Fryd Frydendahl: ‘Beginnings’, 2005
Fryd Frydendahl: Nephews, V1 Gallery, Flæsketorvet 69, København V. Til 18. februar, 2017
Det hele begyndte med en tragedie af oldgræske proportioner, der dog ikke udspillede sig i det gamle Hellas, men på den jyske vestkyst i begyndelsen af det 21. århundrede. Her trodsede en ung kvinde lægernes advarsler om, at hendes skrøbelige helbred næppe kunne holde til endnu en graviditet. Og endte med at bytte sit liv for barnets.
Kvinden, der døde i barselssengen, var storesøster til fotograf Fryd Frydendahl (f. 1984), der to et halvt år efter tabet begyndte at fotografere sine to nevøer, som den gang var henholdsvis netop toethalvt og knap ni år gamle. Aldersforskellen er dog nærmest forsvundet i ’Beginnings’, hvor den yngeste står på en stol.
Samtidig er fotografiet et af de ganske få i Frydendahls serie ’Nephews’, der kan tolkes symbolsk i forhold til forhistorien, idet den lille dreng ikke bare bærer sort armbind, han holder også et ansigtsløst dukkehoved, som kan ses som en slags stand-in for den forsvundne mor.
Det er dog ikke drengene selv, der har valgt, hvad de optræder med. Frydendahl medbringer rekvisitterne, hvorefter nevøerne leger videre med alt fra sjusglas over fuglenæbsmasker til billiardkugler. Ambitionen er at skabe billeder, der er udenfor genkendelig tid og sted, men i længden bliver rekvisitterne lidt for manierede og kunstige.
Fryd Frydendahl: ‘White’, 2016
I min optik er det heller ikke en fordel, at hovedparten af fotografierne er grynede og uskarpe. Fotografer kan ofte med fordel gøre brug af begrænset dybdeskarphed, sådan som Frydendahl da også gør i ’White’ (2016), hvor et særtsminket ansigt og drivvådt hår træder tydeligt frem af den øvrige uskarphed. Den slags fokuserer blikket og lukker beskueren ind i et intimt (billed)rum.
Fryd Frydendahl: ‘Fox’, 2008
Men når hele billedfladen fremstår sådan lidt ulden og grovkornet, er uskarpheden kun med til at skabe en irriterende afstand mellem den, der ser, og billedets motiv. I andre sammenhænge kunne dette være en pointe, men her virker det ærlig talt mærkværdigt.
Måske er der tale om et symptom på det indbyggede dilemma i projektet, som på den ene side handler om tragedien, men på den anden aldrig refererer til den. Andre kunstnere, der aktivt bearbejder både sorg og tab i deres værker, går anderledes til sagen.
Således tog den unge kunstner Michael Würtz Overbeck i efteråret død og transition op i en meget smuk udstilling, der kunne opleves i Overgaden på Christianshavn. Her spillede rummene i sig selv en hovedrolle og store spørgsmål blev stillet, men aldrig entydigt besvaret.
Tårefremkaldende direkte går derimod den franske kunstner Sophie Calle til tematikken i videoværket ’Couldn’t Capture Death’ fra 2007, der er en nærmest dokumentarisk registrere hendes mors sidste ti minutter i live. Det er grænseoverskridende tæt på. Og samtidig er jeg Calle evigt taknemmelig for, at hun deler den oplevelse med mig.
Frydendahls dilemma i ’Nephews’-serien er således, at hun ikke ønsker at blive så privat som Calle, men heller ikke så abstrakt som Würtz Overbeck. Det betyder, at billederne i sig selv ikke indeholder andre følelser end punktvis broderkærlighed, og da de ikke præsenteres kronologisk, ser man udelukkende spredte billeder af børn, der leger med udvalgte rekvisitter.
Med mindre man kender historien bag. Hvilket man altså er nødt til, for at ’Nephews’ giver rigtig mening, da det er tragedien, der holder hele projektet sammen. Det er således en forudsætning, at man har læst på lektien. Og det er en stor svaghed ved projektet, hvor tragisk udgangspunktet end er.
Fryd Frydendahl: ‘Now You See Me, Now You Don’t’, 2014