Forunderligt foranderligt

 

Gunilla Klingberg: 'Parallelareal Variable' i Malmö Konsthall, 2014

Gunilla Klingberg: ‘Parallelareal Variable’ i Malmö Konsthall, 2014

Svenske Gunilla Klingberg arbejder videre i sporet fra Land Art, men går samtidig sine egne veje

Gunilla Klingberg: A Sign in Space. Malmö Konsthall, S:t Johannesgatan 7, Malmö. Til 19. oktober. fem hjerter

 

Det er et af den slags værker, der dybest set er skabt til det enorme udendørsrum. Men Gunilla Klingbergs ’A Sign in Space’ kan nu også godt afsætte sit tegn inde i et lukket udstillingsrum, uden at effekten ødelægges alt for meget.

Værket skaber svenske Klingberg (f. 1966) ved at kører en tonstung tromle, der til lejligheden er blevet monteret med et mønster skåret af traktordæk, henover sand. I 2012 var det en hel spansk strand, der blev dekoreret, men som sagt kan mindre også gøre det.

Gunilla Klingberg: 'A Sign in Space', Malmö Konsthall, 2014

Gunilla Klingberg: ‘A Sign in Space’, Malmö Konsthall, 2014

I Malmö Konsthall har man således fået lagt en gevaldig stribe tykt og fint sand på gulvet, hvorefter tromlen har lavet sit aftryk, der domineres af stjerner og tværgående dækmønster. I sagens natur gentages dette mønster i det potentielt uendelige, og denne regelmæssighed spiller fint sammen med kunsthallens ligeså fortløbende parti af smalle loftsvinduer.

Men det mest fantastiske er, at ’A Sign in Space’ er så forunderligt foranderligt. Står man for enden af værket ser sandet nærmest ud som stof, måske velour, med indvævet mønster. Stikker man i stedet næsen tættere på sandet, bliver man mindet om strande med hjulspor og aftryk af legetøj.

Klingberg inddrager samtidig beskuerens krop på flere planer. For det første får man en frygtelig, men forbudt, lyst til at røre ved sandet. For det andet mindes man markant om, hvordan det føles selv at trække en pind gennem halvvådt sand, og tegne en lang streg på stranden.

Sådan to linjer trak en af Land Artens første kunstnere, Walter De Maria (1935-2013), tilbage i 1968 knap 40 kilometer gennem Mojave Dessert i Californien. Som det ofte er tilfældet var De Marias værk kun midlertidigt, for det blev, ligesom ’A Sign in Space’, udvisket af vejr og vind.

Gunilla Klingberg: 'A Sign in Space', Urdaibai, Spanien, 2012

Gunilla Klingberg: ‘A Sign in Space’, Urdaibai, Spanien, 2012

Det er dog ikke det eneste lighedspunkt, idet både De Maria og Klingberg også ønsker at gøre os opmærksom på det endnu større rum omkring os: Verdensrummet. Men hvor De Marias linjer kunne være efterkommere af de berømte Nazca-linjer i Peru, lader Klingberg sig inspirere af både månens faser og de såkaldte ’Curry Lines’.

Månefaserne manifesterer sig i ’Lunar Cycle’, der som et tapet dækker hele den ene væg i kunsthallen med sit op-art-agtige mønster. Mere spændende finder jeg dog Klingbergs ’Parallelareal Variable’, der tager udgangspunkt i Manfred Currys (1899-1953) terori om linjer, der med få meters afstand løber kloden rundt, og udgør en form for energifelt.

Det interessante her er nu ikke tankerne bag, men oplevelsen af selve værket, der, helt enkelt, består af perleforhæng, sådan som man kender dem fra 60’erne, men her udført med metalkugler. Med dem skaber Klingberg en serie kvadratiske rum i rummet som man kan træde ind i, gå gennem og, ikke mindst, se verden på en ny måde tværs igennem.

Set gennem sådan et forhæng flimrer alting, rummet skæres i smalle striber af skiftevis set og uset, der, så snart man bevæger sig bare det mindste, skifter plads, så det før sete pludselig bliver usynligt. Helt fantastisk og seriøst sanseligt bliver den fysiske oplevelse, hvis man går gennem et af disse gardiner, uden at åbne det først med hænderne, men med så åbne øjne som muligt.

Værket er på én gang elegant og yderst simpelt, raffineret og så stramt, som den slags skal være, for at fungere. Klingberg formår i den grad at skabe magi med helt almindelige materialer, hvilket yderligere forbinder hende til forgængere indenfor Land Art. Men Klingberg har også udviklet et visuelt sprog, der kan oversættes til udstillingsrummet, som hun smukt åbner mod større horisonter, både af mental, kropslig og kunstnerisk karakter.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer