SORT FLAG. Under den amerikanske borgerkrig blev der syet masser af forskellige flag, ofte pryder af symboler og store ord som frihed. Gardar Eide Einarsson faldt for halvmånen, som vi i dag aflæser som et arabisk symbol, men flaget ser ud som under borgerkrigen – bare med sort bund.
Hvor det hvide flag symboliserer overgivelse, står det sorte for modstand, og derfor er det blandt kunstnerkometen Gardar Eide Einarssons foretrukne metaforer
Det er med Gardar Eide Einarssons kunst som med ham selv: man kan ikke sådan lige skue hunden på hårene. Fra midt på underarmene vokser gigantiske tatoveringer og han har adskillige piercinger, men når han taler er stemmen blid og det norske klinger venligt.
Værkerne kan på overfladen også virke nærmest brutale, holdt helt i sort og hvidt. Langs den ene væg hos Nils Stærk på Islands Brygge står fem helt monokrome, sorte lærreder, på den anden hænger et flag og rummets eneste farve finder man i et stort fotografi fra indgangen til en station i New York. ’Start to enter’ står der på et skilt over rulletrappen, og det er også hvad man som beskuer af Gardar Eide Einarssons værker bliver nødt til at gøre.
>> Jeg kan godt lide idéen om at man ikke ser det hele, at der holdes lidt igen og man selv må gå aktivt i dialog – ligesom på fotografiet. Jeg har kun set skiltet på den ene station i New York, min lokale station. Nu ved alle jo hvordan det fungerer, men skiltet må stamme tilbage fra da rulletrapper var cutting edge-teknologi <<.
Gardar Eide Einarsson. Foto: Nils Stærk, 2015
Gardar Eide Einarsson er født i Norge i 1976 og det var også her han tog første del af sin kunstneriske uddannelse. Men efter et par år på kunstakademiet i Bergen fortsatte han sin uddannelse i først Frankfurt am Main og senere på Whitney Museet i New Yorks special program. Og selvom han først officielt afsluttede sin uddannelse sidste år, har han allerede en omfattende udstillingsaktivitet bag sig, først og fremmest i Tyskland, England og USA, men også i Skandinavien.
Omdrejningspunktet i Gardar Eide Einarssons kunstneriske produktion er en underliggende interesse for det alternative og for den indbyggede kritik af det bestående. Således giver de fem sorte lærreder måske nok mindelser om minimalismen, og ikke mindst den amerikanske kunstner Ad Reinhardts monokrome lærreder fra 1960’erne, men Gardar Eide Einarsson bruger sine billeder som sætstykker, kulisser, i diametral modsætning til minimalisternes intention om at rense værket for enhver form for gøgl. Alligevel ser Gardar Eide Einarsson også ligheder mellem sine og minimalisternes værker:
>> Minimalisterne sagde nej til at opfylde beskuerens forventninger, og det nej er jeg også interesseret i. Værket hedder ’5 words’ og det hentyder til hvad folk minder hinanden om de skal sige, hvis de skulle blive anholdt: I have nothing to say. Jeg har intet at sige. Man ser ofte ’5 words’ eller bare tallet ’5’ som graffiti, og så ved alle hvad det betyder <<.
>> Det er negationen i det alternative der interesserer mig. Som billedkunstner har jeg selv en trang til at skabe mit eget område, i modsætning til kunstinstitutionerne. Men jeg er ikke som sådan politisk aktiv, mit politiske udtryk er min kunst. Det er ikke en up-front form for politisk aktivitet, i stedet søger jeg andre, mere subversive veje og tipper mod det subtile politiske udtryk <<
Outlaws
Gardar Eide Einarsson laver en hel del research, før han udfører sine værker. Flaget, der stammer fra den amerikanske borgerkrig, hvor det dog havde blå bund, er således det første i en kommende serie, mens han allerede er godt i gang med en række små malerier under overskriften ’Outlaws’, lovløse. Her har Gardar Eide Einarsson samlet logoer fra klubber, foreninger og hvem der ellers har fundet på at bruge ordet ’outlaws’, og malet dem op i sort på hvidt.
>> Det interesserer mig, at helt almindelige mennesker åbenbart har en trang til at være ’outlaws’ et par timer. Jeg har samlet ’outlaws’ fra alle samfundslag, fra squaredancere over et foldboldhold for bøsser til en bikergruppe. Serien er nu på knap tyve logoer, der alle findes i virkeligheden, men jeg har fundet mange flere som jeg bare ikke har nået at male endnu <<.
Med sin opmærksomhed rettet mod det alternative er det nærliggende at tro Gardar Eide Einarsson interesserede sig for street art, sådan som man ser den hos for eksempel Shepard Fairey, der er udstillingsaktuel hos V1 Gallery frem til 6. juni. Men det er han ikke – i alle tilfælde ikke i ’traditionel’ street art.
>> Det jeg laver forholder sig til den type opmærksomhed, der opstår inde i kunstinstitutionen. Ude på gaden er det en helt anden historie. En helt anden kontekst. Jeg føler ikke det giver meget mening at sende min kunst ud på gaden. For mig handler det om institutionskritik, om metaaflæsninger <<.
Det betyder dog ikke, at man ikke kan se Gardar Eide Einarssons værker udenfor gallerier og museer, for en af hans skulpturer, som tidligere er blevet vist på en gruppeudstilling hos Nils Stærk, lægger sig lige midt mellem to fortolkninger. Eller mere præcist: den fordobler sig selv, for på et museum vil den blive fortolket som det kunstværk den (også) er, med henvisninger til blandt andet minimalismen, mens den ude på gadeplan er enhver skateboards drøm, lige til at udføre stunts på.
>> Begge dele kræver en investering af tid og interesse fra modtagerens side, men de to kontekster skaber to helt forskellige objekter <<.
To objekter i to verdener som Gardar Eide Einarsson selv kender og lever i, måske spaltet og dobbelteksponeret præcis som sit værk. Selvom han med et undskyldende smil indrømmer, at det går lidt trægere med skateriet, efter han har fået sat turbo under kunsten.