Funklende og foruroligende Ai Weiwei

Ai Weiwei er blevet verdensberømt, både som kunstner og kinesisk aktivist. Det har kostet ham både hans frihed og mange millioner, men på Louisiana viser han, at der, måske, alligevel kan tændes lys i mørket

Louisiana Contemporary: Ai Weiwei. Louisiana, Gammel Strandvej 13, Humlebæk. Til 12. februar, 2012. Fem hjerter

 

Det glimter og gnistrer i de blankpudsede eger og nymalede stel. Alligevel mangler der noget på de 42 cykler, som den kinesiske kunster Ai Weiwei har sat sammen til en cirkelformation: nemlig styr og pedaler. Og uden dem kan der hverken være fremdrift eller retning, så selvom cyklerne er skabt til bevægelse, kommer de aldrig ud af stedet.

Skulpturens titel, ’Forever’, har Ai Weiwei hentet fra cyklerne selv, der alle er af mærket ’Forever’, som der står på skinnende emblemer af tvivlsom kvalitet på stellene. Da man valgte det navn til cyklerne var det sikkert ment som noget positivt, men sådan føles det ikke længere. Fra at være et løfte er ’For evigt’ blevet noget nær en trussel, eller i alle tilfælde en trist konstatering af, at hverken forandring eller fremdrift er muligt. Hverken i værket eller i det officielle Kina, der forsøger at lukke munden på kritikere som Ai Weiwei.

Samtidig kan man næsten ikke forestille sig noget mere kinesisk end netop cykler. Det skulle da lige være te – eller porcelæn. Og porcelæn indgår da også i adskillige af Ai Weiweis værker, som nu ’Hanging Man in Porcelain’ fra 2009, der også er med på udstillingen. Titlen hentyder til, at mandsprofilen er bøjet af en bøjle, der på engelsk kaldes en ’hanger’, men ordspillet mellem ’bølje’ og ’hængt’ er næppe tilfældigt.

Og der er heller ikke tale om en tilfældigt udformet profil. I stedet drejer det sig om et stærkt stiliseret portræt af kunstneren bag verdens første ’Ready Made’, Marcel Duchamp (1887-1968). At Ai Weiwei har valgt at portrættere netop Duchamp, og på denne måde, peger os i retning af hans fascination af, og dialog med, den vestlige kunsts historie.

For selvom Ai Weiwei viderebearbejder idéen om en ’Ready Made’, der traditionelt set slet ikke skal bearbejdes, men netop være færdig på forhånd, så ligger han her på linje med Duchamp og hans overskridelser af grænserne for, hvad man forventer af et kunstnerisk materiale. Og Ai Weiwei sætter trumf på ved at støbe sit bøjleportræt ned i porcelæn, der på én gang henviser til kinesisk kultur og til Duchamps mest kendte Ready Made: urinalet med titlen ’Fontæne’ fra 1917.

Porcelæn er et materiale, Ai Weiwei ofte gør brug af i sine værker, der udføres i byen Jingdezhen, som kan føre sin historie for porcelænsfremstilling sytten århundeder tilbage. Sidste år skabte han således værket ’Sunflower Seeds’ til Londons Tate Modern, der fik sin gigantiske udstillingssal fyld med hundrede millioner solsikkefrø af porcelæn. Og på Louisiana genfinder man materialet i hans ’Rocks’, der skyder op gennem gulvet som stiliserede klippeformationer.

Rent visuelt er ’Rocks’ ikke de stærkeste værker på udstillingen, men alligevel formår Ai Weiwei at skabe en spændende kontrast, idet klippernes kanter er bemalet med skyformationer, hentet fra traditionel kinesisk kunst, hvilket kreerer en forbindelse mellem modsætningsparret Himmel og Jord. Samtidig går ’Rocks’ i visuel dialog med et andet værk på udstillingen, nemlig ’Trees’, hvor fire enorme træer står og rækker deres nøgne grene mod himlen.

Men selvom træerne tilsammen skaber fornemmelsen af at være i en fortryllet skov, lade Ai Weiwei os aldrig glemme, at der er tale om en konstruktion. Store skruer stikker ud gennem træstammerne, som var der tale om en ny variant af Frankensteins monster, ligesom der synes at være noget galt med væksten. For vender træerne i virkeligheden på hovedet, således at det er rødderne, der strækker sig i vejret?

Træernes rodnet er i alle tilfælde så forkrøblet som en bonzais, beskåret og pint i æstetikkens navn, mens kronen er helt uden de kviste, som blade skal bruge til at skyde frem fra. Jo længere tid man tilbringer i selskab med disse kæmpe træer, jo mere bliver man pinefuldt opmærksom på forholdet mellem det levende og det døde, det naturlige i kontrast til det kunstige. Men Ai Weiwei afholder sig fra at bøje sit budskab i neon, og benytter sig i stedet af en poesi, der kan være mindst ligeså blændende.

Andre gange er han langt mere direkte, både i udtryk og indhold, sådan som man kan se det i de tre film, der ligeledes indgår i udstillingen. Allerede mens Ai Weiwei boede i New York tilbage i 1980’erne, begyndte han at bruge sit kamera til at dokumentere myndighedernes overgreb på befolkningen. Og det fortsatte han med, efter han i 1993 vendte tilbage til Kina. Men reaktionen på denne del af hans produktion var en noget anden i hans hjemland, end den havde været i USA.

Det var således hans film ’Lao Ma Ti Hua’ (også kendt som ’Disturbing the Peace’) fra 2009, der for alvor fik ham i de kinesiske myndigheders søgelys. Filmen følger Ai Weiwei og en række ligesindedes kamp for aktivisten Tan Zuoren, der blev anholdt for at kritisere begivenhederne omkring det jordskælv, der i 2008 dræbte titusindvis af mennesker i Sichuan provinsen. Og den slags ser man ikke med milde øjne på i et land, der ikke tåler hverken kritik eller den frie udveksling af informationer.

Til gengæld går en skulptur som ’Fontæne af Lys’ glat igennem, også selvom der faktisk ligger en hel del latent kritik og glimter. Formen har Ai Weiwei hentet i den russiske konstruktivist Tatlins utopiske tårn, der efter planen skulle have rejst sig ikke færre end fire hundrede meter og stå som symbol for det revolutionerede Rusland. Ai Weiweis tårn er knap så stort – og behængt med gnistrende krystaller, midt mellem finkultur og kitsch.

Så gør han grin med revolutionens ånd? Eller leger han, helt uskyldigt, med referencerne? Den form for dobbelttydighed er det åbenbart vanskeligt at forholde sig til, i alle tilfælde for det officielle Kina, der i stedet ser den anden vej og lader værk være værk. Derfor funkler det lige nu i parken omkring Louisiana, mens Ai Weiwei får sendt endnu en hilsen til sin helt Duchamp ved hjælp af titlen: Fontæne af Lys.

 Bonusinfo:

Det fotografiske selvportræt  af den (næsten) nøgne Ai Weiwei har titlen:

??????

der (åbenbart) ligger meget tæt på

??????

Det første oversættes til engelsk som:

“grass mud horse covering the middle”,

mens det sidste bliver til:

“Fuck your mother, the Communist party central comitee”!