Franciska Clausen: Avantgedisten, der forsvandt

Franciska Clausen var i 1920’erne med til at føre kunsten helt ud til kanten for, hvad man før havde forestille sig muligt. Og med mentorer som Léger og Mondrian lå verden åben … for en tid.

Franciska Clausen: Absolut Avantgarde, 1921-1931. Kunne ses på Øregaard Museum, Ørehøj Allé 2, Hellerup og senere Brundlund Slot, Aabenraa, i 2011. fire hjerter

 

 

Der er mange ting at blive chokeret over på udstillingen af Franciska Clausens værker fra 1921 og ti år frem. Men der er ikke tale om det nærmest klassiske kunst-chok, hvor det at provokere, opfattes som kunstens fornemste formål. Sådan var det nemlig aldrig for Franciska Clausen. Og alligevel bliver man rystet i flere retninger på udstillingen ’Absolut Avantgarde’.

En af de første overraskelser finder man i udstillingens første sal, hvor det er svært ikke at blive en smule imponeret over, at Franciska Clausen kun var teenager, da hun i 1917 malede ’En gammel hyrde med sin hund’. Stilen er ganske vist mindre frisk, men hunden er virkelig godt gengivet.

Et mere alvorlig chok venter dog den besøgende, der bemærker, at den frodigt ekspressionistiske ’Have, Aabenraa’, er udført i 1922, samme år som Franciska Clausen også skabte den stramt stringente og fuldstændig nonfigurative ’Komposition på sort bund’. For der er godt nok lang vej fra de fede penselstrøg, der optegner fødebyens have, til det kompromisløse kompositionseksperiment, der sendte Franciska Clausen langt ind i avantgarden.

Hun blev født i 1899, som datter af et velhavende ægtepar i Aabenraa, der på den tid var tysk. Allerede i 1916 forlader hun forældrene for at påbegynde sin kunstneriske uddannelse i Weimar, og det er under dette ophold, hun maler hyrden og hunden. Franciska Clausen når også forbi både Frauenakademie i München og Kunstakademiet i København, før hun i 1921 indskriver sig på Hans Hofmanns kunstskole.

Hofmann havde nære kontakter til avantgarden i Paris, og skulle senere komme til at spille en vigtig rolle i USA, hvor han introducerede en generation af unge kunstnere til europæiske forsøg med både ekspressionisme og abstraktion. Franciska Clausen afprøver tydeligvis Hofmanns ekspressionisme i maleriet fra ’Haven, Aabenraa’, men besluttede sig hurtigt for, at det ikke var den vej, hun selv ville gå.

I stedet rejser hun i 1922 til Berlin, hvor hun får privatundervisning af den ungarske kunstner, László Moholy-Nagy, der året efter bliver ansat som underviser på det sagnomspundne Bauhaus. Sammen eksperimenterer Clausen og Moholy-Nagy med nonfigurative kompositioner, hvor al fokus rettes mod farvernes og formernes indbyrdes forhold, sådan som man netop ser det i ’Komposition på sort bund’.

To år senere bliver Franciska Clausen optaget på Fernand Légers Academie Moderne i Paris, hvorefter hun i en periode maler på en måde, der er markant inspireret af Léger. Men hun har samtidig et anderledes blik for motivet end sin læremester. Der er således noget nærmest tegneserie-stribe over fortællingen om facaden, manden, trappen og bardisken, der udrulles i maleriet ’Fra en restaurant på Montparnasse’ fra 1926.

Året efter underlægger hun fuldstændig sit motiv det overordnede forløb, kompositionen, i maleriet af den stærkt stiliserede opvask og dens omgivelser i ’Baren’. Det er et virtuost værk, selvom kompositionen som sagt er stram, for det viser en maler, der har kontrol over sine virkemidler og ved, hvor hun vil hen med dem.

Allerede i 1925 er Franciska Clausen da også en del af det absolut gode selskab, der udstiller ’L’Art Aujourd’hui’ (kunsten i dag), for her ses også værker af kunstnere som Brancusi og Picasso. Og hun cementerer sin position i avantgarden, da hun i 1929 bliver medlem af den nystiftede kunstnergruppen ’Cercle et carré’ (cirkel og kvadrat), der desuden tæller blandt andre Piet Mondrian og Jean Arp.

Men alt dette får en brat slutning, da hun i 1932 af økonomiske grunde må flytte tilbage til Danmark. I dag er det direkte chokkerende, hvor lidt lydhøre vi her i landet var overfor de internationale strømninger i kunsten. Franciska Clausen blev hånet – og derefter så godt som glemt helt frem til 1950’erne, hvor der endda skulle en svensk kunsthistoriker til at genfinde både Clausen og hendes skelsættende værker.

Det smitter naturligvis af på udstillingen, der ganske vist indikerer sit fokus på et enkelt årti i sin overskrift, men som alligevel føles en smule uafrundet. Således ville er par eksempler på de naturalistiske portrætter, Franciska Clausen i årtier overlevede ved at male, have været på sin plads. For selvom de ligger langt fra hendes bidrag til avantgardekunsten, så er de dog en del af den foruroligende fortællingen om en kunstner, der var med til at køre kunsten til kanten af, hvad man hidtil havde set. Men som samtidig blev kørt helt ud på et sidespor i sit hjemland.