler, mens andre stenformationer stak skarpt ud af væggene, som om de netop havde gennemboret dem udefra.
Men selvom det er voldsomt, så er det også meget morsomt. For der er noget legende let over Barlows udtryk, der hele tiden inviterer os til at drømme med og forestille os, hvordan man må kunne klatre op og bebo værkerne. Selv siger hun da også, at hendes forhold til skulpturen skal være eventyrlystent, på kanten til det ukontrollerede. Men også kun på kanten, for Barlow lader sig nok udfordre, så hun kan udfordre os, men hun mister aldrig grebet.
De materialer, hun mestrer så smukt, er det meste industrielle, selvom jeg ikke helt kan sætte fingeren på, hvad det er, de ellers kunne blive brugt til. Alligevel genkender man de rå træplanker, betonklodserne og de store stofstykker, der i Barlows hænder transformeres fra noget hverdagsvelkendt til kunst af høj karat.
Derved beviser Barlow, at det industrielle rent faktisk kan individualiseres, erobres og omskabes til noget ganske andet og mere end det, materialet oprindeligt var tænkt som. Derved bliver der her tale om noget så paradoksalt som fortryllet brutalisme, hvor det sidste stammer fra materialerne og det første, fortryllelsen, opstår i konstruktionen af kunsten – og i kunstens møde med museumsgæsten.
Barlow leger nemlig med vores sanser, hun konfronterer os med tyngde, fylde og masse, skiftevis som illusion og virkelige størrelser. Hvad der er hvad er svært at vide, for er det virkelig en betonklods, der balancerer på de tynde ben i værket ‘untitled: lintelshadow’? Eller er der tale om en illusion, hvor et mindre tungt materiale er malet, så det ligner beton på en prik?
Andre steder lader Barlow spørgsmålet om form, farve og materialitet udspille sig internt mellem værkerne, sådan som det sker i udstillingens anden sal, hvor en enorm og bastant cylinder af beton står overfor en stor, rund metalskive, gemmenhullet af grove pæle. De to værker, ‘untitled: barrel’ og ‘untitled: shadowplatform’, fortæller begge om cirkularitet, om massefylde, der, måske, kan gennembrydes og om en skala af industrielle gråtoner. Men de gør det med hver deres stemme, der tilsammen skaber en smuk og udfordrende harmoni.

Installationshot fra Phyllida Barlows udstilling cul-de-sac, Royal Academy of Arts, med untitled: barrel; 2018–2019 (til venstre) og untitled: shadowplatform; 2018–2019. Artwork: Courtesy the artist and Hauser & Wirth. © Phyllida Barlow. Photo: © Royal Academy of Arts, London. Photography: David Parry
Samspil er der også masser af i den sidste sal, der ender blindt uden udgang, hvilket har givet udstillingen dens titel, ‘cul-de-sac’, den engelske betegnelse for en bind vej. Her mødes man af et sandt festfyrværkeri af gigantiske skulpturer, blandt dem endnu en spinkel konstruktion af brædder, der flere meter over gulvet har fanget tre kæmpe kasser i armene.
Og igen får jeg en voldsom trang til at kravle op i værkerne, finde en hemmelig hule og lege mig langt ind i Barlows fortryllede verden. For samtlige af Barlows værker er udført med så stor generøsitet og nonchalant præcision, at det er en fryd at være i selskab med dem.
At der så samtidig er tale om en kunstner, der er midt i halvfjerdserne, er kun yderligere imponerende. Og hvor er det glædeligt, at Barlow omsider har fået sit store gennembrud, så hendes værker kan få lov at udfordre så mange som muligt til at gå på opdagelse i både dem og i deres egen fantasi.
Pingback: Gode intentioner … – Trine Ross