Caspar David Friedrich: ‘Tågestrejf’, ca. 1820
Den Hirschsprungske Samling lokker med værker lånt fra Hamburger Kunsthalle og et fokus på forholdet mellem dansk og tysk kunst i 1800-tallet. Men resultatet er mildest talt ikke imponerende.
Til låns. Hamburger Kunsthalle gæster Hirschsprung. Den Hirschsprungske Samling, Stockholmsgade 20, København Ø. Til 12. januar, 2014. To hjerter
Når det kommer til ældre, tysk kunst, tænker de fleste nok først på Caspar David Friedrich (1774-1840), kendt for vandringsmanden, der lænet mod sin vandrestok skuer ud over tågehavet, samt for ishavet, som skruer en stakkels båd ned med mus og mænd, og for skovsøer, badet i et på alle måder overjordisk måneskin.
Friedrich er den helt store tyske romantiker, men uddannelsen fik han på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. I dag findes mange af hans mest betydningsfulde malerier i Hamburger Kunsthalles samling, så når Den Hirschsprungske Samling lokker med besøg fra netop Hamborg og et fokus på de dansk-tyske relationer, forventer man at se Friedrich.
Og det får man, teknisk set, også lov til. Men jeg er næppe den eneste, der ikke bliver helt vildt imponeret over Friedrichs ensomme bidrag til udstillingen, nemlig hans ’Tågestrejf’. For selvom himlen da er fint gengivet og fuglene skaber en vis stemning, så er det lille maleri temmelig langt fra at være et af hans hovedværker.
Tilbage i det tidlige 1900-tal var der et varmt venskab mellem de to museers direktører, Emil Hannover og Alfred Lichtwark, der udvekslede idéer, kom med gode råd og støttede hinanden. I dag er forholdet tilsyneladende mindre jævnbyrdigt, for mens Hamburger Kunsthalle kun inkluderer en enkelt lille Friedrich i udlånet, har Hirschsprung sendt værker af Eckersberg, Krøyer, Hammershøi og Anna Ancher til Hamborg. Og her er ikke bare tale om kendte kunstnere, men også kendte værker fra deres hånd.
Philipp Otto Runge: ‘Selvportræt’, ca. 1802.
Friedrich er selvfølgelig heller ikke den eneste tyske maler, det er værd at se nærmere på. Således er et selvportræt af en anden romantiker, Otto Runge, interessant i sin sære intensitet, hvor kunstneren fastholder beskuerens blik. Men de to andre Runge værker, Hamburger Kunsthalle har ville gå af med for en tid, er ikke noget at råbe hurra for. Et portræt af hans egne børn er mærkelig stift og fortegnet, mens et stor portræt af ’Kunstnerens forældre’ (1806) spejler så meget, at det er svært at se overhovedet.
Der er også flere solide bidrag af Max Liebermann, ikke mindst hans ’Vajsenhuspiger i en have. Amsterdam’ (1885), hvor de fine hvide kyser og forklæder er lige ved at løsrive sig fra det realistisk beskrivende og antage karakter af abstrakt billedelement. Her kommer jeg til at tænke på både Gauguins og J.F. Willumsens malerier fra Bretagne få år senere, hvor netop kvindernes hovedbeklædning spiller en central og nyskabende rolle.
Max Liebermann: ‘Vajsenhuspiger i en have. Amsterdam’, 1885.
Men værkerne på udstillingen ’Til låns’ sættes aldrig i spil, hverken med hinanden og da slet ikke i forhold til den samtidige, danske kunst, som Den Hirschsprungske Samling ellers lægger op til. Man skulle ellers mene, at det ville være ret indlysende at præsentere tyske og danske værker side om side, så man ved selvsyn kunne konstatere sammenhænge og forskelle.
Selv ophængningen halter helt gevaldigt flere steder, mest markant i den sal, der ellers byder på nogle af udstillingens bedste værker, samlet under overskriften ’Det sene 1800-tals karakterfulde portrætter’. Her hærger slemme spejlinger i stort set samtlige af de udstillede værker, og helt forstyrrende bliver det, når Wilhelm Leibls ’Portræt af bayersk pige’ (1897, ovenfor til højre) pludselig optræder med genskær af græsgrønt i den ellers dybsorte baggrund.
Den Hirschsprungske Samling går desuden og åbenbart ud fra, at samtlige besøgende enten er usædvanligt velbevandrede i både tysk og dansk kunst fra 1800-tallet, eller giver sig i kast med at læse udstillingens katalog, der ligger fremme i hver af de fire sale, udstillingen strækker sig over. I alle tilfælde er formidlingen holdt på det, man skal være venlig for at kunne kalde et minimum. Og det kan man ærlig talt ikke være bekendt.
Wilhelm Leibl: ‘Portræt af en bayersk pige’, 1897