Fotografiets faldgruber

Fotografiet er et fantastisk medie, men kommer let i klemme, når kravet er, at det både skal dokumentere og være kunst på samme tid

European Photo Exhibition Award 02 – The New Social, Haus der Photographie, Deichtorhallen, Deichtorstrasse 1-2, Hamborg. Til 31. maj, 2015. fire hjerter

 

Fotografi er på én gang vildt fascinerende og ligeså frustrerende, i alle tilfælde set fra en kunstnerisk vinkel. For hvad skal vi forvente, når vi går på fotoudstilling? Er fotografiet et sandhedsvidne til fjerne begivenheder eller en kunstnerisk manifestation?

Lige nu bevæger tolv udvalgte fotografer, født mellem 1970 og 1983 i flere forskellige europæiske lande, sig på denne knivsæg i Haus der Photographie, som er en del af Deichtorhallen i Hamborg. På den ene side er de sat til at dokumentere politiske, sociale og kulturelle nybrud i Europa, og på den anden skal det gøres på en måde, der fungerer i en museumssammenhæng.

En del dratter til den ene eller den anden side. Enten er eneste legitimering selve motivet, som når norske Espen Rasmussen (f. 1976) viser hjemløse bisser i skoven. Eller også ender billederne med at være krampagtigt kunstneriske, sådan som det ses hos tyske Paula Winkler (f. 1980), der gengiver halvnøgne mænd i pin-up-positioner.

Finske Arja Hyytiäinen (f. 1974) er med sin serie ’Family’ også ved at falde i sensationsgrøften, når hun fokuserer på homo- og transseksuelle familieforhold. Men Hyytiäinen haler det hele hjem med et selvportræt, hvor hendes lille familie poserer nøgne. Ikke mindst Hyytiäinen selv er her et scoop, for hendes krop er så androgyn, at der helt naturligt sættes spørgsmålstegn ved kønnets klassiske karakteristika.

 

Måske er det ikke så mærkværdigt, at fotograferne ind imellem har svært ved at finde fodfæstet, for ligesom ’The European Photo Exhibition Award’ har et både kunstnerisk og socialt dokumenterende sigte, er de også i sig selv en blandet flok. Nogle arbejder til daglig som reportagefotografer, mens andre medbringer en mere kunstnerisk optik.

I de mest vellykkede tilfælde går det hele dog op i en højere enhed, sådan som det sker i serien ’Things Come Apart’  af norske Linda Bournane Engelberth (f. 1977). Hun har været en tur i Letland, hvor fattigdom og håbløshed personificeres hjerteskærende præcist af en flok purunge mennesker.

På et fotografi ser vi en sorthåret pige sidde sammenkrøllet på en uredt seng og se sig over skulderen. Blev hun gravid og forladt lige dér? I at andet billede står hun på altanen i et betonbyggeri, med håndklæde om håret og ansigtet halvt skjult af en hængende slyngplante, som et ekko af en romantisk kvindefremstilling, der intet har med hendes virkelighed at gøre.

Fantastisk er også Bournane Engelberths blitzskarpe billede af en pige i læderjakke. Det kunne være et reklamefoto, hvis ikke det var for den faldefærdige rønne bag hende og tøjet, der til sammen skriger ”fattigdom!” så højt og skingert, at man får ondt i ørerne. Var den pige født et andet sted, havde hun haft et andet liv, så kunne det sagtens have været den røde løber, hun poserede på.

Linda Bournane Engelberth arbejder konstant i krydsfeltet mellem dokumentar og kunstfotografi, og det gør hun glimrende. Men det er interessant, at to af udstillingens mest klassiske dokumentarfotografer, polske Jan Brykczynski (f. 1979) og italienske Simona Ghizzoni (f. 1977), faktisk også er blandt de mest kunstneriske.

Med ’kunstneriske’ mener jeg, at deres billeder er både velkomponerede og overraskende, samtidig med at navnlig Ghizzoni udforsker selve det fotografiske medie på nye måder. Brykczynski tager os således med på besøg i et surrealistisk univers, beboet af hans egen familie, hvor der kan står et bordtennisbord midt i en slotssalon.

Og næsten manisk, men på den gode måde, er hans ensartede dokumentation af nips: en glashest, to kinesiske løver, en knælende kamel, skåret i træ. Det syrede ser man i den grad også hos Ghizzoni, som bidrager med lysbilledeserien ’While You Were Sleeping’. I nogle sekvenser lader Ghizzoni fotografierne afløse hinanden med en sådan fart, at der nærmest bliver tale om film, mens hun skaber en stadig mere fortættet stemning, som man genkender brudstykker af fra nattens drømme.

Der er dog på ingen måde tale om en fortløbende fortælling. I stedet suges man ind i alt andet end tilfældige billedkompositioner, der på én og samme tid formår at være både poetiske, triste og sært opløftende. Ligesom en drøm kan være det.