Der er flere spor at følge gennem præsentationen af ung, dansk fotografi anno 2013, men de mødes alle i undersøgelsen af en verden i forandring
Ung dansk fotografi. Fotografisk Center, Pasteursvej 14, København V. Til 12. januar, 2014. fire hjerter
Det ligner lige præcis sådan nogle køer, Johan Thomas Lundbye ville male. Og det er det også, på en måde. Men køerne på Malene Nors Tardrups værk ’Hjemstavnsbillede/r’ (2012) er ikke gengivet med oliemaling på lærred, sådan som Lundbye gjorde det tilbage i 1845, hvor han malede ’To køer på en åben mark’, der i dag findes på Statens Museum for Kunst.
I stedet er Nors Tardrups køer skabt som en mosaik af små fotografier, der alle fortæller en lille del af historien om en hjemstavn i forandring. Fortidens skolebilleder, en havfrueplatte på væggen og grønt græs under fodboldstøvlerne møder mennesker med både brune øjne og tørklæde om håret. Og bliver til et nyt billede af et gammelt maleri.
Med sin undersøgelse af tilhørsforhold i forandring lægger Mette Nors Tardrup sig i et af de spor, der udbygges flere steder i udstillingen af ’Ung dansk fotografi’. En anden fællesnævner opstår i hendes to øvrige bidrag til udstillingen, hvor små fotos af Mellemøsten sammensættes til ’En Ægte Tæppe Fortælling’.
Men lad os lægge ud med at følge det spor, der peger på forankring og forandring. Det første leder hen mod Julie Boserups collager, sammensat af tegning og fotografi, hvor motiverne er hentet i et arkiv fyldt med foto af Københavns arkitektur.
Derfor genopstår bygningen på hjørnet af Nordre Fasanvej og Frederikssundsvej med ’Schou Epa’ og ’Handelsbanken’ i en tindrende renhed, som det er længe siden den slags arkitektur har udstrålet. Det er skarpt, spændende – og så er det sært at gense et København, man knap nok havde opdaget forsvandt.
Forankringen og det helt nære står Sofie Amalie Klougert til gengæld for i sine serie af sort/hvide fotografier af kæresten. Den opmærksomme læser vil genkende både navnet og et af Klougerts billeder, der har været bragt her i avisen, men som i Fotografisk Center får lidt mere plads af folde sig ud over.
Idéen er at vende blikket den modsatte vej end normalt, altså fra kvinde til manden, der nu bliver set og begæret. Men det, der slår mig mest, er den intimitet, der omgiver Klougerts fotografier i en sådan grad, at det næsten føles forkert at kigge med. Ikke fordi det er frækt, men fordi motivet tydeligvis er hentet i den mest private af alle zoner.
Klougert arbejder som sagt med sort/hvide fotografier, og det er hun ikke ene om. Blandt dem, der går samme, grafiske vej med fotografiet, er Bettina Camilla Vestergaard, der introducerer alle tiders tip til udenlandsrejsende: Hun spørger simpelthen indbyggerne, i dette tilfælde i Cairo, hvor deres by er smukkest, for så at drage derhen (hvis hun kan).
Vestergaard indrammer både svar og fotografier i smukke, mørke trærammer, der understreger det næsten sepiafarvede udtryk i hendes værker. Intet menneske er at se og selv når motivet rent faktisk er en bilkirkegård på toppen af en sandskråning, gengives det med en ophøjet ro og skønhed.
Med Vestergaard er vi tilbage på det spor, der handler om andre steder end det danske, og det fortsættes af både Ismar Cirkinagic og Ditte Haarløv Johnsen, der begge er opvokset under andre himmelstrøg. Cirkinagic sætter i sine aktuelle fotografier igen fokus på ruinerne af det Jugoslavien, der var hans barndoms land, mens Haarløv Johnsen i serien ’Maputo Diary’ kredser omkring en opvækst i Mozambique.
I ti år tilføjede Haarløv Johnsen fotografier til serien, der både fungerer som dagbog og som den undskyldning, der skal til for at komme i kontakt med fremmede mennesker. Man skal dog ikke forvente sig en fremadskridende fortælling, nærmere snapshots af en virkelighed, der viser sig svær at finde sig rigtig til rette i.
Og det er præcis sådan en virkelighed, der går igen udstillingen igennem. Ganske vist ses den fra varierende vinkler og med forskelligt fokus, men helt grundlæggende handler det om at gengive billeder af en verden, der ikke lige er sådan at blive klog på.