Fravær af formidling

Brandts lader gæsterne i stikken, når man vælger stort set ikke at formidle en udstilling af Jake & Dinos Chapman. Afgangseleverne klarer sig bedre, men helt på egen hånd

Jake & Dinos Chapman: ’Ruminations on Cosmic Insignificance’, Brandts 13, Jernbanegade 13, Odense C. Til 2. august, 2015. tre hjerter

Afgangsudstillingen: ’Material Witness – Det Fynske Kunstakademi’, Brandts 13, Jernbanegade 13, Odense C. Til 2. august, 2015. fire hjerter

 

En gæst er gået i gulvet ved synet af Jake & Dinos Chapmans skulptur ’Great Deeds Against the Dead’, der da også er inspireret af Goyas grafiske serie ’Krigens rædsler’ fra 1810 til 1820. Den besvimede beskuer er i dag gengivet i pap, ligesom resten af scenen fra udstillingen ’Sensation’, der i 1997 satte både samleren Saatchi og den unge, britiske kunst endnu mere på kunstens verdenskort.

Brødrerne Jake (f. 1966) og Dinos (f. 1962) har genskabt både udstillingssituationer, værker og begivenheder fra deres fælles karriere i pap og miniature under overskriften ’Shitrospektive’ (2010). Den flabede tilgang, både i titel og materialevalg, er klassiske Chapmansk – og sætter samtidig museet i ikke så lidt af en kattepine.

For hvad stiller man op med en udstilling, der, med Brandts egne ord, har en ”kritik af museumsinstitutionen” som sit mål? Og som samtidig forudsætter, at gæsten på udstillingen skal være særdeles velbevandret i brødrernes kunstneriske gøren og laden gennem årene.

At Jake & Dinos Chapman altid har vogtet over deres kunstneriske frihed, understreges med en rekonstruktion af videoværket ’Bring me the Head of Franco Toselli’ (1994, ikke med på udstillingen). Men den lille papfigur viser også, at man meget let kan få galt fat i pointen, hvis man ikke har brødrernes bagkatalog i klar erindring.

Toselli driver galleri i Milano, og han nægtede tilbage i de tidlige 90’ere at udstille Chapman’ernes skulptur ’Mummy & Daddy Chapman’, hvor manden har kvindelige kønsorganer overalt, mens kvinden er udstyret med mandlige lem adskillige steder. Kunstnernes hævn blev det omtalte videoværk, hvor man ser to pornoskuespillere, der bruger et afsavet hoveds næse som dildo.

Men hvor videoen ikke efterlader den mindste tvivl, er det ikke helt så let at se, hvad der foregår, når værket genskabes i pap. Det kan man opfatte som en formildende omstændighed, og der er da også noget meget morsomt over Chapmanbrødrernes speciale, nemlig grusomheder, gengivet noget nær naivt.

Problemet opstår først, når Brandts vælger knap nok at formidle værkerne for sine gæster. Selv kunne jeg således også godt have brugt bare et par stikord til at genopfriske George Orwells ’Kammerat Napoleon’, der er emnet for anden del af den Chapmansk udstilling.

Det er ganske enkelt ikke sådan, et museum bør besvare en indbygget kritik af institutionen. Et museum har, i min optik, en forpligtigelse til at guide gæsten forbi forhindringerne og ind i kunstens rum. Kunstnerne, derimod, er i deres fulde ret til at stikke næsen i sky og mene, at alle skal kunne genkende diverse værker, huske hele Orwells historie og forstå, at også almindelig bølgepap kan være et kunstnerisk materiale.

Men museet, der vælger at vise sådan en udstilling, er forpligtet til at tage sine besøgende i hånden og formidle det viste. Det sker bare ikke på Brandts, der slipper heldigere fra at præsentere årets elleve afgangselever fra Det Fynske Kunstakademi, ikke mindst fordi værkerne her i højere grad forklarer sig selv.

Således er der fine fortolkninger at finde i Johanne Helga Heiberg Johansens tegnede dagbogsskevenser, hvor kunstnerdrømmen, personificeret af Frida Kahlo, møder kunstnerens egen virkelighed med barn, rod og rutiner. Også Jona Borrut tager udgangspunkt i familieforhold med det vellykkede ’The Mother Projekt’, hvor grafer og kurver aftegner kunstnerens forhold til henholdsvis hendes mor og lille søn.

Jacob Morell blander behændigt kendte flimklip med optagelser af alt fra Reagan til bøgeskove, og skaber en fin fortælling om den kolde krig. Mens Gustav Bisgaard, Sarah Ridao og Oscar Yran har samarbejdet om at skabe en stor, stemningsfuld og sansemættende skulptur med den passende titel ’The Threshold’. For det er det, den er og dér, de står: på tærsklen.