To fotografer skildrer det sårbare i sorgen og i de hverdage, savnet lever i, samtidig med at de begge forsøger at udfordrer selve det fotografiske medie. Det sker med vekslende held.
Astrid Kruse Jensen og Marie Sjøvold: Fortiden foran mig, Fotografisk Center, Staldgade 16, København V. Til 15. august, 2021. Fire hjerter
Vi kan lige så godt få det på plads med det samme, selvom det ikke står nogen steder på udstillingen ‘Fortiden foran mig’: For knap to år siden mistede Astrid Kruse Jensen (f. 1975) sin mand og børnenes far.
Det er ingen hemmelighed, men nævnes heller ikke direkte i Fotografisk Center, hvor man i stedet ønsker, at fotografierne skal stå åbne for andre fortolkninger. Spørgsmålet er bare, om der findes andre? Eller i det mindste, om andre tolkninger ville give (lige så meget) mening?
Selv ville jeg føle mig en smule forkert tilpas, hvis jeg havde set hele udstillingen igennem i den tro, at det handlede om en mere almindelig version af ulykkelig kærlighed, for så på et senere tidspunkt at opdage, hvad der i virkeligheden ligger bag.
For her er jo tale om et tab af de mest voldsomme dimensioner. Som Kruse Jensen arbejder sig ind på gennem både fotografier og de digte, hun har fået maskinbroderet med hvid tråd på hvidt stof, så det minder lidt om fine pudevår med monogram.
Samtidig er der jo tale om en næsten usynlig skrift, hvidt på hvidt, hvilket også karakteriserer Kruse Jensens fotografiske værker, der synes at opløse sig selv, ætse sig selv væk i kemi eller overbelysning. Som drømme man alligevel ikke rigtig kan huske eller minder, der viser sig ikke at stemme overens med dem, andre har om samme situation.
Nogle gange går hun lige til grænsen med sine symboler, der, foruden det stærke lys, tæller rygvendte kvinder og træernes nøgne grene. Men måske er
det uhåndgribelige, forsvindende og dermed længselsskabende og afbrudte det bedste billede på hendes egen tilstand?
I teorien kan vi nemlig sagtens diskutere fotografiet som sandhedsvidne og stille spørgsmålstegn ved mediets tillagte troværdighed, men når man har mistet og savner så inderligt, falder al teoretiseren til jorden. Fotografiet kan nemlig som intet andet fastholde, fiksere og vække vores minder.
Men det er stadig ikke altid sandt. Og måske er det derfor Kruse Jensen viser os fotografiets potentiale for forvrængning ved hjælp af dobbelteksponeringer, overbelysning og “fejlfremkaldelser”. Det sker både i de enkelte billeder og ganske analogt, når hun printer dem ud på semitransparente stofstykker, som nu hænger i formation således, at man kan skimte det ene motiv bag det andet.
Dette eksperiment med at lade fotografiet forlade sin vante placering på væggen (og samtidig eliminere de fremmedgørende og afstandsskabende spejling i overfladen) er langt mere vellykket end den norske medudstiller Marie Sjøvolds print på papir, der efterfølgende er krøllet sammen og placeret på lave, rå podier.
Jeg ville ønske Sjøvold var gået mere radikalt til værks og enten havde smidt det sammenkrøllede billede direkte på gulvet eller måske draperet det brutalt over et fremspring. Som det ligger nu er det for forsigtigt, præcis som hendes skulpturelle formationer, der ganske vist fanger lys og skaber skygger, men som i min optik slet ikke står skarpt nok, hverken som form eller tanke.
Til gengæld er jeg glad for Sjøvolds skildringer af mennesker i naturen. Smukt er det, når en denimklædt person iscenesættes midt i et flor af blå blomster og spændende bliver det, når menneske møder klipper, for hvad er det så vi ser? Det er nemlig ikke helt til at afgøre, om der er sket en ulykke, et mord eller om vi simpelthen er vidner til en særlig symbiose mellem menneskekrop og stenformationer.
Den form for åbne spørgsmål er det en fornøjelse at lege med – og så føles det på ingen måde hverken farligt eller forkert.
