Gardar Eide Einarsson: Tokyo Underworld. Nils Stærk Contemporary Art, Njalsgade 19C, København. Til 7. oktober, 2006. fire hjerter
Det er ikke let at trænge ind til Gardar Eide Einarssons værker, hverken rent fysisk eller forståelsesmæssigt. På det håndgribelige plan skal man passere en aflåst gitterdør, placeret lige indenfor galleriets yderdør, men det lader sig kun gøre, hvis de ansatte er så venlige at trykke en ind. I mellemtiden er man fanget i det lille gitterbur, og selvom det kun drejer sig om sekunder, har man rigelig tid til at lade fornemmelsen bundfælde sig. Men heller ikke de andre værker på udstillingen er så lige at gå til: to rækker hvide lærreder, alle med samme spidse, sorte diamantform, hænger på rad og række gennem rummet. For den indviede, den, der har læst Robert Whitings bog ’Tokyo Underworld’, vil symbolet være velkendt, for det indleder hvert kapitel. Ligesom kapitalerne har givet malerierne deres titler som ’The First Black Market’, ’Occupation Hangover’ og ’Post-Olympic Underground Economy’. Men selvom man ikke har læst bogen, så oplever man alligevel – og måske endda endnu stærkere – det sammenstød Gardar Eide Einarsson lader udspille sig mellem de minimalistiske malerier og deres stærkt fortællende og narrative udgangspunkt. For i den klassiske minimalisme er narrationen fuldstændig fjernet fra værket, så ved at genintroducere den, sprænger Einarsson både minimalismen og konceptkunsten på en gang. Og så ser det samtidig både flot og råt ud.